danskhed

I 1644 udgav den danske biskop i Lund, Peder Winstrup, langdigtet Den danske hornblæser (Cornicem Danicus), som indeholder nogle interessante betragtninger om det at være dansk. Digtets titel refererede til fundet i 1639 af det første af to Guldhorn, som siden har spillet centrale roller i den danske nationalfortælling. Det gjorde de også for Winstrup.

For Winstrup var hornene et udtryk for danskernes kreative sjæl. Men de var også genstande, der via deres dekorationer, der fx indbefattede slanger, advarede danskerne om, hvilke destruktive kræfter danskerne var oppe imod. Givet Danmarks mange samtidige krige med Sverige symboliserede disse slanger svenskerne. Winstrup opfordrede danskerne, som han mente havde det med at dukke hovedet, til at tage fortolkningen af, hvem de var, i egne hænder.

Lige netop dette element, at tage vare på og påberåbe sig hævd over egen identitet, fortsatte med at være et tema igennem 1700-tallet.

Danmark var på dette tidspunkt i historien et flerkulturelt og flersproget rige, der også indbefattede Norge, områder i nutidens Nordtyskland og ikke at forglemme Grønland og Dansk Vestindien. Mange oplevede dog, at dansk spillede en marginaliseret rolle indenfor statens ledende institutioner, hvor tysk dominerede.

Et oprør mod denne dominans fandt sted i årene efter Johan Friedrich Struensees detronisering i 1772. Fire år senere blev Indfødsretsloven af 1776 indført på kong Christian 7.s fødselsdag, hvilket dannede baggrund for fejringer på tværs af landet. Det danske sprog spillede en central rolle i taler og skrifter, der blev udgivet i forbindelse med disse. Dansk blev beskrevet som undertrykt og dårligt behandlet. Tysk derimod (og Danmark indbefattede fortsat egne, hvor tysk var hovedsproget) blev fx af den kendte forfatter Johannes Ewald beskrevet som gift for landet og dermed dets folk.

En sprogfejde udspillede sig således i slutningen af 1700-tallet, hvor det danske og det tyske sprog og dermed dansk og tysk mentalitet blev præsenteret som hinandens modsætninger. I denne optik kunne man ikke være dansk, hvis man talte tysk som hovedsprog. Som den dansktalende forfatter P.A. Heiberg i 1789 skrev i en kritik af den i Kiel bosiddende professor Carl Friedrich Cramer (1752-1807), som havde oversat den satiriske opera Holger Danske til tysk: ”alle de hvis Modersmaal er Tydsk ... foragter det danske Sprog og alt hvad Dansk er”

Hvor debatten om danskhed som enten rummelig eller særegen i 1700-tallet særligt centrerede sig om styrkeforholdet mellem en dansk og en tysk minoritet, forstærkedes denne spænding i 1800-tallet i forståelser af det danske i forhold til Europa og endog Orienten. Adam Oehlenschlägers teaterstykke Aladdin kan ses som et eksempel på drømmen om det fjerne og eksotiske, men også om en ubekymrethed og ligefremhed, der var dansk.

Hertil kom drømmen om, hvad det danske kunne være: Urbant, spændende og aldeles ikke på det jævne. Drømmen om at ”tage verden ind” og fx placere den i en københavnsk hverdag og praksis blev også afspejlet i etableringen af Tivoli i 1843. Den smukke forlystelsespark, som allerede tidligt blev arkitektonisk præget af kinesiske pagoder og osmanniske kupler, kan anskues som både et underholdnings- og et dannelsesprojekt. Hvem skulle danskerne være?

En fortaler for en kosmopolitisk danskhed var den danske forfatter og udgiver Meir Aaron Goldschmidt. Goldschmidt var opvokset i en jødisk familie i Vordingborg. I 1848 udgav han en artikel i sit tidsskrift Nord og Syd, hvori han stillede en anden af samtidens store intellektuelle, præsten N.F.S. Grundtvig, et spørgsmål, der tydeligvis nagede ham:

"Hvo er oprindelig dansk? Om hvem kan det med utvetydig sikkerhed bevises? [...] Er vi andre, som elsker Danmark, som taler og skriver dets sprog rent, som har stillet vort liv til statens tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske nationalitet, altså fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort navn, eller fordi vi har mørkt hår og mørke øjne?"

Grundtvigs svar kom året efter, og det var ikke mildt:

"Hr. Goldschmidt er, folkeligt talt, en gæst iblandt os, og hører oprindeligt til det engang meget berømte, siden dybt foragtede og grueligt mishandlede, men altid højt begavede og højst mærkværdige jødiske folk."

Grundtvigs fortolkning af danskhed var ikke kosmopolitisk, men talte for at anerkende danskheden som vægtig i sig selv. Det danske sprog var fra tidligt af vigtighed for Grundtvig: modersmålet var hjertets sprog og dermed forbundet til noget livgivende og livsnødvendigt. Grundtvig skrev i en samtid, hvor både Danmark, danskhed og det danske sprog var under pres grundet samtidens krige. Derfor blev henvisningen til danskhed til et kampråb i lige så høj grad som en kærlighedssang. Som Grundtvig skrev i digtet Folkeligheden fra 1848, hvor udgangspunktet var spørgsmålet om, hvad et folk og folkelighed i grunden var:

"Med vor Pest han bryder Freden,/Driver Tydsk af Norden ud,/Vækker trindt i Danmarks Rige/Alt det Danske, Folkelige,/I vor Hjerne, i vort Bryst,/I vor Skrift og i vor Røst! [...] Faaer vi ægte Danske Love,/Danske Skoler splinternye,/Danske Tanker, Danske Plove [ …]"

Danskhed var altså en pallette af ting, som stod i modsætning til, hvad Grundtvig ikke holdt sig tilbage for at kalde ”Udansk det Onde.” Det danske var et rige, et folk, en måde at tænke og elske på, en intellektuel arv og en fælles historie; det var tillige et retsvæsen, uddannelsesinstitutioner og genstande som en plov. Danskheden var, som det fremgår af digtet, hvad der omkransede og definerede det danske folks liv, fællesskab og betydning. Og danskhed var noget, der skulle passes på og kæmpes for.

Danskheden som en identitet og mentalitet, der skulle kæmpes for, blev aktualiseret under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945. At være under et andet lands besættelse var for de fleste et tungt åg at bære. Under Alsangs-arrangementer på tværs af landet blev der sunget danske fædrelandssange for derved at fastholde fællesskabet om det at være dansk og den danske kulturarv i en mørk tid. Også samtidens fremmeste forfattere kredsede i deres værker om danskhed som historie, arv og sindelag. At sætte ord på danskheden var vigtigt. Som her i Piet Heins digt Det er Danmark fra 1941:

"Det er Sindet, uhaandgribeligt som Vejrlig og Land./Denne Styrke uden Veghed. Denne nøgterne Brand./Og den store varme Humor med dens Sangbund af Liv,/Denne Fornægtelsen af, at Verden kun har ét Perspektiv./Denne levende Balance, mellem Tamhed og Trods,/Smil og Alvor smeltet sammen,/Som er Danmark i os."

Da Danmark atter blev frit i maj 1945, var gader og stræder fulde af Dannebrogsflag, for danskhed handler også om fejring og om symboler. Dengang som nu er danskhed både et spørgsmål om overordnede politiske linjer og om helt almindelige menneskers liv, normer og praksis.

Over de næste årtier vedblev danskheden at være betegnende for en måde at være i verden på, som stemmer i den offentlige debat (fx politikere og forfattere) brugte til politisk og kulturel mobilisering og fremhævede som en egenart, der skulle dyrkes og forsvares. Samtidigt kunne danskhed også være noget, man ironiserede over.

Forsvaret for ”det danske Danmark” var fx et tema, da befolkningen i 1972 gik til stemmeurnerne for at sige ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skulle blive en del af Det Europæiske Fællesskab. Valgplakater med vejende kornmarker under overskriften ”Dette land er vort” eller med billedet af en ung pige under overskriften ”når jeg bliver stor, vil jeg være dansker” indeholdt budskaber, der ikke var til at tage fejl af. Det samme gjorde SF's valgplakat under folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992. Ikke nok med, at sloganet ”Holger og konen siger nej til Unionen” var slagkraftigt og let at huske; det var placeret over en illustration af den danske sagnhelt Holger Danske, hvorom det siges, at kommer Danmark i nød, vil han vågne af sin dvale og redde det.