det tysk-israelske forhold

I begyndelsen af 1950'erne kom det til en tilnærmelse mellem de nye stater Vesttyskland og Israel. Fra Vesttysklands side var denne udvikling også moralsk begrundet i en slags tysk skyldfølelse over det nazistiske regimes forbrydelser mod jøderne. Et israelsk krav om erstatning for forbrydelserne førte i 1952 til den såkaldte Luxembourg-aftale, hvori den vesttyske stat forpligtede sig til årligt at betale 200 millioner D-Mark i 12 år i erstatning til staten Israel og de holocaustoverlevende. Aftalen trådte i kraft i maj 1953, og udløbet af den i 1965 muliggjorde, at Vesttyskland og Israel samme år kunne oprette diplomatiske forbindelser.

Også efter 1965 har Vesttyskland og senere Tyskland betalt erstatninger til Israel og de holocaustoverlevende; det er blot foregået inden for andre rammer. I 2022 beløb de indtil da gennemførte udbetalinger sig til i alt 82 milliarder euro, og Tyskland betaler fortsat 300 millioner euro om året som erstatning til Israel. Det særlige herved er også, at Israel er den eneste stat, der efter 2. Verdenskrig har fået udbetalt erstatning fra Vesttyskland eller Tyskland. Der er tale om særlige erstatninger og formelt ikke krigsskadeserstatninger, fordi spørgsmålet om tyske krigsskadeserstatningsbetalinger afventer den fredskonference mellem de 55 allierede stater i krig med det nazistiske Tyskland og det postnazistiske Tyskland, der aldrig er blevet til noget.

DDR afviste det israelske krav om erstatning, og der blev aldrig etableret nærmere eller officielle relationer mellem DDR og staten Israel.

Siden 1950'erne har det været den vesttyske og senere den tyske stats statsræson at støtte Israel og garantere Israels sikkerhed, som forbundskansler Angela Merkel formulerede det i en tale i det israelske parlament Knesset i 2008. I 1957 ydede den vesttyske forsvarsminister Franz Josef Strauß for første gang militærhjælp til Israel med en bekendelse om at det drejede sig om at sikre den jødiske stats overlevelse. Det har ført til et tæt samarbejde, hvor Tyskland har støttet Israel militært med våben og ubåde.

Det kunne opfattes som et brud med den tyske statsræson, da forbundskansler Friedrich Merz i august 2025 standsede eksporten af tyske våben, der kunne bruges i den israelske offensiv mod Hamas i Gaza. Det er det dog ikke da der var tale om våben til en angrebskrig. Lige som det har været tilfældet i krigen i Ukraine – hvor Tyskland fx har været tilbageholdende med at støtte Ukraine med Leopard 2-kampvogne og Taurus-misilet – har Tyskland altid været tøvende over for at hjælpe krigsførende lande med angrebsvåben. Tyskland må ifølge landets forfatning, Grundgesetz, nemlig ikke føre angrebskrig.

Som følge af Israels plads i den tyske statsræson er det tvivlsomt, om Tyskland vil gå med til at indføre sanktioner mod Israel. Det ville nemlig efter tysk opfattelse kunne svække staten Israels sikkerhed og eksistens, som Tyskland garanterer.

De tysk-israelske forbindelser har også ført til et tæt videnskabeligt samarbejde og et omfattende udvekslingsprogram for unge tyskere og israelere. Eksempelvis har det næsten været et must, at tyske samtidshistorikere tog et semester som gæsteprofessor eller stipendiat på forskningsophold ved et israelsk universitet. Og unge tyskere og israelere er taget sammen til tilintetgørelseslejren Auschwitz.

Den israelske forfatter Amos Oz har skrevet On the Slopes of a Volcano ('på vulkanens skråninger', 2005; ikke oversat til dansk) om forholdet mellem Israel og Tyskland. Den udkom på tysk samme år under titlen Israel und Deutschland og på hebraisk året efter.

• Vesttyskland
• det forenede Tyskland
• Tysklands forfatning
• Israels historie
• Nahum Goldmann
• Johannes Rau