attenuation – radiologi

Attenuation er den gradvise svækkelse af en stråles intensitet, når strålen passerer gennem et organ, væv eller struktur. Attenuation opstår, fordi strålen absorberes, spredes eller reflekteres af mediet, som strålen passerer igennem. Attenuation spiller en vigtig rolle i diagnostik, da det hjælper med at identificere og vurdere forskellige typer væv og unormale forhold.

Attenuation ved røntgenstråler

I røntgenbilleddannelse refererer attenuation til reduktionen af røntgenstrålers intensitet, når de passerer gennem forskellige typer væv. Dette påvirker, hvordan strukturer fremstår på røntgenbilleder. Knoglevæv har høj attenuation, fordi røntgenstrålerne absorberes i betydelig grad. Knogler fremstår derfor hvide på røntgenbilleder, hvorimod luft har lav attenuation, fordi røntgenstrålerne passerer næsten uhindret igennem. Luft fremstår derfor sort på røntgenbilleder. Blybeskyttelse mod røntgenstråler er et eksempel på attenuation, hvor strålingsenergien mod vitale dele af kroppen reduceres.

Attenuation ved ultralyd

I forbindelse med billeddannelse ved hjælp af ultralyd refererer attenuation til reduktionen i ultralydbølgernes intensitet, når de passerer gennem væv. Denne svækkelse påvirkes af absorption, spredning og refleksion af bølgerne.

Læs mere i Lex

Skrevet af:

Artiklen indeholder tekst fra:

Store medisinske leksikon (Store norske leksikon)

Støttet af:

Novo Nordisk Fonden

Senest ændret:

5. november 2024, se alle ændringer

VILKÅR FOR GENBRUG:

begrænset genbrug

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Brage, Karen; Brekke, Magne; Borthne, Arne: attenuation - radiologi i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/attenuation_-_radiologi

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.