den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse

Trosbekendelsens tilblivelse er uklar, men den blev efter alt at dømme formuleret i forbindelse med kirkemødet i Konstantinopel i 381. Et halvt århundrede tidligere havde kirkemødet i Nikæa i 325 formuleret den nikænske trosbekendelse. Forholdet mellem denne og den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse er vanskeligt at udrede.

Først i 451 bevidnes den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse udtrykkeligt under kirkemødet i Kalchedon. I den traditionelle fortælling er den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse en udvidelse af den oprindelige nikænske trosbekendelse. Nyere forskning peger dog på, at en lokal trosbekendelse muligvis blev tilpasset til at stemme overens med den nikænske.

I eftertiden opfattes den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse som den endelige udgave af den oprindelige nikænske trosbekendelse. Trosbekendelsen fra 381 omtales derfor ofte som den nikænske trosbekendelse, men må altså ikke forveksles med den oprindelige form fra 325.

Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse lyder i dansk oversættelse uden den senere filioque-tilføjelse (se nedenfor) som følger:

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og for til Himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne.

Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.

Vi bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.

Moderne forskning antager, at kirkemødet i 381 med udgangspunkt i ældre afgørelser vedrørende troens indhold formulerede den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse som udtryk for og videreførelse af den nikænske tro. Op til kirkemødet havde der igen været debat om forholdet mellem Gud Faderen og Gud Sønnen, ligesom også Helligåndens status var blevet et stridspunkt.

Mens hovedsagen i Nikæa 325 havde været at sikre Jesu guddommelighed mod Arius, var opgaven i 381 i Konstantinopel at garantere Helligåndens guddommelighed mod de såkaldte pneumatomakere ("helligåndsbekæmpere"). Hvor den nikænske trosbekendelse har sit tyngdepunkt i læren om Sønnen, koncentrerer den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse sig om læren om Helligånden, der udgår fra Faderen og derfor tilbedes og æres på linje med Treenighedens to første personer.

Blandt hovedarkitekterne bag den teologi, der blev udfoldet i forsvaret for treenighedslæren op til kirkemødet i Konstantinopel, var de kappadokiske teologer. Faderen, Sønnen og Helligånden var ifølge denne teologi tre individuelle personer eller hypostaser med et fælles guddommeligt væsen.

Formuleringen, at der ikke skal være ende på Sønnens rige, kan være rettet mod tilhængere af Markellos af Ancyra, der havde hævdet det i nogen grad modalistiske synspunkt, at Sønnen kun antager en selvstændig virkelighed i forbindelse med frelseshistorien.

Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse formulerer i forlængelse af afsnittet om Helligånden en bekendelse til kirken og dåben, samt et kort eskatologisk afsnit. I modsætning til den oprindelige nikænske trosbekendelse afsluttes ikke med fordømmelser af alternative opfattelser.

Det fra 400-tallet kendte, men af østkirken stærkt anfægtede filioque (latin "og Sønnen") om Helligåndens dobbelte udgang fra både Faderen og Sønnen, blev i 796 optaget i den latinske version af den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Denne tolkning slog igennem i vestkirken fra kirkemødet i Aachen i 809 og har siden bidraget til alvorlige spændinger mellem østkirken og vestkirken.

I 1900-tallet har en forøget liturgisk brug af den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse også i vestkirken medført fornyede økumeniske anstrengelser for at vende tilbage til den oprindelige tekst.

I den danske folkekirke kan den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse anvendes ved højmessen og på kirkeårets store festdage (jul, påske, pinse). Ved dåben anvendes i den danske folkekirke kun den apostolske trosbekendelse.

I forbindelse med jubilæet for den oprindelige nikænske trosbekendelse blev det i 2025 tilladt at anvende den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse uden filioquen ved økumeniske gudstjenester.

• trosbekendelser
• koncil (kirkemøde)
• Kalchedonkoncilet
• filioque
• den nikænske trosbekendelse
• den apostolske trosbekendelse