Danmarks historie 1945-2001

Trods sin uklare stilling under 2. Verdenskrig opnåede Danmark i 1945 status som allieret og stiftende medlem af FN. Mange så hen til denne nye institution som garant for fred, men med den kolde krigs begyndelse i 1946/1947 ændredes denne opfattelse.

Europas deling skabte en ny sikkerhedspolitisk situation for Danmark. En ny supermagt, Sovjetunionen, var nu tæt på landets grænser, og den klassiske isolerede neutralitet slog ikke længere til. I første omgang gik bestræbelserne ud på at etablere et nordisk forsvarsforbund, men forhandlinger om et sådant forbund brød sammen i begyndelsen af 1949, hvorefter Danmark ligesom Norge i april 1949 deltog i oprettelsen af NATO. En betydelig skepsis i befolkningen og tøven blandt politikerne gjorde i de første år Danmark til en "allieret med forbehold". Forbeholdene gjaldt primært placering af atomvåben på dansk grund samt Vesttysklands genoprustning og optagelse i NATO.

Befrielsesregeringen, hvis leder blev Vilhelm Buhl, fastslog ved præsentationen af sit program 9.5.1945, at Danmarks grænse lå fast. Alligevel opstod der et heftigt indenrigspolitisk opgør om grænsen til Tyskland, men i 1947 stod det klart, at grænsen ikke blev ændret. I de følgende år bedredes forholdet til Vesttyskland, og i 1955 blev det gode naboskab beseglet ved København-Bonn-erklæringerne om mindretalsforholdene i grænselandet. I 1961 oprettedes en dansk-tysk Enhedskommando for NATOs nordregion.

Allerede under besættelsen var en befrielsesregering med ligelig repræsentation fra Frihedsrådet og de politiske partier blevet forberedt. Da den tiltrådte i maj 1945, indledte den et retsopgør med kollaboratører. Det var dog fortrinsvis de egentlige nazister, håndlangere og mindre, økonomiske kollaboratører, der blev dømt.

Regeringens anden opgave var en normalisering af det politiske liv med afholdelse af valg til Folketinget i oktober 1945. Her blev DKP kraftigt styrket på Socialdemokratiets bekostning. Venstre gik frem og dannede med støtte fra konservative og radikale en mindretalsregering, ledet af Knud Kristensen. Den faldt på et personligt mistillidsvotum til statsministeren pga. hans agitation for en grænseflytning.

Ved valget i 1947 genvandt Socialdemokratiet noget af sin styrke, og partiet dannede under Hans Hedtofts ledelse en mindretalsregering, der i lighed med den foregående løb ind i problemer pga. landets vanskelige økonomiske situation, og efter valget i 1950 foretrak den at gå af på et spørgsmål om lettelse af smørrationeringen. Efterfølgeren blev en regering af Venstre og Konservative, ledet af Erik Eriksen, hvis hovedindsats blev gennemførelsen af en større grundlovsændring i 1953. Herved afskaffedes Landstinget, parlamentarismen blev grundlovsfæstet, der blev åbnet mulighed for afgivelse af suverænitet, indført udvidede muligheder for afholdelse af folkeafstemninger og etableret en ombudsmandsinstitution.

I tilslutning til Grundloven blev der vedtaget en tronfølgelov, som gav arveret for kvinder til den danske trone; tronfølgeloven indebar dog ikke fuld ligestilling, da en yngre søn gik forud for en ældre datter. Det var denne ændring i tronfølgeloven, der gjorde det muligt for dronning Margrethe 2. at overtage tronen, da hendes far, Frederik 9., døde 14. januar 1973. I 2009 blev tronfølgeloven endnu engang sendt til afstemning blandt danskerne. Et overvældende flertal tilsluttede sig at den siddede monarks førstefødte, uanset køn, overtager tronen.

Efter vedtagelse af grundlovsændringen blev regeringen afløst af socialdemokratiske mindretalsregeringer med radikal støtte, først ledet af Hans Hedtoft og efter hans død i 1955 af H.C. Hansen. Efter valget i 1957 dannede H.C. Hansen en flertalskoalition af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet (georgisterne). Det blev den første regering, der kunne nyde godt af den internationale højkonjunktur og den indenlandske økonomiske vækst.

Indtil 1968 havde Danmark socialdemokratisk ledede regeringer, 1960-1962 med Viggo Kampmann som statsminister, fra 1962 med J.O. Krag. Regeringerne var oftest baseret på samarbejde med Det Radikale Venstre, 1966-1968 dog støttet af Socialistisk Folkeparti (SF), der var blevet dannet i 1959 efter en dybtgående splittelse af DKP.

I 1968 dannedes en borgerlig trepartiregering af Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. I 1971 blev Jens Otto Krag atter leder af en socialdemokratisk regering; efter at et flertal ved folkeafstemningen i 1972 havde stemt for Danmarks tilslutning til EF, overlod han statsministerposten til Anker Jørgensen.

Ved 2. Verdenskrigs slutning havde næsten alle partier udarbejdet fyldige programmer; mest omfattende var Socialdemokratiets med en velfærdsstrategi, der berørte alle samfundsområder.

De økonomiske problemer i det første tiår efter 1945 blokerede for en reformpolitik, men fra midten af 1950'erne gennemførte vekslende koalitioner i Folketinget en velfærdspolitik, der omfattede folkepension (1956), sygelønsordning (1960), invalideforsikring (1965). Barselsloven blev udvidet i 1960 og 1967, hvorved de fleste kvindelige lønmodtagere kunne holde orlov i 14 uger.

På det sociale område blev der også i 1970 vedtaget en stigning i støtten til de arbejdsløse samt en social styrelseslov (1970). Det skete i forbindelse med Kommunalreformen, der reducerede antallet af kommuner fra 1386 til 275.

I 1971-1973 gennemførtes en reform af dagpengeordningen ved sygdom og en sygesikringslov, der afskaffede sygekasserne og gjorde sygesikringen skattefinansieret. Også i 1973 blev kvindernes ret til fri abort vedtaget i Folketinget, efter lang tids debat og gradvis opblødning af det hidtidige forbud. Dermed kunne kvinderne nu selv bestemme, om og hvornår de ville have et barn. Dette var et afgørende skridt på vejen mod lighed mellem kønnene. Reformerne på social- og sundhedsområdet afrundedes med Bistandsloven (1974).

På uddannelsesområdet skete der en vældig ekspansion. Folkeskolen blev grundlæggende ændret i 1958, gymnasierne, erhvervsuddannelserne og de højere uddannelser oplevede en eksplosiv vækst i tilgangen. Et eksempel, der illustrerer denne udvikling, er antallet af studerende i København. I 1958 var der omkring 9.000 studerende i alt på Københavns Universitet og Polyteknisk læreranstalt (nu Danmarks Tekniske Universitet, DTU). Det tal var steget til 30.000 studerende allerede 15 år senere i 1973.

På det kulturelle område blev den offentlige indsats forstærket, navnlig efter dels oprettelsen af Kulturministeriet i 1961, dels love om teatre, biblioteker, en filmfond og om Statens Kunstfond i 1960'ernes første halvdel.

Velfærdslovgivningen var baseret på princippet om universalisme, dvs. ikke blot særligt trængendes ret, men alle borgeres ret til ydelser inden for alle sektorer. Dette princip karakteriserer de nordiske velfærdssamfund og er en af årsagerne til den høje grad af konsensus mellem partier og sociale klasser, der har præget lovgivningen. En anden årsag er fraværet af absolut flertal for et enkelt parti. Et andet princip i velfærdslovgivningen har været finansieringen over skatterne; indtil 1980'erne affødte dette forhold en eksplosiv forøgelse af de offentlige udgifter og af skatterne.

Reformerne havde baggrund i en meget kraftig økonomisk vækst fra ca. 1958 og i store strukturforandringer i det danske erhvervsliv og på arbejdsmarkedet. I både landbrug og industri forøgedes produktiviteten kraftigt, hvilket i landbruget medførte en reduktion i antal brug og arbejdsstyrke, mens industrien ekspanderede, og fra begyndelsen af 1960'erne oversteg værdien af industrieksporten landbrugets.

Stærkest voksede dog antallet af funktionærer i servicesektoren, i det private erhvervsliv og især i den offentlige sektor. Både her og i industrien var det navnlig kvinderne, der erobrede det nye arbejdsmarked. I 1960 var tre ud af fire gifte kvinders hovedbeskæftigelse husarbejdet i eget hjem, mens det tal i 1970 var faldet til, at kun to ud af fem gifte kvinders fuldtidsbeskæftigelse var som husmødre.

De mange nye lønmodtagere på arbejdsmarkedet blev en del af en langvarig kamp. Arbejderbevægelsen kæmpede for ligeløn mellem kønnene. En kamp der kulminerede ved overenskomstforhandlingerne i 1973, hvor parterne blev enige om, at arbejdsgiverne ikke længere måtte give forskellig løn til mænd og kvinder for det samme arbejde. Tre år senere, i 1976 vedtog Folketinget Ligelønsloven, der forbyder løndiskrimination. Mange traditionelle kvindeerhverv som fx omsorgsarbejde blev dog stadig lønnet lavere end traditionelle mandeerhverv. Uanset at begge parter i et ægteskab i 1970’erne og frem oftest havde lønarbejde ved siden af de huslige pligter, ville den kvindelige part således i gennemsnit få en lavere løn end den mandlige.

Denne anden industrielle revolution er karakteristisk derved, at industrien flyttede mod vest, dvs. bort fra de gamle centre og ud i landdistrikter og til mindre provinsbyer med udnyttelse af den arbejdsstyrke, der blev trængt ud af landbruget. Det medførte helt nye bomønstre i forhold til den gamle byarbejderklasse, en slags urbanisering af landet. Overalt skød nye parcelhuskvarterer op; mange familier fik bil og tog på charterrejse. Forbrugsmønstrene ændredes kraftigt, og folk skabte nye livsformer, der affødte kultursammenstød og i sidste instans de voldsomme forskydninger i det politiske mønster, som Danmark oplevede i første halvdel af 1970'erne. Et varsel var den såkaldte rindalismedebat i midten af 1960'erne, foranlediget af den første uddeling fra Statens Kunstfond.

De mest markante politisk-kulturelle sammenstød i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne fandt dog sted mellem den nye generation af unge, opvokset under velfærden, og den ældre generation med erfaringer fra før og under krigen. Temaer i dette ungdomsoprør var mange: protester mod atomoprustning, mod USA's krig i Vietnam og mere generelt mod stivnede demokratiske processer. Kodeordene var demokratisering og medbestemmelse på alle samfundsniveauer, i første omgang med størst effekt på de højere læreanstalter med indførelse af en Styrelseslov (1970), der gav studerende og yngre lærere medindflydelse. I samme periode skete der en fornyet ideologisering af den politiske og kulturelle debat med stærke islæt af marxisme og andre radikale idéretninger. Den nye aktivisme udtrykte sig i utraditionelle udenomsparlamentariske former, i protestmarcher, besættelser af huse, fabrikker og universiteter, såkaldt vilde strejker, gadeteater og happenings.

Danmarks udenrigspolitik og økonomi er efter 1973 i stigende grad blevet internationaliseret. Både i FN-regi og bilateralt er ulandshjælpen øget støt, og Danmark bidrager fortsat med fredsbevarende styrker, i 1990'erne i Eks-Jugoslavien.

På trods af en bred enighed om NATO-medlemskabet opstod der i en årrække uenighed om den konkrete stillingtagen til alliancens strategi. Et flertal støttede fra 1977/1978 idéen om et atomvåbenfrit Norden. NATOs "dobbeltbeslutning" i 1979 indebar, at der ville blive opstillet nye raketsystemer i Europa, medmindre Warszawapagten og NATO blev enige om at begrænse den slags våben. Følgerne heraf blev mødt med stor skepsis i Danmark, og uoverensstemmelserne kulminerede i 1982-1988, da et såkaldt alternativt flertal, støttet af en stærk folkelig fredsbevægelse, i en række tilfælde pålagde regeringen at fremføre forbehold over for NATO-beslutninger, den såkaldte fodnotepolitik. I sidste halvdel af 1980'erne mindskedes modsætningerne, dels da Det Radikale Venstre, som havde udgjort en del af fodnoteflertallet, i 1988 indgik i regeringssamarbejdet, dels som følge af afspændingspolitikken og de kommunistiske regimers sammenbrud i Øst- og Centraleuropa.

Forholdet til EF, fra 1993 EU, har siden 1972 været et stridspunkt. På trods af et solidt flertal i Folketinget for fortsat medlemskab og udvidet integration har befolkningen været delt næsten midt over ved de tre folkeafstemninger, der har været afholdt. Afstemningen om det fælles indre marked i 1986 gav et flertal på godt 56 %, men Maastrichttraktaten om udvidet integration faldt ved en folkeafstemning 2.6.1992 med 50,7 % nejstemmer. Derefter indgik tilhænger- og modstanderpartier et "nationalt kompromis", og på den baggrund opnåede Danmark i Edinburghafgørelsen nogle undtagelsesbestemmelser, som førte til, at traktaten ved en ny afstemning 18.5.1993 blev vedtaget med 56,8 % af stemmerne.

Indenrigspolitisk blev 1970'erne et turbulent årti. Folketingsvalget i 1973, det såkaldte jordskredsvalg, vendte op og ned på partistrukturen. De fire gamle partiers tilslutning faldt fra ca. 90 % til ca. 58 %, og mange nye partier blev repræsenteret, først og fremmest Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, der med hhv. ca. 16 % og ca. 8 % af stemmerne samlede en fjerdedel af vælgerne.

Fremskridtspartiet under ledelse af Mogens Glistrup repræsenterede et oprør mod velfærdsstaten, navnlig den øgede skattebyrde og væksten i den offentlige sektor. Det politiske liv blev herefter præget af hyppige valg, komplicerede regeringsdannelser og en smal parlamentarisk basis for regeringerne. I 1973-1975 regerede Venstre under Poul Hartling på kun 22 mandater. Indtil 1982 dannede Socialdemokratiet under Anker Jørgensen mindretalsregeringer, 1978-1979 i koalition med Venstre. 1970'ernes politiske liv blev yderligere farvet af en række brede sociale bevægelser, der på enkeltområder som miljø og atomkraft, "grøn" politik, søgte at påvirke de politiske beslutninger. Blandt disse bevægelser var kvindebevægelsen utvivlsomt den mest indflydelsesrige.

I 1970’erne og 1980’erne steg andelen af kvindelige politikere valgt til Folketinget. Andelen af kvindelige folketingspolitikere steg således fra 10 % i 1968 til omkring 33 % i 1994. Udviklingen i antallet af kvindelige ministre er et spejlbillede af denne udvikling med en langsomt stigende andel kvindelige ministre. En kvindelig minister havde frem til 1990’erne fortrinsvis ansvar for ‘bløde ministerier’ som Undervisnings-, Kirke- eller Socialministeriet.

Efter at Danmarks første kvindelige minister blev udnævnt i 1924, skal vi helt frem til Hans Hedtofts første regering i 1947 før næste kvindelige minister udnævnes, hvorefter andelen stiger. I 1947 var således 4,5 % af ministerposterne besat af kvindelige ministre. Først ca. 40 år senere, da Poul Schlüter dannede sin tredje regering i 1988, var andelen af kvindelige ministre steget til over 20 procent i alt, da 22 % af ministrene i 1988 var kvinder. 5 år senere i 1993 bestod regeringen for første gang af mere end en tredjedel kvinder med 37 % kvindelige ministre.

Den internationale økonomiske krises gennemslag i Danmark fra 1974 skabte i det følgende årti store problemer for de skiftende regeringer. Den stagnerende økonomiske vækst og arbejdsløsheden blev ledsaget af en betydelig inflation, som blev søgt imødegået gennem indkomstpolitik og vekslende indgreb. Den socialdemokratiske regerings krisepolitiske forligsmuligheder var i 1982 udtømte, og en koalition af borgerlige partier, "firkløverregeringen", bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, overtog regeringsmagten under ledelse af den konservative Poul Schlüter.

Schlüter var leder af vekslende borgerlige regeringer indtil 1993 og dermed den længst siddende statsminister siden Stauning. I 1988 afløstes "firkløverregeringen" af et "trekløver" bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre, og i 1990 reduceredes regeringssamarbejdet til kun at omfatte de Konservative og Venstre.

Selvom de borgerlige koalitionsregeringer gik tilbage ved hvert eneste valg, opnåede de væsentlige resultater på en række områder, ikke mindst gennem samarbejde med Socialdemokratiet. Der gennemførtes en energisk antiinflatorisk økonomisk politik med fjernelse af den automatiske dyrtidsregulering, stramninger af de offentlige udgifter og fordyringer af forbrugslån. Konkurrenceevnen blev forbedret, kronen styrket, og der blev skabt mere end 200.000 nye arbejdspladser, men arbejdsløsheden vedblev at stige ligesom udlandsgæld og skattetryk. Inflationen blev derimod bremset, og fra slutningen af 1980'erne bidrog en række faktorer til at forbedre den danske økonomi: De internationale konjunkturer vendte, handelsbalancen blev forbedret og den danske udlandsgæld efterhånden formindsket, bl.a. som følge af næsten fuldstændig selvforsyning med energi i kraft af olie og gas fra Nordsøen.

Under denne begyndende fremgang måtte den borgerlige regering i januar 1993 træde tilbage pga. justitsminister Erik Ninn-Hansens overtrædelse af Udlændingeloven (Tamilsagen), et forhold, der senere blev pådømt ved den første danske rigsretssag i 80 år. Poul Schlüters efterfølger som statsminister, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, ledede først en firepartiregering af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti; ved valget i september 1994 blev Enhedslisten, en sammenslutning af partier og grupper på venstrefløjen, repræsenteret, mens Kristeligt Folkeparti ikke opnåede repræsentation. Nyrup Rasmussen fortsatte som statsminister for en trepartiregering af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne, som dog forlod regeringen i 1996.

Centrum-Demokraterne havde i 1989 valgt Mimi Jacobsen til formand efter Erhard Jakobsen. Formandsvalget markerede et skifte i dansk politik, da hun dermed blev den første kvindelige partileder. Mimi Jacobsen fik allerede året efter selskab af endnu en kvindelige partileder, da Det Radikale Venstre i 1990 vagte Marianne Jelved som formand. Begge fik ministerposter i Poul Nyrup-Rasmussens første regering.

Den skærpede internationale konkurrence, den europæiske integration og målsætningen om at nedbringe statens gæld satte i 1990'erne snævre rammer for de økonomiske handlemuligheder. Et af hovedtemaerne i dansk politiske fra midten af 1990'erne har derfor handlet om betingelserne og formerne for en fastholdelse og udbygning af velfærdssamfundet.

Gennem en ekspansiv økonomisk politik lykkedes det Nyrup Rasmussens regering at nedbringe arbejdsløsheden, og der gennemførtes en række vigtige reformer i velfærdssystemet og arbejdsmarkedspolitikken ud fra et ønske om at trække så mange modtagere af offentlige ydelser ud på arbejdsmarkedet som muligt. Som et led i denne strategi indgik regeringen i 1998 forlig med de borgerlige partier om en ændring af efterlønsordningen. Den skulle bidrage til udskyde tidspunktet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Trods et beskedent omfang medførte ændringen en voldsom tillidskrise for socialdemokraterne og især statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Ved valget til Folketinget i marts 1998 oplevede Det Konservative Folkeparti et alvorligt tilbageslag, hvilket til dels var forårsaget af indre stridigheder om ledelsen af partiet. Kristeligt Folkeparti opnåede igen repræsentation, og Dansk Folkeparti og Centrum-Demokraterne fik betydelig fremgang. Umiddelbart efter valget trådte Venstres leder, Uffe Ellemann-Jensen, og den konservative leder, Per Stig Møller, tilbage. De blev afløst af Anders Fogh Rasmussen og Pia Christmas-Møller, der dog allerede i 1999 blev afløst af Bendt Bendtsen. På grundlag af et spinkelt flertal kunne Poul Nyrup Rasmussen på ny danne regering i koalition med Det Radikale Venstre.

Læs videre om Danmarks historie efter 2000

• statsministre i Danmark
• Befrielsesregeringen
• Danmarks forhistorie
• Danmarks historie i vikingetiden
• Danmarks historie i middelalderen
• Danmark under Reformation og enevælde
• Danmarks historie 1720-1814
• Danmarks historie 1814-1900
• Danmarks historie 1901-1940
• Danmarks historie 1940-1945
• Danmarks historie 1945-2001 (denne artikel)
• Danmarks historie efter 2000
• kongerækken i Danmark
• Danmark generelt