Genetisk diagnostik er diagnostik baseret på analyse af arvematerialet, hvor det påvises, at et individ har arvet en bestemt genforandring eller en bestemt genvariant, som kan være sygdomsfremkaldende.

Faktaboks

Også kendt som
DNA-diagnostik, gendiagnostik

Der er flere begreber inden for genetisk diagnostik, som skal holdes adskilt:

  • Genetisk sygdomsdiagnostik er påvisning af genforandring, der har forårsaget sygdom hos et individ.
  • Bærerdiagnostik er påvisning af genforandring hos et raskt individ, som kan medføre sygdom i næste generation.
  • Præsymptomatisk diagnostik er påvisning af genforandring hos et raskt individ, som vil medføre udvikling af sygdom senere i livet.
  • Prædiktiv diagnostik er påvisning af genforandring eller genvariant, som vil give et individ en vis risiko for sygdom senere i livet.

Genetisk diagnostik på kræftvæv

Det er muligt at udføre genetisk diagnostik på kræftvæv for at kortlægge genforandringer, der er opstået i svulsten, og som kan give vigtig information om svulstens aggressivitet. Sådanne genforandringer kan også sige noget om, hvordan svulsten vil reagere på behandling, hvordan den skal behandles og dermed noget om prognosen for patienten.

Privat gendiagnostik

Gendiagnostik kan også foregå ved at en person indsender et mundskrab til et privat firma, der undersøger for genvarianter, der enten anvendes i slægtsforskning eller for at afklare tilstedeværelsen af genvarianter, der er associeret med sygdomsrisiko i udvalgte gener. En sådan fremgangsmåde kaldes over the counter-genetik 'over disken-genetik' eller direct to consumer-genetik 'direkte til forbrugeren-genetik' og indbefatter ikke en forudgående genetisk vejledning, hvilket kan skabe udfordringer med hensyn til tolkning af resultatet og generere spørgsmål hos personen, der har indsendt mundskabet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig