funktionalisme (stilart)

Funktionalisme er en retning inden for bygningskunsten. Det er egentlig en forgrening af modernismen med udspring i kredsen omkring den tyske retning Neues Bauen, hvis mest kendte skikkelse er arkitekten Walter Gropius. Her fandt man, at arkitektur som kunstnerisk, æstetisk fænomen havde mistet sin berettigelse og nu i højere grad var et teknisk-videnskabeligt og organisatorisk anliggende.

En yderligtgående repræsentant for funktionalismen er Hannes Meyer, der underviste på Bauhausskolen. I manifestet Bauen (1928) udfoldede Meyer en række teser, hvor alt er sat på formler, fx "alt i verden er produkt af formlen: funktion gange økonomi; at bygge er en biologisk proces, ikke en æstetisk; at bygge er kun organisation: social, teknisk, økonomisk, psykisk organisation". Socialt engagement og sympatier med socialismen prægede funktionalismen.

Dens resultater ses især i boligbyggeriet, og rationelle produktionsmetoder, effektiv arealanvendelse, bedre sanitære forhold, god solorientering, altaner og veldisponerede friarealer blev svar på tidens påtrængende boligbehov, realiseret i fx 1930'ernes stokbebyggelser.

Blandt danske arkitekter havde kun Edvard Heiberg direkte tilknytning til Neues Bauen, men mange, bl.a. Arne Jacobsen, var påvirket af strømningen, og Steen Eiler Rasmussen anmeldte med begejstring nogle af Hannes Meyers arbejder; også Stockholmsudstillingen 1930, der gav anledning til betegnelsen funkis, gjorde indtryk.

Funktionalismens tilhængere var dog også underlagt nødvendigheden af arkitektfagets grundlæggende kunstneriske og æstetiske kreativitet for at få form på "formlerne". Blandt smukke og værdifulde boligbebyggelser i Danmark er Blidah Park i Hellerup fra 1930'erne og Bispeparken i København fra 1940'erne, begge med bl.a. Edvard Heiberg og Ivar Bentsen som arkitekter.

Funktionalismens historikere har udmøntet betegnelsen præfunktionalisme om ældre byggeri, især inden for 1800-tallets ingeniørkunst og den anonyme, folkelige byggeskik. Det hævdes, at bevidsthed om æstetisk kvalitet i disse bygninger ikke udgør et eget aspekt, men derimod at den arkitektonisk tilfredsstillende form er opstået af en ukunstlet bearbejdning af arkitekturens to andre aspekter, funktion og konstruktion.

Funktionalismen bør holdes adskilt fra arkitekturstrømninger, der i udpræget æstetisk hensigt anvender funktionel og konstruktiv metaforik som fx arkitekten og byplanlæggeren Le Corbusiers udsagn "Boligen er en bomaskine".

Læs også om modernisme inden for arkitektur.

Tidens krav om større enkelhed og socialt engagement prægede den tidlige funktionalismes kunsthåndværk og kunstindustri, der med nye øjne udnyttede industriens produktionsapparat; "maskinæstetik" fik en positiv klang, og streamlining udviskede på nogle felter barrieren mellem kunstindustri og industridesign.

De normgivende formgivere i Danmark, bl.a. Magnus Stephensen og Viggo Sten Møller, viede nu også arbejderhjemmet opmærksomhed. "Form følger funktion" og "vackrare vardagsvaror" blev 1920'ernes og 1930'ernes slagord.

Nye materialer gav ny frihed, og Le Corbusiers, Mies van der Rohes og Bauhausskolens stålmøbler fik efterkommere overalt, også i billigere træudgaver. Stålbestik, husholdningsredskaber og armaturer, alt havde formgivernes interesse.

Den stringens i former, som allerede prægede 1920'ernes klassicisme og var en væsentlig forudsætning for funktionalismen, blev nu kombineret med materialets udtryk og et fornyet farvesprog.

Den internationale funktionalisme var fra begyndelsen elitær, men dens indflydelse på arkitekter og designere som de danske Arne Jacobsen og Poul Kjærholm var omfattende og længevarende. Først i 1970'erne begyndte indflydelsen for alvor at ebbe ud, og en reaktion at sætte ind.

I dag bruges betegnelsen funktionalisme om hele periodens kunstneriske formgivning, selvom der som en bred strøm løb en reaktion mod den historieløse, strenge funktionalisme; i overvejende grad nationalt betinget fortsattes en anden bevægelse, hvor det dekorative bibeholdtes og endog fik tilført nyt liv.