Straffeloven

Den første danske straffelov var 6. bog i Christian 5.s Danske Lov af 1683. I 1866 blev den erstattet af Almindelig Borgerlig Straffelov. I 1905 nedsattes en kommission, der skulle gennemgå loven, men først i 1930 indførtes en ny Borgerlig Straffelov, der trådte i kraft i 1933. I 1992 ændredes lovens titel til Straffeloven. Loven er løbende blevet revideret. Det er derfor kun en mindre del af loven, der ikke er blevet ændret siden 1930. Nogle bestemmelser i loven er blevet ændret mange gange over årene, ligesom nogle er blevet ophævet, og nye bestemmelser er blevet indsat.

De betingelser, der skal være opfyldt, for at strafansvar kan pålægges, har, siden oplysningstidens idéer slog igennem, været, at gerningspersonen har overtrådt en lovbestemmelse, og at vedkommende herved har udvist personlig skyld... Læs videre om ansvarsbetingelser.

Subjektive straffrihedsgrunde vedrører gerningspersonens person og omfatter navnlig ung alder, idet handlinger, der er begået af børn under 15 år, ikke straffes, jf. Straffeloven § 15, og psykisk unormalitet, idet gerningspersonen ikke i gerningsøjeblikket må have været utilregnelig, jf. Straffeloven § 16... Læs videre om straffrihedsgrunde.

Straffen fastsættes af retten inden for den strafferamme, der er fastsat for den lovovertrædelse, som gerningspersonen er fundet skyldig i. Strafferammen kan fx være bøde eller fængsel med angivelse af den maksimale længde af fængselsstraffen. I straffelovens kapitel 10 findes de almindelige regler om straffens fastsættelse... Læs videre om strafudmåling.

Under særlige, skærpende omstændigheder kan der idømmes en højere straf end den straf, der fremgår af strafferammen for den pågældende forbrydelse... Læs videre om strafforhøjelse.

En mildere straf end den straf, der følger af strafferammen i den konkrete forbrydelse, kan være begrundet i omstændigheder ved handlingens foretagelse eller gerningspersonens personlige forhold, der medfører, at forholdet i det konkrete tilfælde anses for mindre strafværdigt... Læs videre om strafnedsættelse.

Retten kan lade straffen bortfalde, selvom den tiltalte er skyldig, hvis der foreligger særlige omstændigheder, der efter straffeloven kan medføre, at der ikke skal idømmes straf... Læs videre om strafbortfald.

Fuldbyrdelsen af en fængselsstraf kan udsættes, hvis retten finder det upåkrævet, at den kommer til fuldbyrdelse. Udsættelsen kan ske på forskellige betingelser, f.eks. at den dømte undergiver sig behandling mod spiritus- eller narkotikamisbrug eller psykiatrisk behandling… Læs videre om betinget dom.

En straf ophører, når den er udstået, eller hvis der er sket benådning… Læs videre om strafophør.