Waldenströms makroglobulinæmi

M-komponenten ved Waldenströms makroglobulinæmi er af IgM-type, da kræftcellerne, de lymfoplasmacytoide celler, ved Waldenströms makroglobulinæmi er mere umodne end fuldt opmodnede plasmaceller. Pga. deres umodenhed kan kræftcellerne kun producere IgM og ikke IgG eller IgA, som ses ved sygdommen myelomatose, der kan minde om Waldenströms makroglobulinæmi.

IgM-molekylet gør, med sin størrelse på 900.000 g/mol, blodplasmaet mere tyktflydende og hæmmer blodcirkulationen. Til sammenligning har IgG- og IgA-molekyler en størrelse på 150.000 g/mol.

Ved Waldenströms makroglobulinæmi ses et forstadium, som kaldes MGUS (monoklonal gammopati af ukendt signifikans). Ved MGUS findes der en M-komponent af IgM-type i blodet. Som regel er denne tilstand fredelig, og kun nogle få personer med IgM-type MGUS kan have symptomer, fx i form af neuropati. I nogle få tilfælde kan MGUS dog også udvikle sig til Waldenströms makroglobulinæmi eller andre lymfekræftsygdomme.

Waldenströms makroglobulinæmi er primært en sygdom i knoglemarven. Hvis antallet af lymfoplasmacytoide celler i knoglemarven er højt, kan det resultere i, at dannelsen af normale blodceller hæmmes, hvilket resulterer i blodmangel (anæmi).

Også milten og i nogle tilfælde lymfeknuder kan blive infiltreret af de lymfoplasmacytoide celler. Derved kan der opstå miltforstørrelse, hvilket kan give tryksymptomer og smerter.

Et mindretal af patienter med Waldenströms makroglobulinæmi kan have såkaldte B-symptomer i form af feber, udtalt nattesved og vægttab, hvilket indikerer et klart behov for behandling.

Et særligt problem ved Waldenströms makroglobulinæmi er, at blodplasmaet kan blive tyktflydende (hyperviskositet), hvis IgM-type M-komponenten er høj. Det store IgM-molekyler reagerer med vand i blodkarrene, øger viskositeten af plasma og hæmmer gennemblødningen af organerne. Den hæmmede blodcirkulation kan give symptomer fra mange organer, især fra huden i form af blålig misfarvning, fra hjernen i form af svimmelhed og fra øjnene i form af synsforstyrrelser.

Ved lave temperaturer kan nogle IgM-molekyler binde sig til de røde blodlegemer, så de klumper sig sammen (agglutinerer). Dette kan ses i kropsdele, der er udsat for kulde, som fingre, tæer og ansigt, som kan blive blåligt misfarvet på grund af den dårlige gennemblødning (akrocyanose). Samtidigt kan der bindes komplementfaktorer fra blodplasmaet til de røde blodlegemer, hvilket kan resultere i øget nedbrydning af de røde blodlegemer (hæmolyse) og blodmangel (anæmi).

Nogle IgM-type M-komponenter kaldet kryoglobuliner, har en særlig tendens til at klumpe sig sammen ved stuetemperatur eller lavere temperaturer. Sådanne sammenklupninger kaldes også for udfældning. I en blodprøve kan blodplasmaet blive uklart på grund af udfældninger af kryoglobulin eller helt omdannet til en tyktflydende gel. Et kryoglobulin kan give symptomer i form af karbetændelse (vasculitis) med små sår og hudblødninger især på fingerspidser og tæer.

M-komponenten ved Waldenströms makroglobulinæmi kan påvirke blodpladerne og koagulationssystemet og resultere i øget tendens til blødning.

Der kan også ses tilfælde, hvor der dannes et overskud af proteiner, der kaldes Frie lette kæder. Frie lette kæder måles i blodrøver. Normalt er lette kæder bundet til tunge kæder, men ved Waldenströms makroglobulinæmi kan der i nogle tilfælde være en overskudsproduktion af frie lette kæder, som cirkulerer i blodplasmaet. Disse kan klumpe sammen i organerne som samlinger af protein, kaldet amyloid, der ligner en geleagtig masse. Amyloid kan resultere i svære organskader især i hjerte og i nyrer.

Der gives typisk behandling ved at give et antistof, der kaldes rituximab. Antistoffet binder sig til kræftcellerne og bidrager til at de dræbes. Det er normalt at vente med at starte behandling med rituximab, fordi det kan resultere i en stigning af IgM-type M komponenten i blodet og forværre symptomerne.

Antistoffet kombineres med en form for kemoterapi, fx lægemidlet bendamustin, men andre typer af kemoterapi kan også anvendes. Behandling med kemoterapi kan startes umiddelbart.

Hvis patienten ikke tåler kemoterapi anvendes hæmmere (BTK-inhibitorer) af enzymet, der kaldes Brutons tyrosin kinase. Et lægemiddel, Venetoclax, som hæmmer Bcl-2, som er en vækstfaktor for B-lymfocytter, er en ny effektiv og skånsom behandling af Waldenströms makroglobulinæmi. Behandling med BTK-inhibitor kan startes med det samme.

Fortykningen af blodet (hyperviskositetssyndromet) kan behandles akut med plasmaferese. Det er en behandling, hvor der tappes blod fra patienten, og plasma med IgM fjernes og erstattes med infusionsvæske med albumin.

I den akutte fase undlades transfusion af røde blodlegemer for at at undgå, at blodet bliver mere tyktflydende, selv ved blodmangel (anæmi).