Plexus pampiniformis er et netværk af mindre vener, der lægger sig omkring arteria testicularis hos mænd og arteria ovarica hos kvinder.

Faktaboks

Etymologi

Ordet pampiniformis kommer af latin pampinus, 'vinranke ('vinrankeformet'), vinløv'

Venerne udgår fra gonaderne, æggestokkene hos kvinder og testiklerne hos mænd, op til den nedre abdominale del af vena testicularis eller vena ovarica. Venenettet er som regel kraftigere udviklet på venstre side.

Plexus pampiniformis i testikler

Hos mænd drænerer venenettet testiklerne, omslutter arteria testicularis i sædstrengen og går gennem lyskekanalen til det opløses og går bag bughinden, retroperitonealt, over i vena testicularis. Den højre vene munder ud i vena cava inferior og den venstre i vena renalis sinistra.

Det antages, at venenettet hos mænd har betydning for temperaturreguleringen af testiklerne. Ophobning af venøst blod i plexus betegnes som varikocele.

Plexus pampiniformis i æggestokke

Hos kvinder betegnes det tilsvarende venenetværk som plexus venosus ovaricus. Det drænerer æggestokkene, ovarierne, går som netværk over i vena ovarica via mesovarium, og følger derefter samme bane som hos mænd.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig