TNM-klassifikationen anvendes primært til at beskrive solide svulster (tumorer), i modsætning til kræft i blod eller knoglemarv (leukæmi). Kræftsygdommen beskrives med udgangspunkt i størrelsen og udbredelsen af tumoren, om der er spredning til de lymfeknuder, der drænerer det kræftramte organ, såkaldte regionale lymfeknuder, og om der er fjernspredning (metastaser).
Systemet anvendes til at vurdere hvilken behandling, der skal gives til den enkelte person, til vurdering af prognosen og for at kunne sammenligne behandlingsresultater.
TNM-klassifikation angives oftest ved diagnosen, baseret på udvendige undersøgelser og billeddiagnostik, og benævnes med præfikset "c" for engelsk clinical 'klinisk' (cTNM). Hvis klassifikationen er baseret på patologiske (histologiske) undersøgelser anvendes præfikset "p" for engelsk pathological 'patologisk'. Hvis personen har fået forbehandling inden klassificering anvendes præfikset "y". Hvis man benytter TNM-systemet for at beskrive udbredelse af kræftsygdommen efter tilbagefald, anføres præfikset "r" for engelsk recurrent 'tilbagevendende'.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.