Lavt blodsukker betegnes hypoglykæmi, mens højt blodsukker betegnes hyperglykæmi.
Blodsukkerniveauer
Af /Created with Biorender.com.

Hypoglykæmi er unormal lav koncentration af glukose i blodet (blodsukker). Personer med diabetes, der behandles med insulin eller insulinfrigørende lægemidler, kan risikere at få for lavt blodsukker. Blodsukkerværdien er et resultat af en balance mellem blandt andet indholdet af insulin i blodet, graden af fysisk aktivitet og indtagelse af mad.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hypoglykæmi kommer af græsk hypo 'under, for lidt', glykys 'sødt' og en afledning af haima 'blod'.
Også kendt som

lavt blodsukker

Årsager til lavt blodsukker

De fleste tilfælde med lavt blodsukker forekommer hos personer med diabetes, der bruger insulin eller det insulinfrigørende lægemiddel, sulfonylurea. Blodsukkeret kan blive lavt, hvis dosis af disse blodsukkersænkende medicin er større end kroppen har behov for, fx i forbindelse med en uforudset stigning i fysisk aktivitet eller udsættelse af et måltid.

I sjældne tilfælde ses unormalt lavt blodsukker hos personer, der ikke har diabetes. Blandt årsagerne er:

  • insulinom (svulst i bugspytkirtlen, der producerer insulin)
  • binyrebarksvigt
  • sepsis
  • hypoglykæmi efter måltid (postprandial hypoglykæmi) hos personer, der har gennemgået fedmeoperation.

Definition

Der er ikke en fast definition for hvor lavt blodsukkeret skal være, før der er tale om hypoglykæmi. I Whipples triade defineres det som kombinationen af:

  1. Måling af lavt blodsukker
  2. Symptomer på lavt blodsukker, fx rysten på hænderne, svimmelhed, svedtendens, hurtig puls, hjertebanken, påvirket bevidsthed eller evt. bevidstløshed
  3. Hurtig lindring af symptomerne efter tilførsel af glukose

I praksis defineres grænsen for hypoglykæmi ofte som et blodsukkerniveau på under 3,9 mmol/l.

Føling

Når blodsukkeret falder under 4 mmol/l, kan der optræde symptomer som følge af, at det sympatiske nervesystem aktiveres. Almindelige symptomer er hjertebanken, sved, rysten, uro, sult og angst. Ved endnu lavere blodsukker bliver koncentrationsevnen og andre kognitive funktioner svækket som følge af, at hjernen tilføres utilstrækkelige mængder glukose. Det at opleve symptomer på, at blodsukkeret er for lavt, kaldes føling. Ved let føling forsvinder symptomerne i løbet af 10-20 minutter efter indtag af sukker, fx 10-15 gram sukker i form af sød drik, druesukkertabletter, honning, sukkerknalder eller frugt.

Insulinshock

I de alvorligste tilfælde kan hypoglykæmi føre til kramper og bevidstløshed, fordi hjernen tilføres utilstrækkelige mængder glukose. Alvorlig hypoglykæmi med bevidstløshed kaldes insulinshock eller hypoglykæmisk koma. Tilstanden kræver øjeblikkelig behandling med glukagon som injektion eller næsespray, eller med glukose intravenøst.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig