sulfonylurinstoffer

Sulfonylurinstoffer sænker blodsukkeret ved at stimulere β-cellernes produktion af insulin i bugspytkirtlen. Præparaterne binder sig til en receptor på overfladen af β-cellen og hæmmer udstrømningen (effluks) af kalium. Derved ændres cellens membranpotential, og mængden af calcium inde i cellen øges. Dette fører til øget udskillelse af insulin. Denne effekt forstærkes af bl.a. glukose og aminosyrer.

Andre lægemidler kan forstærke effekten af sulfonylurinstof ved, at der opstår konkurrence om bindingsstederne på albumin i plasma. Dette gælder bl.a. acetylsalicylsyre, non-steroide antiinflammatoriske midler, sulfonamider og antikolinerge midler. Når disse lægemidler binder sig på albumin, bliver der mindre plads for sulfonylurinstof, som da bliver frit i blodplasmaet. Det er den andel af sulfonylurinstof, som ikke er bundet til albumin, der kan virke på β-cellerne. Det er vigtigt at være opmærksom på dette, hvis sådanne midler anvendes hos personer, der i forvejen anvender sulfonylurinstof.

Forekomsten af bivirkninger er generelt set lav. Udover for lavt blodsukker (hypoglykæmi) er der observeret kvalme, svimmelhed, nældefeber (urticaria), udslæt, gulsot (icterus), agranulocytose og trombocytopeni.

En frygtet bivirkning er langvarig hypoglykæmi, som kan kræve flere dages behandling på hospital, og som har relativt høj dødelighed. Hvis personen har været i koma (insulinchok) som følge af hypoglykæmien, er dødeligheden op til ti procent. Personer med rapporteret langvarig hypoglykæmi har typisk følgende karakteristika:

• alder over 70 år
• har ofte fået andre lægemidler, der konkurrerer med sulfonylurea om bindingsstederne på albumin, og som derved øger den blodsukkersænkende effekt
• har nedsat nyrefunktion og derved reduceret eliminering af sulfonylurinstof
• er holdt op med at spise

Denne mulighed for langvarig hypoglykæmi er medvirkende til, at andre, nyere blodsukkersænkende lægemidler nu ofte vælges fremfor sulfonylurinstof.

Den amerikanske UGDP-studie (University Group Diabetes Program) gav anledning til debat om, hvorvidt sulfonylurinstoffer var fordelagtige eller ej, og antydede, at risikoen for hjerte-kar-sygdomme øgedes ved sådan behandling. Nyere studier tyder på, at sulfonylurinstof sænker blodsukkeret uden at øge sygelighed og dødelighed som følge af hjerte-kar-sygdomme. Imidlertid er der senere udviklet nye grupper af blodsukkersænkende medicin, herunder GLP-1-analoger og SGLT2-hæmmere, til brug ved type 2-diabetes, som synes at have en mere gunstig effekt end sulfonylurinstof på hjerte- og karsystemet, og som derfor oftere vælges, når det er vigtigt at reducere risikoen for at udvikle eller dø af hjerte- og karsygdomme.

• diabetes
• bugspytkirtlen
• insulin