Bataljon er en militær enhed i Hæren, der består af tre til fem underafdelinger (kompagnier og eskadroner), normalt under kommando af en oberstløjtnant. I artilleriet benævnes en bataljon en afdeling.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bataljon kommer af fransk bataillon, afledt af bataille 'slag', af latin battalia, af battuere 'slå'.

Ordet bataljon blev indtil 1955 stavet bataillon. Egennavne, hvori ordet indgår, staves dog stadig på den ældre måde, fx 15. Bataillon.

I 1400- og 1500-tallet betegnede en bataljon en kampopstilling af fodfolk af vekslende styrke. I 1700- og 1800-tallet bestod en bataljon normalt af 5-6 kompagnier, mens der gik to bataljoner på et regiment. I krigstid kunne regimenterne samles to og to i en taktisk enhed, der benævnes brigade.

Størrelsen af en bataljon, og antallet af bataljoner per regiment, har siden ændret sig flere gange. Tilsvarende kan der være forskelle fra land til land.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig