Ingen kvindefrigørelse uden socialisme, var hovedsynspunktet. Derved blev kvindernes kamp og arbejdernes kamp kædet ubrydeligt sammen. Der var både i teori og praksis dog til stadighed tvivl om, hvorvidt dette omfattede kvinder i alle klasser, og om det var arbejdere af begge køn, der skulle organiseres. Det var Clara Zetkin, der som leder af både den store tyske og den internationale socialistiske kvindebevægelse, senere kommunist, talte stærkest for, at uden organisering af arbejderkvinderne i kampen for socialismen ville man ikke nå frem til revolutionen og det efterfølgende socialistiske samfund.
Mere almindeligt var det i arbejderbevægelsens barndom at se kvinderne som bevægelsens bagtrop og kvindesagen som en borgerlig splittelsessag. I kongresrapporten fra 1. Internationale kongres i Lausanne 1867 stod der således: ”Hvis proletarens kone skulle kunne blive medlem af Deputérkammeret, ville arbejderens suppe komme til at mangle salt.”
Hertil svarede de tidlige marxistiske teoretikere, at i stedet for at forsøge at undgå løntrykket fra de kvindelige arbejdere gennem forbud mod kvindearbejde i industrien, burde mændene i arbejderbevægelsen arbejde for kvindernes organisering inden for arbejderbevægelsens rammer. At forbyde kvindearbejde i industrien var lige så meningsløst som de engelske arbejderes maskinstorm.
I en berømt passus i Kapitalen fra 1867 skrev Karl Marx, at børne- og kvindearbejdet under den kapitalistiske produktionsmåde ødelægger proletarfamilien, men under kommunistiske produktionsforhold vil det blive en kilde til en højere form for familieliv og skabe bedre relationer mellem kønnene. Friendrich Engels og August Bebel skrev forventningsfuldt, at den private husholdnings overgang til offentlig produktion og alle de nye hjælpemidler ville fjerne kvindeundertrykkelsen og skabe helt ændrede relationer mellem menneskene, herunder mellem de to køn.
I sine mange kongrestaler, f.eks. på Gotha-kongressen i det tyske socialdemokrati i 1875, kritiserede Clara Zetkin på den ene side den borgerlige kvindebevægelses krav om kvinders ret til erhvervsarbejde, og på den anden side modstanden mod kvindelige arbejdere fra mændene i arbejderbevægelsen, når hun gav udtryk for, at arbejderkvinderne allerede har retten til hårdt arbejde på fabrikkerne. Ja, de er tvungne til det. De må også arbejde for reformer som stemmeret, men ikke som et mål, kun som et middel. Det er ikke i arbejderkvinders interesse at kæmpe mod mændene, men med mændene i arbejderklassen mod kapitalisterne, sagde Zetkin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.