Autoantistoffer er antistoffer, der genkender kroppens egne proteiner. Proteinerne, der genkendes, betegnes autoantigener.

Autoantistof
Af /Created with Biorender.com.

Autoantistof er et protein fra immunforsvaret, som angriber kroppen selv. Autoantistoffer dannes, når immunsystemet ved en fejl reagerer mod nogle af kroppens egne bestanddele. Årsagerne til dette kendes ikke fuldt ud. Dannelsen af autoantistoffer er en autoimmun proces.

Måling af autoantistoffer kan være nyttig til diagnosticering af en række sygdomme.

Dannelse af autoantistoffer

Antistoffer er en naturlig del af immunsystemet. De produceres af B-celler, som er en type hvide blodceller. Hovedformålet er at forsvare os mod infektioner som virus og bakterier, som på deres overflade har proteiner, som antistofferne er rettet imod. Disse overfladeproteiner kaldes antigener.

Immunsystemet skelner mellem indtrængere (mikrober) og eget væv. Normalt tolererer immunsystemet kroppens eget væv. Det kaldes selv-tolerance. Autoantistoffer opstår, når immunsystemet ved en fejl reagerer mod nogle af kroppens egne bestanddele, da visse proteiner i kroppen kan opfattes som antigener (autoantigener) . Herved kan opstå en skadelig betændelse, uden at der findes en infektion. De udløsende årsager kendes ikke helt, men man antager, at en kombination af arvelig disposition og miljøfaktorer, eksempelvis infektioner, har betydning. Processen er karakteriseret som autoimmunitet. Ikke alle autoantistoffer fører til vævsskade og sygdom.

Anvendelse i diagnostik

Autoantistoffer kan være nyttige i diagnostisk sammenhæng. Autoantistoffer er ofte rettet mod helt specifikke strukturer. Ved mange betændelsesagtige reumatiske sygdomme findes der karakteristiske autoantistoffer, som kan være til hjælp i diagnosticeringen. Autoantistofferne kan dog ikke stå alene i diagnostikken, og de måles som regel kun, hvis der er en specifik mistanke om en bestemt sygdom.

Autoantistoffer, der skader kroppen

Autoantistoffer mod røde blodceller skader disse og fører til blodmangel (anæmi), mens autoantistoffer mod blodplader kan føre til trombocytopeni og fare for blødninger.

Visse sygdomme i nyrerne (herunder glomerulonefritis), skjoldbruskkirtlen og galdegangene skyldes også autoantistoffer, der reagerer mod kroppens eget væv.

Ved systemiske bindevævssygdomme, typisk ved systemisk lupus erythematosus (SLE), påvises der normalt antinukleære faktorer (ANA) i kombination med undergrupper af ekstraherbare nukleære antistof (ENA). Disse er i højere grad typiske for den enkelte sygdom. Tilsvarende ser man anti-CCP hos de fleste med leddegigt og anti-PR3 eller anti-MPO ved blodårebetændelserne granulomatose med polyangiitis (GPA) og mikroskopisk polyangiitis (MPA).

Et udvalg af autoantistoffer

Autoantistof Sygdom
ANA autoimmune sygdomme som systemiske bindevævssygdomme med flere, men findes også blandt raske personer
AMA anti-mitokondrie-antistof forekommer ved primær biliær cirrose
PR-3 ANCA (c-ANCA) granulomatose med polyangiitis (GPA)
MPO-ANCA (p-ANCA) mikroskopisk polyangiitis og eosinofil granulomatose med polyangiitis (EGPA)
anti-CCP leddegigt
anti-dsDNA systemisk lupus erythematosus (SLE)
antifosfolipid-antistof antifosfolipidsyndrom
anti-SSA Sjøgrens syndrom
anti-SSB Sjøgrens syndrom
anti-TPO autoimmun skjoldbruskkirtelbetændelse
anti-TG autoimmun skjoldbruskkirtelbetændelse
TRAS autoimmun skjoldbruskkirtelbetændelse
reumatoid faktor leddegigt, men også ved andre tilstande og blandt raske personer

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig