Tripoli (Libyen)

Tripoli blev en vigtig handelsstation for fønikerne fra 600-tallet. f.v.t. De etablerede handel med den oprindelige befolkning i området, berberne. Fønikerne sejlede på Middelhavet og grundlagde efter etableringen af Karthago i nutidens Tunesien flere handelsstationer på Nordafrikas middelhavskyst.

Under fønikerne kaldtes Tripoli for Oea. De to kystbyer Leptis Magna (i dag Libdeh), som ligger 120 km øst for Tripoli, og Sabratha (i dag Zwagha) 85 km. vest for Tripoli blev også vigtige handelsstationer, som voksede sig større. Der er uenighed om, hvorvidt de tre byer muligvis allerede eksisterede før fønikernes ankomst og således ikke er grundlagt af fønikerne. Dette skyldes bl.a. at der ikke er skriftlige kilder fra den oprindelige befolkning i Libyen.

Den arabiske ekspansion, der tog sin begyndelsen kort efter profeten Muhammeds død i 632 i byen Medina på Den Arabiske Halvø, medførte, at de arabiske hære nåede Tripoli i ca. 642. Tripoli blev efter den første erobring ledet fra Cairo i Egypten, først af fatimiderne, senere af mamelukerne. Efter den arabiske etablering i Kairouan i Tunesien kom Tripoli under aghlabide-dynastiet. Men de mange skiftende dynastier de følgende århundreder betød også skiftende herredømmer i Tripoli, heriblandt flere berberdynastier.

Tripolis beliggenhed ud til Middelhavet betød, at den indgik i de magtkampe, der foregik her, samt hvor forskellige riger og dynastier angreb hinandens handelsflåder. I 1510 blev byen således erobret af Aragonien, et spansk kongedømme, der udbyggede byens fæstningsværk kaldet As-saraya Al-hamra (arabisk 'Den Røde Borg')

I 1551 blev den imidlertid indtaget af Osmannerriget under ledelse af flådechefen Turgut Reis. Han etablerede osmannisk herredømme i Tripoli og fik bl.a. opført moskeen Jamaa Sidi Darghut, hvor han ligger begravet. Tripoli blev central i pirateriet på Middelhavet, som var en måde at skaffe indtægter og rigdom på, der blev benyttet af alle riger rundt langs Middelhavet og de flåder, der sejlede dér.

I 1700-tallet begyndte danske handelsskibe og sømænd at sejle i Middelhavet. Der med blev de også udsat for det kaperi, der foregik. Danske søfolk blev bl.a. taget til fange af kaperskibe fra Tripoli, og i midten af 1700-tallet havde problemet vokset sig så stort, at der i 1752 blev indgået en fredsaftale med pashaen, dvs. regenten, i Tripoli. Sverige havde indgået tilsvarende aftaler. Danmark og Sverige skulle betale skatter i form af værdifulde gaver til Tripoli, til gengæld fik de danske handelsskibe lov til at passere ud for Tripoli uden at blive angrebet. Men fredstraktaten blev ofte brudt af begge parter, fordi Tripoli hævede størrelsen på de årlige skatter, som Danmark-Norge og Sverige betalte for at sikre deres fragtskibe, fordi der opstod en tid med opblomstring af handel og transport til søs.

Tripoli lavede tilsvarende fredsaftaler med en række andre nationer og riger, og der blev etableret konsulater i Tripoli, så konsuler kunne forestå forhandlinger med pashaen samt hjælpe de tilfangetagne landsmænd.

Men det vides også fra bl.a. rapporter fra konsulaterne, at skandinaviske søfolk fik administrative stillinger i pashaens palads. Således blev et svensk handelsskib opbragt af libyske kapere i 1797, og et af besætningsmedlemmerne, en 12-årig svensk dreng, blev anbragt som slave i pashaens palads. Her avancerede han i de interne hierarkier og fik en af de højeste administrative stillinger som kaid, som var en rådgiver for pashaen og leder eller guvernør. Flere embedsmænd i Tripoli var omkring 1800-tallet oprindeligt europæiske søfolk, der var taget af kapere fra Tripoli.

Tripoli udviklede sig til at have en befolkning, der bestod både af berbere, arabere, folkeslag fra Sahara så som tuareger, osmannere (senere kaldet tyrkere) og fra de europæiske lande rundt langs Middelhavet. Byen havde også et italiensk mindretal, og det gav Italien anledning til i september 1911 at meddele det osmanniske styre i byen, at Italien ville annekter Tripoli og dermed gøre byen til en del af Italien. Dette skete i et større billede af en europæisk kolonisering af både Marokko, Algeriet og Tunesien i Nordafrika samt det øvrige Afrika.

Med Lausanne-traktaten i 1912 sikrede Italien sig ikke kun byen Tripoli men de to områder Tripolitania og Cyrenaika. Tripoli kom således til at høre under Italien som en del af den italienske koloni kaldet Libyen. I 1938 havde Tripoli ca. 108.000 indbyggere, hvoraf knapt 40.000 var italienere. Byen blev udviklet med nye bygninger og bydele i italiensk arkitektur. Der blev etableret et spildevandssystem, som højnede levestandarden i byen væsentligt, og der blev etableret små togstrækninger fra Tripoli og ud i det nærmeste bagland, hvorfra man nu nemmere kunne komme ind til storbyen.

Tripoli forblev italiensk frem til 1943, hvor de allierede som et led i 2. Verdenskrig erobrede byen. Da Libyen opnåede selvstændighed i 1951, blev Tripoli landets hovedstad.

Efter Libyens selvstændighed i 1951, opdagelsen af olie i 1957 og grundlæggelsen af den enorme olieindustri i Libyen voksede Tripoli voldsomt. Økonomien blev mærkbart forbedret i alle samfundslag på grund af indtægterne fra olie og den deraf følgende øgede købekraft i samfundet. Fra 1954 til 1965 skete der tæt på en fordobling af Tripolis indbyggertal fra 129.000 (folketælling i 1954) til 235.000 (estimat) dels på grund af tilflytning, dels på grund af befolkningsvækst. Den nye økonomiske velstand betød også, at Libyens samlede befolkningstal voksede mærkbart.

Den hurtige vækst i Tripoli fortsatte i de fyrre år, hvor Muammar Gaddafi var ved magten fra 1969-2011, og den skete uden styring og planlægning. Det betød, at uformelle og spontane kvarterer skød op samtidig med forretningskvarterer og mere fashionable boligområder. Der opstod sociale spændinger mellem de planlagte, veludviklede bydele og de spontane kvarterer. Byens beliggenhed ved havet gjorde, at den kun kunne sprede sig ud i baglandet, hvor den optog mere og mere af landbrugsjorden og dermed forværrede landbrugets bidrag til at mindske Libyens behov for fødevareimport.

Nogle af de sociale spændinger, som den problematiske byudvikling af Tripoli medførte, var medvirkende årsager til de folkelige protester, der brød ud i februar 2011 og til den efterfølgende borgerkrig.

Tripoli har været hårdt mærket af den borgerkrig, der har udspillet sig siden 2011. Da de folkelige protester brød ud i februar 2011, var der store demonstrationer og samlinger på Den grønne Plads (nu Martyrernes Plads) i Tripoli centrum. De Gaddafi-tro styrker slog voldeligt ned på demonstranterne og lukkede internettet, så organisering ikke kunne ske via de sociale medier. Netop Tripolis spredning og forgrening over et meget stort område gjorde det herefter vanskeligt for oprørerne at organisere sig, fordi der ikke var oplagte pladser i et bydelscentrum at samles på. De næste vigtige og afgørende slag i oprøret mod Muammar Gaddafi fandt derfor ikke sted i Tripoli, selvom væbnede guerillagrupper begyndte at etablere sig.

I august 2011 planlagde de væbnede oprørsstyrker at rykke ind i Tripoli og smuglede i flere uger våben ind i byen ad søvejen. Den 21. august påbegyndtes erobringen af Tripoli om morgenen, og i løbet af dagen bredte de væbnede kampe sig til det meste af byen. I forbindelse med kamphandlingerne skete der ødelæggelser af centrale regeringsbygninger, bl.a. af Gaddafis palads. Oprørernes kampe på jorden blev støttet af angreb fra luften udført af en NATO-koalition. Den 28. august, efter voldsomme og væbnede kampe i otte dage, måtte de Gaddafi-tro styrker opgive kampen, og hovedstaden kom under oprørsstyrkernes kontrol. Gaddafi blev dræbt den 20. oktober 2011 i de sidste kampe om magten i byen Sirte.

Tripoli fortsatte efter oktober 2011 med at være Libyens hovedstad og hovedsæde for ledelsen af landet. Derudover etablerede FN på anmodning fra Libyens Nationale Overgangsråd en FN-mission i Libyen kaldet United Nations Support Mission in Libya (UNSMIL). UNSIMIL har mandat til at mediere mellem de forskellige parter i konflikten med henblik på at etablere en stabil og demokratisk stat.

I 2012 fik den nyvalgte lovgivende forsamling General National Congress sit hovedsæde i Tripoli. General National Congress blev hurtigt splittet mellem forskellige fraktioner. I 2014 udbrød der folkelige protester mod General National Congress; der var kupforsøg, og en fraktion af islamister kaldet Dawn overtog en overgang kontrollen over Tripoli. Hærlederen Khalifa Haftar og hans militser og støtter, der havde base i den østlige del af Libyen, blev centrale i kampen mod islamisterne særligt i Misratah og Tripoli.

I dette virvar udløb mandatet for General National Congress, og et nydannet House of Representatives trådte i kraft den 4. august 2014. Men på grund af kampene i Tripoli og forskellige væbnede koalitionernes trussel mod det, valgte House of Representatives at flytte sig til Tobruk i den østlige del af Libyen, og en ny regering blev dannet dér. Libyen havde nu to regeringer: en i Tripoli og en i Tobruk.

Med FN som mediator blev der i 2015 etableret en samlingsregering kaldet Government of National Accord med base i Tripoli, hvor den etablerede sig fra den 30. marts 2016. Men samtidig voksede uenighederne og konflikten mellem parlamentet i Tripoli og House of Representatives-regeringen i Tobruk. I midten af 2016 trak House of Representatives i Tobruk sin støtte til Government of National Accord.

I april 2019 gennemførte Khalifa Haftar og hans hær Libyan National Army en offensiv mod vest med det formål at indtage Tripoli og overtage magten dér. En ny våbenhvile kom i stand i august 2020. FN medierede igen en dialogproces, som førte til dannelsen af samlingsregeringen Government of National Unity i marts 2021 med primært hovedsæde i Tripoli. Men House of Representatives og Haftar fremsatte en mistillidserklæring til den nye samlingsregering i september 2021. Som modtræk etableredes Government of National Stability i Sirte i marts 2022. Den har kontrol med den østlige del af Libyen.

I 2025 er Libyen fortsat splittet mellem den Tripoli-baserede Government of National Unity, som anerkendes af FN, og den øst-baserede regering Government of National Stability under bl.a. Khalifa Haftars ledelse, som fortsat forsøger at overtage magten i Tripoli.

• For byen i Libanon af samme navn, se her.
• Libyen
• Libyens geografi
• Libyens historie
• Den libyske borgerkrig
• Barbareskstaterne
• lande i Afrika
• Afrikas hovedstæder
• olie (historie)