streptokokker

S. pyogenes gruppe A er den vigtigste pyogene streptokok. Den findes kun hos mennesker. Den indeholder Lancefields gruppe A-antigen og kan yderligere inddeles i mere end 70 serologiske typer baseret på proteinantigenerne M og T. Immunitet over for S. pyogenes gruppe A er M-type-specifik, hvorfor gentagne infektioner og epidemier ses hyppigt med forskellige M-typer. M-proteinet sidder på bakteriernes cellevæg og modvirker, at de bliver optaget og dræbt af de hvide blodlegemer (fagocytose), medmindre man har dannet antistoffer mod det pågældende M-protein.

S. pyogenes gruppe A producerer desuden en række toksiner og enzymer, der gør, at den kan give både lette og meget svære infektioner. Det gælder således O- og S-hæmolysinerne, som opløser (hæmolyserer) de røde blodlegemer, så der opstår beta-hæmolyse omkring kolonierne på en blodplade. Også andre celler, fx de hvide blodlegemer, opløses af disse hæmolysiner. Endvidere producerer bakterierne enzymerne streptokinase og streptodornase, der opløser henholdsvis fibrin og frit DNA og RNA, der stammer fra betændelsescellerne i betændelsessekret. Disse enzymer kan bruges til at opløse sejt betændelsessekret i hulrum, og streptokinase har været brugt til at opløse blodpropper, men det er nu erstattet af andre præparater.

Bakterierne producerer også hyaluronidase, som opløser bindevævets grundsubstans (hyaluronsyre) og derfor bidrager til, at streptokokinfektioner hurtigt kan sprede sig i vævene.

Endelig danner nogle stammer af bakterierne streptokok pyogene eksotoksin A (SpeA) og B (SpeB) og undertyper heraf. Det hed tidligere det erythrogene toksin og er årsag til det røde, prikkede hududslæt ved børnesygdommen skarlagensfeber og er desuden årsag til det alvorligt forløbende streptococcal toxic shock syndrome. Det fungerer som et såkaldt superantigen, der stimulerer et stort antal hvide blodlegemer til at frigøre cytokiner, der medfører høj feber, lavt blodtryk, multiorgansvigt og shock. SpeA og SpeB neutraliseres af specifikke antistoffer, og kan man kun få skarlagensfeber én gang. Gammaglobulin, der er sammensat af tapninger fra mange bloddonorer, indeholder sådanne antistoffer mod SpeA og SpeB og anvendes derfor tilat behandle streptococcal toxic shock syndrome sammen med antibiotika.

S. pyogenes gruppe A kan være til stede i svælgfloraen i beskeden mængde uden at give sygdom eller symptomer. S. pyogenes gruppe A smitter ved kontakt, via luften og sommetider via maden. Den hyppigste sygdom den forårsager, er halsbetændelse, med smerter og hvide belægninger i svælget. S. pyogenes gruppe A forårsager også overfladiske hudinfektioner som børnesår (impetigo), der er meget smitsom. I underhuden forårsager den rosen (erysipelas). Udgående og hurtigt bredende sig fra sår og dybt i muskulaturen under bindevævet (fascien) forårsager den den meget alvorlige nekrotiserende fasciitis og myositis, der hurtigt kan udvikle sig til streptococcal toxic shock syndrome.

Tidligere sås også barselsfeber forårsaget af disse bakterier, men det blev bekæmpet i 1847 af den ungarske fødselslæge Ignaz Phillipp Semmelweis (1818-1865), som indførte, at fødselslæger skulle anvende grundig håndhygiejne ved undersøgelse af de fødende patienter. To sjældne men alvorlige immunologiske følgesygdomme, især hos børn og unge, er akut glomerulonefritis med forbigående nyreskade og gigtfeber. Det medfører smerter og hævelse af de store led og sommetider beskadiget hjertevæv med fejl i hjerteklapperne. Disse følgesygdomme opstår 10–20 dage efter infektion med S. pyogenes gruppe A.

Halsbetændelse diagnosticeres hos lægen med en såkaldt gruppe A-streptokoktest. Det er en immunologisk metode til at påvise gruppe A-antigenet i svælgsekret på få minutter. Desuden foretages der dyrkning af bakterierne og følsomhedsbestemmelse over for antibiotika. Der kan påvises en tidligere alvorlig S. pyogenes gruppe A-infektion, fx glomerulonefritis og gigtfeber, ved at måle, om patienten har dannet antistoffer i blodet mod streptolysin O (AST testen) og mod hyaluronidase (ASH). Alle S. pyogenes gruppe A er penicillinfølsomme, og patienterne bliver derfor behandlet med penicillin. Ved penicillinallergi er der en række andre antibiotika, der kan anvendes.

Gruppe B-streptokokker forårsager yverbetændelse (mastitis) hos køer og findes hos mennesker i tyktarmens indhold (fæces) og sommetider i kvinders skede (vagina), hvorfra den kan forårsage blærebetændelse. Under fødslen kan den inficere det nyfødte barn og forårsage lungebetændelse, blodforgiftning og meningitis hos barnet med høj dødelighed. I barselperioden efter fødslen kan den forårsage barselfeber og endvidere underlivsbetændelse efter gynækologiske operationer. Behandlingen er penicillin evt. samtidig med gentamicin for at forstærke effekten. Ved dyrkning af gruppe B-streptokokker i urin hos gravide, skal der behandles med penicillin, og fundet skal noteres i svangerskabspapirerne, fordi den gravide stadig kan være bærer af bakterierne ved fødslen. I disse tilfælde behandles det nyfødte barn profylaktisk med penicillin.

Gruppe B-streptokokker laver en lille beta-hæmolytisk zone omkring kolonierne på blodagarplader. Baseret på kapselpolysakkarider og proteiner er flere serologiske typer beskrevet. Der findes andre pyogene streptokokker (Lancefield's gruppe C, F og G), der sommetider også kan forårsage alvorlige infektioner. De er også følsomme over for penicillin.