lungesygdomme

Lungeinfarkt er en vævsforandring i lungen som følge af blodprop i en lungearterie. Årsagen er hyppigst årebetændelse i de dybe vener i benene eller bækkenet med løsning af en blodprop, som føres med blodårene til lungen. Sygdommen forekommer oftest hos midaldrende og ældre personer. Risikofaktorer er fedme, hjertesygdom, langvarigt sengeleje, fx efter operationer, knoglebrud i underekstremiteter, graviditet og brug af p-piller. Symptomerne er kortåndethed, dyb smerte i brystet og stingsmerter samt hoste og evt. blodigt opspyt. Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse, elektrokardiografi og scintigrafi, samt blodprøve med måling af d-dimer og EKG, der vil vise nedsat blodgennemstrømning i det område, som forsynes af den tilstoppede lungearterie. Der kan gives behandling med lægemidler, som kan opløse blodproppen (trombolyse), og nye blodpropper forebygges med antikoagulationsbehandling. Iltbehandling og smertestillende medicin er ofte nødvendig.

Lungeatelektase er sammenfald af lungevævet. Lungeatelektase kan opstå ved aflukning af en bronkie, fx på grund af slim, fremmedlegemer, kræft eller kompression udefra ved fx væske- eller luftansamling i lungehulen. Symptomerne er kortåndethed og trykken i brystkassen. Lungeatelektase kan påvises på et røntgenbillede af lungerne. Dernæst vil man ofte foretage CT scanning for at påvise årsagen til det sammenklappede lungeafsnit. Kikkertundersøgelse (bronkoskopi) vil ofte være nødvendig for at afsløre svulst, slim eller fremmedlegeme i lungerne. Behandlingen rettes mod grundlidelsen, som ofte er lungekræft. Slimpropper kan løsnes under lungefysioterapi, således at lungen udfoldes.

Lungebyld (lungeabsces) er en indkapslet materieansamling i lungen med vævsdød (nekrose). Lungebyld kan opstå som komplikation ved lungebetændelse eller være fremkaldt af fremmedlegemer. Lungekræft og lungeinfarkt kompliceres undertiden af lungebyld. Symptomerne afhænger af grundlidelsen. Typisk ses feber, kulderystelser og ildelugtende, gult eller grønt slim, evt. blodigt opspyt. Diagnosen stilles ved røntgenundersøgelse af lungerne, som ofte viser en rund skygge med væskespejl, og ved påvisning af mikroorganismer i opspyt. Behandlingen består i antibiotika og stillingsdrænage (lungefysioterapi). Byldens indhold tømmes ofte gennem bronkierne og kirurgisk behandling er normalt ikke nødvendig ved ukompliceret lungebyld.

Lungecyster er større hulrum i lungevævet, enten medfødt eller erhvervet senere i livet, som følge af infektion eller lungeemfysem. Cyster kan ved en ventileffekt vokse under vejrtrækningen og dermed trykke på lungen og give kortåndethed. Små cyster behøver ingen behandling, men større cyster, som truer lungefunktionen eller bliver betændte, kan kræve kirurgisk behandling.

Cyster kan undertiden briste og medføre luftansamling i lungehulen (pneumothorax), hvorved lungen falder helt eller delvis sammen. Pneumothorax kan også ses ved skader, som perforerer brystvæg og lunge. Symptomerne ved pneumothorax er stingsmerter ved vejrtrækning, tør hoste og kortåndethed. Behandlingen består i udtømmelse af luften via dræn gennem brystvæggen, som fjernes når lungen er helt udfoldet. I gentagne tilfælde indsprøjtes et lægemiddel mellem den indre og ydre lungehinde, hvorved lungehinderne klæbes sammen (pleurodese), eller der foretages operation med fjernelse af lungehinden (dekortikation).

Lungefibrose er bindevævsfortykkelse i lungevævet, som bliver stift. Lungefibrose kan dels fremkomme af ukendt årsag (kryptogen lungefibrose), dels ved arbejdsbetingede lungesygdomme, fx støvlungesygdom og tærskerlunge, bindevævssygdomme, efter infektioner, fx tuberkulose, og som bivirkning til visse lægemidler. Symptomerne er tiltagende kortåndethed og evt. tør hoste. Nogle tilfælde af lungefibrose fører til lungesvigt, som kræver iltbehandling. Diagnosen stilles ved røntgenundersøgelse af lungerne, som vil vise bindevævsforandringer, og ved vævsprøve (biopsi) med påvisning af karakteristiske forandringer i lungevævet. Behandling med binyrebarkhormon og lægemidler, der hæmmer immunsystemet, kan være nødvendig.

Lungesvigt (respirationsinsufficiens, nedsat lungefunktion) er den tilstand, der optræder, når lungerne ikke er i stand til at opretholde normalt indhold af ilt og kuldioxid i blodet. Lungesvigt kan dels skyldes en utilstrækkelig transport af ilt og kuldioxid mellem lunger og blod, dels svigtende luftskifte ind og ud af lungerne. Lungesvigt skyldes oftest lungesygdomme, fx kronisk bronkitis med lungeemfysem (KOL), lungebetændelse, lungeatelektase, lungekræft og lungelæsioner, men også deformiteter i ryghvirvelsøjlen, polio og forgiftninger med lammelser kan medføre lungesvigt.

Symptomerne er kortåndethed, blåfarvning (cyanose) af læber og negle samt sløret bevidsthed, evt. bevidstløshed. Diagnosen stilles ved måling af ilt og kuldioxid i arterieblodet.

Behandlingen tilsigter at opretholde normalt indhold i blodet af ilt og kuldioxid ved iltbehandling. I alvorlige tilfælde anvendes respiratorbehandling. Personer med lungesvigt som følge af kronisk obstruktiv lungesygdom kan anvende iltbehandling i hjemmet. Iltbehandling tilsigter brug af ilt ofte i mindst 16 timer per døgn.

Lungesymptomer omfatter hoste, opspyt, kortåndethed og brystsmerter

Lungeundersøgelser omfatter stetoskopi, røntgenundersøgelse, lungefunktionsundersøgelser, blodgasanalyse, undersøgelse af opspyt eller slim, bronkoskopi, torakoskopi, pleurapunktur og mediastinoskopi.

• lungerne
• vejrtrækning
• ilt