dansk popmusik

Danmarks Radio brugte udtrykket "pop-musik" (med bindestreg) for første gang i juli 1959 i titlen på et 30 minutter langt pladeprogram. Men de 10 plader, der blev spillet, indeholdt musik af Frederick Loewe (My Fair Ladys komponist) og George Gershwin – altså ikke musik, som vi i dag forbinder med pop. De første år var det uklart, hvad der hørte med til genren, og hvad der lå udenfor. Det kunne være synonymt med refrænsange, et navn for populærmusik fra før 2. Verdenskrig, undertiden også kaldet slagere. Det kunne også henvise til den nye, fremmedsprogede musik møntet specielt på et ungdomspublikum. I løbet af et par år blev den sidste definition den foretrukne.

En væsentlig del af rock’n’rolls betydning i en dansk sammenhæng blev formidlet via film, først fra USA, siden fra England. Film- og musikstjerner som Elvis Presley, Tommy Steele og Cliff Richard satte gang i danske fantasier, og fra 1958 begyndte man at lancere unge danske, mandlige solister, der sang og spillede guitar.

Den 17-årige Peter Abrahamsen (eller Abrams) var den første, og han blev efterfulgt af Otto Brandenburg, der blev meget eftertragtet både som musik- og filmstjerne. Han sang dog ikke megen rock’n’roll, men mest et blødere poprepertoire inspireret af de unge croonere, der kom frem i USA. Bjørn Tidmand debuterede samtidig med "For ung", en dansk udgave af Sam Cookes "Only Sixteen".

Med først The Shadows' og siden The Beatles' gennembrud i 1960 og 1963 var det ikke længere kun solister, men også grupper, som kunne blive popstjerner, og grundformatet blev sang (enkelte gange flerstemmigt), to guitarer, bas og trommer – og langt Beatleshår. De mest markante bands var The Cliffters (1959-1964) med Johnny Reimar, The Hitmakers (1960-1968), The Defenders (1962-1968) og Peter Belli & Les Rivals (1964-1966). De spillede for det meste kopier af engelske og nordamerikanske rhythm'n'blues-numre, men havde også selvkomponerede hits som "Django" og "Let’s Go".

I midten af 1960’erne gik den pigtrådsorienterede pop i flere retninger. Nogen mod et ældre, dansksproget slagerrepertoire, som fx Keld & the Donkeys med "Ved landsbyens gadekær", mens andre begyndte at udvikle en dansk beatmusik. Endnu andre holdt simpelthen op med at spille, fordi det ikke længere var sjovt. Det betød, at det i flere år næppe var relevant at tale om en specifikt dansk popmusik. For danske musikeres vedkommende stod valget mellem beat eller dansktop – to genrer i rivende udvikling og med hver deres hitlister – mens engelske og nordamerikanske musikere og pladeselskaber konstant leverede en international pop, der også var populær i Danmark.

Igennem 1970’erne var der ikke megen danskproduceret musik, der entydigt kunne kaldes pop. I et dobbeltinterview i Information skældte Burnin Red Ivanhoe Gasolin’ ud for at være kommercielle (et typisk ord i popkritikken), og gruppen havde som andre popgrupper en stor fanklub med medlemmer fra ni år og opefter. En anden gruppe på kanten var Shu-Bi-Dua, hvis humoristiske tekster og fængende melodier af flere blev opfattet som ren pop. I realiteten bevægede de to – og mange flere – sig i et grænseland mellem pop og rock, mens deres musik for det meste blev omtalt som beat- eller rockmusik.

Mere rendyrket pop kunne man finde hos bands rettet mod helt unge kvindelige fans, fx The Walkers (1968-1977). De lagde sig i forlængelse af pigtrådstraditionen og den engelske glamrock, sang på engelsk og blev genstand for en indtil da uhørt (og meget seksualiseret) fandyrkelse. Mabel (1967-1983) overtog for en kort bemærkning The Walkers position som boyband, da de vandt Melodi Grand Prix i 1978 med et af deres få danske numre, "Boom Boom". De musikalsk mere ambitiøse Olsen-brødre blev populære hos det samme unge publikum og fortsatte traditionen for, at dansk pop skulle være på engelsk, på en række singler og albums fra 1972 og frem.

Mens pop og rock i diskussioner var en fuldstændig modsætning i 1970’erne, var den musikalske virkelighed mindre firkantet. I 1980’erne, blev de to termer slået sammen i "pop-rock" og fungerede som en betegnelse for en lang række grupper, som kom fra beattraditionen, men som var blevet mere professionelle som musikere og kunne levere velformede sange med fængende omkvæd og avancerede studieproduktioner. Inspirationen kom ofte fra nordamerikansk vestkystrock, men teksterne var som noget nyt altid på dansk.

Blandt de første grupper var Rugsted & Kreutzfeldt (1977-1985), Tøsedrengene (1978-1985), Anne Linnet Band (1979-1983) og Sneakers (1979-1985). Flere solister kom til i midten af 1980’erne, bl.a. Thomas Helmig, Elisabeth (1957-2022), Nanna og Lars Muhl. Efter nogle eksperimenterende år meldte også Lars H.U.G. sig i 1987 under popfanerne, først med et album i tidens toneklang og siden et med gamle danske slagere (Kopy, 1989). De blev alle utrolig populære og solgte plader i enorme oplag.

Alberte (Winding) har i lighed med de andre siden 1980'erne haft en lang karriere som popsangerinde med egne sange. Samtidig viser hendes engagement i børne-tv og musik for børn i det hele taget, hvordan tidens poptoner er blevet en integreret del af popmusikken, fx på de mange cd'er med nyfortolkninger af børnesange og Åh Abe-koncerterne.

Kim Larsens solokarriere begyndte allerede i 1970’erne, men han oplevede en endnu større kommerciel succes end de ovennævnte grupper i 1980’erne. Han omtalte stædigt sig selv som popsanger, men favnede bredere med sin fornemmelse for det historiske slagerrepertoire og andre danske sangtraditioner. Det og hans aldersmæssigt brede publikum gør, at han – ligesom Gasolin’ –næppe er popmusiker i denne artikels betydning.

1990’erne blev årtiet, hvor danskproduceret musik begyndte at slå igennem forskellige steder i verden. Michael Learns to Rock fortsatte den bløde pop-rock stil og slog i 1993 igennem i Sydøstasien og viste, at der er en verden uden for England og USA. Andre tog udgangspunkt i den elektroniske dansemusik og gav popmusikken en helt ny lyd, stemning og visuelt udtryk i de næsten obligatoriske musikvideoer. Samtidig gjorde stilskiftet, at danskproduceret musik i højere grad blev en del af et europæisk musikfællesskab, hvor det blev lettere at overskride de nationale grænser.

På forskellig vis bidrog dj’en Kenneth Bager (født 1962) og Cut’n’Move til at introducere moderne dancebeats på de danske hitlister i begyndelsen af 1990’erne, og sidstnævnte bidrog også til de internationale Eurodance-hitlister ligesom Me & My og Whigfield et par år senere. Laid Back havde været der allerede i 1980’erne, men det blev Aqua, som sprængte alle rammer med deres "Barbie Girl" og det efterfølgende album Aquarium, begge dele fra 1997. Flere af deres singler toppede hitlisterne i en række europæiske og oversøiske lande, og det siges, at de samlet har solgt over 30 millioner enheder. De fortsatte det lillepige-baserede, naivt-ironiske udtryk, som bl.a. Me & My havde udviklet. Infernal slog igennem året efter Aqua og har over længere tid opbygget en international karriere, der stadig var i gang i midten af 2020’erne.

Aquas voldsomme succes bevirkede, at det nedladende syn på popmusik begyndte at ændre sig. Rockkritikere anmeldte deres andet album som om det var et rockalbum, virksomhedsdanmark hyldede dem for deres eksporteventyr, og det kulturelle Danmark lånte dem hele Det Kgl. Bibliotek til lanceringen af det andet album.

Efter årtusindeskiftet blev det stadig sværere at skelne mellem pop og rock, og der var en tendens til, at rockbegrebet blev udskiftet med popbegrebet som samlende term for det meste populærmusik. Det var en langsom udvikling, som blev stadig klarere gennem 2000’erne og de følgende årtier.

Det nye årtusinde blev indledt med Olsen-brødrenes sejr i Eurovision Song Contest og Rollo & Kings andenplads året efter. Sådanne stærke markeringer i en bred offentlighed understregede popmusikkens centrale rolle i samtidskulturen.

Grand Prix-vinderne viste også, at singer-songwriter traditionen med en komponerende og guitarspillende musiker i forgrunden langt fra var død, og i de følgende mange år fik en lang række artister stor succes. Tina Dickow kom til i 2005 og har sammen med Marie Key, der brød igennem nogle år senere, tegnet feltet med personlige og eftertænksomme tekster til poppede arrangementer, ofte med den uforvrængede guitar i centrum. Mø og Katinka har på hver sin vis sidenhen videreudviklet dette udtryk, hvor det næppe giver mening at skelne mellem pop og rock.

Nik & Jay, der slog igennem i 2003, forblev både tekst- og karrieremæssigt i det danske. Til gengæld bragte de for alvor rappen ind i dansk pop (selvom Cut’n’Move havde været der før) og skabte en dansevenlig musik og et selvforherligende tekstunivers, der ikke var nyt i rappen, men i poppen. I den dancehall-orienterede del af rappen blev Natasja for en kort tid en stjerne, og efter hendes tidlige død i 2007 har nummeret "Gi' mig Danmark tilbage" stået som et markant udsagn om tidens tilstand.

Medina valgte den elektroniske dansemusik som grundlag for sine mange hits i ind- og udland fra 2009 og frem. Hun havde megen medvind de første år, men langsomt blev pressedækningen mere og mere kritisk. I 2022 udgav Medina den selvproducerede film/tv-serie Medina – hele min historie om 2010’erne, som hun havde oplevet som en lang og voldsom nedtur. Siden er hun blevet taget til nåde og afholdt to succesfulde koncerter i Royal Arena i 2023 og en meget kritikerrost koncert på Roskilde Festival i 2024.

Amatørkonkurrencer var en del af 1950’ernes og 1960’ernes musikkultur. De dukkede op igen i tv-udgaver i 2000’erne, mest markant med X Factor, der er vendt tilbage hvert år siden 2008. Showet har ikke produceret nogen stjerner, men en lang række ældre popstjerner har fungeret som dommere. Som underholdning fredag aften for hele familien har X-factor været med til at give familierne et sprog for at snakke om, hvad popmusik er og gør.

Med tiden er hiphop og den elektroniske dansemusik blevet en del af den danske popmusik, men de eksisterer også som selvstændige genrer. Og med betalings-musikstreamingtjenesternes fremkomst, fx Spotify i 2008, betyder traditionelle genreskel mindre, fordi spillelister i lige så høj grad er bestemt af musikkens stemninger som af dens genre.

Indsættelsen af computeren – eller rettere, digital audio workstation'en – som det vigtigste ”instrument” giver en masse nye rytmer og lyde, mens lyden af traditionelle instrumenter kan bruges som et specielt kendetegn i et nummer. Computeren har også understøttet det mix af hiphop- og dancelyde og -rytmer, som er det musikalske grundlag for megen nutidig pop, fx Medina.

Musikere som Rasmus Seebach trækker på en bredere vifte af genrer, og Lukas Graham har først og fremmest rod i såkaldt håndspillede genrer, dvs. genrer, hvor traditionelle instrumenter stadig er vigtige, ikke mindst forskellige r’n’b-traditioner. Det sidste har ført Graham til en lang, international karriere, ikke mindst i USA.

I 2013 blev det til endnu en dansk førsteplads i Eurovision Song Contest, men siden da er det gået mindre godt og endda dårligt i den sammenhæng i snart mange år. Derfor eksperimenter DR med forskellige måder at organisere det danske Melodi Grand Prix på for at kunne ramme det europæiske publikum igen.

Nik & Jay lagde et rap-spor i dansk pop, og det blev taget op af flere. Bl.a. Nørrebrorapperne med Kidd (født 1989) i spidsen fortsatte i det spor, men var lidt mere på gadeniveau. Ud af den gruppe kom Gilli (født 1992), og han og andre rappere har det sidste årti domineret hitlisterne, men med tekster, der handler om eksistentielle problemer, og i et melankolsk lydunivers. Tobias Rahim (født 1989) er nok den, der har haft størst succes i det krydsfelt mellem pop og rap, der har været med til at sætte dagsordenen for det seneste årtis lydlandskab.

Det mest markante gennembrud i første halvdel af 2020’erne var nok Andreas Odbjergs. Efter et langt tilløb fik han et par singlehits og med debutalbummet, Hjem fra fabrikken (2022), satte han dagsordenen for en popmusik med referencer til mange forskellige genrer, og som både var elegant, lettere ironisk og samtidig følsom. Hurtigt blev en vigtig dels af hans karriere at levere sange til og producere for andre.

Også Emma Sehested Høeg (født 1994), der debuterede i 2023, har en bred referenceramme, som udnyttes i et lettere distanceret og interessant lounge pop-univers. Det dobbelttydige spiller en stor rolle hos disse to, mens andre, nyere musikere som Drew Sycamore (født 1990) og Jada (født 1993) er mere entydige i deres udtryk med Jada som den mest inderlige.

• popmusik
• dansk rockmusik
• dansktopmusik
• dansk rap
• rockmusik
• pigtrådsmusik
• beatmusik