palæopatologi

Røntgenbilleder har i mange år været et vigtigt og hyppigt anvendt hjælpemiddel. Ved røntgenundersøgelse og fysiske undersøgelser af egyptiske mumiefund kan der påvises sygdomsforandringer i knogler, fx følger efter polio i fodknogler og tuberkulose i ryghvirvler med dannelse af pukkelryg. CT-scanning har muliggjort studier af de indre organer og 3D-fremstillinger af kranier m.m. Ved mikroskopi kan detaljer i knoglevæv og andet væv underkastes et nærmere studium. Knoglevævets mineralindhold kan undersøges ved fotonabsorptionsmetri. Ved DNA-analyser og andre biokemiske analyser kan tilstedeværelsen af forskellige patogener, fx bakterier, klarlægges.

Palæopatologiens metoder har meget tilfælles med dem, der anvendes i antropologi og retsmedicin. Ret beset kan faget anses for et grenspeciale eller en underdisciplin inden for biologisk antropologi. Arbejdet med palæopatologi er et tværfagligt interesseområde, der angår både læger, retsmedicinere, arkæologer, dyrlæger, tandlæger, historikere og forskere med naturvidenskabelig baggrund.

Det hører med til palæopatologisk arbejde at vurdere om skeletfund, moselig m.m. kan have en politimæssig interesse. Vurdering af findestedet, omstændigheder omkring fundet og datering af materialet er af stor betydning. Ligeledes er det vigtigt at notere, om der er særlige kendetegn og spor i form af fx tatoveringer, tandbehandlinger eller lignende, der indikerer, at det drejer sig om en afdød af nyere dato og ikke et historisk eller forhistorisk individ.

I 1983 førte fundet af det britiske moselig Lindow woman fx til opklaring af et mord. I forbindelse med de indledende undersøgelser fastslog J. G. Benstead fra Home Office Forensic Science Laboratory i Southport, at det var liget af en kvinde i alderen 30-50 år. Det fik politiet til at genoptage interessen for en sag om en forsvunden kvinde fra 1960, Mrs. Reyn-Bardt. Da de afhørte hendes mand Mr. Peter Reyn-Bardt endte han med at tilstå mordet på sin kone 23 år tidligere. Den efterfølgende røntgenundersøgelse og kulstof-14 datering viste imidlertid, at moseliget var en kvinde, der havde levet omkring år 200 og ikke den forsvundne kvinde fra 1960.

Da Tollundmanden blev fundet i 1950, mistænkte politiet i Silkeborg, at det kunne være liget af Henning Carøe Jensen, en skoledreng fra Hvidovre, der var forsvundet på en cykeltur alene gennem Midtjylland, og da man to år senere i 1952 fandt Grauballemanden, faldt mistanken på liget af "Røde Christian", en tørvegraver, der var forsvundet efter sandsynligvis at være blevet myrdet i 1887.

Det osteologiske paradoks er en central faglig problemstilling i mange palæopatologiske sammenhænge. I studier, hvor skeletter undersøges for at sige noget om sygdommes hyppighed og den generelle folkesundhed i tidligere perioder i historien, er det problematisk at anvende skeletter, der har haft sygdomsspor i en årrække op til døden. Hvis individerne kunne undersøges på et tidligere tidspunkt, mens de endnu var raske, ville de måske ikke have disse sygdomsspor. Så lidt forenklet går det osteologiske paradoks ud på, at de døde anvendes til at belyse helbredsforhold blandt de levende.

I store dele af Danmarks forhistorie, navnlig bronzealderen, har man praktiseret ligbrænding. Det samme gælder forhistoriske kulturer uden for Danmark. Her har man også i forskellige perioder praktiseret ligbrænding. Brændte knogler stiller store krav til undersøgeren, når køns- og aldersvurdering skal foretages. Men det har stor interesse for den gren af arkæologien, som forsker i gravskikke, begravelsesformer og omgang med lig (tafonomi) og desuden retsmedicinen.

Tænder er normalt et vigtigt redskab til aldersvurdering, men ved høje temperaturer sprænges emaljen og tændernes organiske komponenter i tandbenet (dentinen) og nervehulen (pulpa) går ligeledes tabt. Intakte mælketænder og visdomstænder, der har ligget inde i kæbeknoglerne og været beskyttet mod varmen kan i nogle tilfælde anvendes. Tandrøddernes cementlag tiltager i tykkelse med alderen og det kan også med en vis usikkerhed bruges til aldersbestemmelse.

Vægtykkelsen på de lange rørknogler tiltager med alderen og kan bruges til aldersbestemmelse hos børn. Knogler fra ufødte børn, nyfødte og spædbørn er så skrøbelige og har så lavt mineralindhold, at de ofte går helt tabt ved ligbrænding. Tyndslib fra lårbensknoglens kompakte knoglevæv, der efterfølgende anvendes til studier af knoglens indre struktur anses for en velegnet metode til aldersvurdering hos både børn og voksne, og det har været brugt siden 1973.

Kønsvurdering volder endnu større vanskeligheder på grund af den skrumpning og deformering af bækken- og kranieknogler, som finder sted ved ligbrænding. Det samme gælder optælling af antallet af individer i en massegrav eller grav til flere personer.

I palæodemografien anvendes nogle metoder, der er tillempede de metoder, der anvendes på levende befolkninger til udregning af middellevetid, dødelighed, alderssammensætning m.m. på store samlinger af skeletter. Det kan være skeletter fra en større udgravning eller skeletter, der stammer fra flere udgravninger fra samme periode i et land eller afgrænset geografisk område. Her er det igen vigtigt at holde sig det osteologiske paradoks for øje. En skeletpopulation repræsenterer de døde og ikke den befolkning, som engang levede. Der skal helst bruges et forholdsvis stort sample, hvis sådanne undersøgelser skal have værdi for forskningen. Anvendelse af populationer på mindre end 50-100 individer er forbundet med stor usikkerhed. I praksis optælles alle de skeletter, som kan kønsvurderes med stor sikkerhed og herefter opdeles de i kategorier baseret på aldersintervaller: 20-30 år, 30-40 år, 40-50 år osv. Data kan opstilles i søjlediagrammer.

Den nøjagtige alder på et skelet er vanskelig at fastslå. Det vil altid være en vurdering forbundet med usikkerhed. Ligeledes er det vigtigt at være bevidst om, at det er den biologiske alder og ikke den kronologiske alder, der bestemmes. Den kronologiske alder på et skelet kan kun bestemmes, hvis fødsels- og dødstidspunkt kendes med nogenlunde nøjagtighed. I mange tilfælde er der forholdsvis god overensstemmelse mellem biologisk og kronologisk alder, men ikke nødvendigvis. Ligesom i levende populationer gælder det, at ikke alle har et alderssvarende udseende. Nogle ser ældre ud, end de er, og andre ser yngre ud.

Overlevelsen kan beregnes efter aktuarmetoden. Aktuarmetoden indebærer, at hvis de yngste skeletter var i aldersgruppen 20-30 år og der ikke var et eneste skelet i intervallet 70-80 år eller derover, så siges overlevelsen at være 100 % frem til det 30. år og 0 % ved det 80. år. Antages det, at der var 100 skeletter i populationen i alt og heraf 25 i gruppen 20-30 år og 75 i de øvrige intervaller, så var overlevelsen 75 % frem til det 40. år, da de resterende 75 skeletter befinder sig i intervallet 30-40 år eller ældre end det.

Middellevetiden beregnes ved at summere det samlede antal leveår og dividere det med det samlede antal af individer. Man finder først midtværdien i hvert interval. Det vil sige 25 år i intervallet 20-30 år. Er der 25 individer kategoriseret som 20-30 år, så giver det 25 x 25 år = 625 summerede leveår. Antages det, at den samlede population på 100 individer fordelt i de forskellige intervaller har fx 3900 summerede leveår til sammen, så bliver middellevetiden for hele populationen 3900/100 = 39 år.

Allerede i 1897 anvendte den britiske egyptolog William Flinders Petrie røntgenfotografier af en mumies hånd i sin forskning. I årene 1910-1920 lavede den engelske læge Marc Armand Ruffer (1859-1917) og den australske anatom Grafton Elliot Smith (1871-1937) omfattende studier af mumier. De udtog bl.a. biopsier til histologisk undersøgelse. De observerede og beskrev sygdomme som kræfttumorer, spedalskhed, tuberkulose, galdesten og lyskebrok hos de egyptiske mumier. Derudover lavede de grundige beskrivelser af selve mumifikationsprocessen. Med tiden blev studiet af mumier til en særskilt specialitet indenfor palæopatologi.

I årene efter 2. Verdenskrig foretog lægen, medicinhistorikeren og professoren Vilhelm Møller-Christensen udgravninger af bl.a. en Sankt Jørgensgård i Næstved 1949-1972 og Æbelholt Kloster 1935-1962 og grundlagde flere store skeletsamlinger. I den forbindelse fik navnlig hans opdagelse af forandringer i ansigtsskelettet ved spedalskhed (lepra) betydning. Det skaffede ham international berømmelse og syndromet er siden blevet navngivet det spedalske ansigt (facies leprosa) og Møller-Christensens syndrom, og han anses for den moderne palæopatologis grundlægger i Danmark. Tandlægen Knud Danielsen (1929-2025), der samarbejdede med Møller-Christensen, beskrev i forbindelse med udgravningerne i Næstved leprogen odontodysplasi, der er nogle karakteristiske tandrodsforandringer hos børn med medfødt eller tidligt erhvervet spedalskhed.

De karakteristiske forandringer efter engelsk syge, tuberkulose m.m. kan ses på skeletterne på Æbelholt Kloster Museum. Et enkelt skelet med spedalskhed er desuden udstillet på Næstved bymuseum. I perioden 1965-2003 var der et lepra-museum, oprettet på Møller-Christensens foranledning, i gården bag ved Medicinhistorisk Museum.

Med undersøgelsen af Tollundmanden i 1950 blev et moselig for første gang underlagt grundige retsmedicinske undersøgelser. Fundet blev gjort tilfældigt af en familie i forbindelse med en tørvegravning og arkæologen P. V. Glob (1911-1985) og museumsfolk fra Silkeborg færdiggjorde herefter udgravningen. Tollundmanden blev transporteret i en tømret kasse polstret med tørv til Nationalmuseet i København, hvorfra han blev sendt videre til Bispebjerg Hospital. Her blev liget overladt til overlæge og dr.med. Christian Baastrup, der røntgenfotograferede hovedet og overkroppen. Det var første gang i Danmarks historie, at røntgen blev anvendt på arkæologisk materiale. Prosektor og dr.med. Bjovulf Vimtrup (1890-1959) ved Bispebjerg Hospitals Konserveringsanstalt undersøgte ligets velbevarede indre organer. Rebet omkring Tollundmandens hals gav anledning til overvejelser omkring dødsårsagen. Da nakkehvirvlerne ikke var brækkede, mente man, at han var død ved strangulering og ikke hængning. Det blev betvivlet af retsmediciner Kay Schoustrup, der kunne oplyse, at hængning sommetider fører til kvælning uden beskadigelse af nakkehvirvlerne.

Knoglefund kan også give vidnesbyrd om kirurgiske indgreb, fx trepanation, og om behandling med efterfølgende opheling af knoglebrud. Pia Bennike (1945-2017) har i løbet af 1980'erne og 1990'erne bl.a. beskæftiget sig meget med studiet af trepanationer og knoglelæsioner efter ulykker og vold i forhistorisk tid. I 1985 blev hun lic.med. på en afhandling om palæopatologi. Derudover har hun lavet de første studier af forekomsten osteoporose i forhistorisk tid i Danmark. I perioden ca. 1990-2010 underviste hun som lektor ved Saxo-instituttet de arkæologistuderende og andre studerende fra det humanistiske fakultet i biologisk antropologi, og hun var således med til at skabe interesse for palæopatologi blandt danske arkæologer og slå bro mellem humaniora og natur- og lægevidenskaberne.