Roms arkitektur efter antikken

I den ældste kristne by opførtes monumentale kristne basilikaer, kirker og bisperesidenser, ofte i tilknytning til eksisterende luksusvillaer.

Vejen mellem Laterankirken (Roms domkirke) tæt ved bymuren og Peterskirken uden for muren var middelalderbyens væsentligste. Andre betydningsfulde tidlige kirker er Santa Maria Maggiore, Santa Croce in Gerusalemme, San Paolo fuori le Mura, San Lorenzo fuori le Mura og San Sebastiano. En pilgrim i Rom skulle primært besøge disse syv valfartskirker.

I renæssancen flyttede paven sin residens fra Lateranet til Vatikanet. Pavepaladset blev udvidet til en pompøs herskerbolig, og store kardinalpaladser skød i 1400-1500-tallet op langs vejene til Peterskirken, bl.a. Palazzo Venezia, Palazzo della Cancelleria og Palazzo Farnese.

Pave Julius 2. lod Donato Bramante påbegynde opførelsen af Peterskirken fra grunden i 1506 i stedet for kejser Konstantin 1. den Stores basilika; opførelsen blev først fuldført 1612.

Barokken er den rigeste periode i Roms bygningshistorie. Store gadeanlæg, pladser, fontæner, paladser og kirker opførtes i 1500-1600-tallet i en dramatisk, yppigt rumskabende byggestil, der endnu præger byen. Piazza del Popolo, Piazza Navona, Peterspladsen, San Carlo alle Quattro Fontane, Sant'Ivo og Sant'Andrea al Quirinale må fremhæves. Senbarokke hovedværker er Fontana di Trevi (Trevifontænen, 1762) og Den Spanske Trappe (1726).

Af nyere arkitektur kan nævnes Vittorio Emanuele-monumentet tæt ved Forum Romanum (1885-1911), symbolet på Italiens samling og på Rom som moderne, sekulariseret hovedstad. På dette tidspunkt blev byens centrum igen flyttet, nu fra pavernes domæne tilbage til den førkristne bys midte.

Det gælder for arkitekturens liv i Rom, at den antikke arkitekturarv har været en uudtømmelig inspirationskilde både formmæssigt og ideologisk. At genskabe de romerske kejseres verdensstad var både pavernes og senere verdslige magthaveres drøm.

Brede gader (Via Nazionale og Corso Vittorio Emanuele), monumentale regeringsbygninger og kvarterer med udlejningsejendomme er kendetegnende for den nye hovedstads første tid. Under fascismen konkurrerede flere stilarter om at blive regimets "officielle" byggestil. I Rom lod arkitekterne sig gerne inspirere af antikkens monumentalbyggeri, der dog i flere markante tilfælde kombineredes med rationalistisk arkitektur (en italiensk variant af 1920'ernes og 30'ernes funktionalisme), fx i den store universitetscampus Città Universitaria (indviet 1935) og i bydelen EUR (påbegyndt 1937 under navnet E42). Andre steder i Rom ses eksempler på ren rationalistisk arkitektur, fx posthuset på Piazza Bologna og en del boligejendomme.

Efter 2. Verdenskrig er byen ekspanderet med hurtigt voksende boligkvarterer. En stor ydre ringvej er anlagt som en ny slags bygrænse.

Blandt Roms mange museer kan nævnes Musei Capitolini, de arkæologiske museer Palazzo Massimo alle Terme og Palazzo Altemps, der begge rummer Museo Nazionale Romanos udstillinger, Vatikanmuseerne, Villa Borghese, Palazzo Barberini og Villa Giulia foruden Roms bymuseum og nogle mindre, private malerisamlinger. Ara Pacis-museet (Richard Meier, 2006) og MAXXI (Zaha Hadid, 2010) er blandt de få eksempler på større moderne nybyggeri i Roms centrum.