Rygmarvsbetændelse er en sjælden, akut sygdom i rygmarven.

Faktaboks

Også kendt som

myelitis, akut transversel myelitis

Årsager

I de fleste tilfælde skyldes rygmarvsbetændelsen en reaktiv betændelsestilstand (inflammation) i efterforløbet af en infektion med visse mikroorganismer, fx Mycoplasma pneumoniae, Epstein-Barr-virus (EBV) eller enterovirus. I mange tilfælde påvises den udløsende årsag ikke.

Symptomer ved rygmarvsbetændelse

Symptomerne er udstrålende smerter og føleforstyrrelser, afhængig af hvilket område af rygmarven, der er angrebet. Ved en høj lokalisering, dvs. svarende til halsregionen, kan der ses lammelse af både arme og ben (tetraparese), hvorimod en lokalisering i bryst-regionen kun påvirker benene (paraparese). Der er også ofte forstyrrelser af blæretømning og tarmfunktionen.

Symptomerne ved rygmarvsbetændelse kan udvikle sig over dage.

Diagnose

Diagnosen stilles ud fra personens symptomer, MR-scanning og undersøgelser af spinalvæsken. Ved udredningen udelukkes det, at symptomerne er opstået pga. en række tilstande, der har lignende symptomer, såsom multipel sklerose (MS) eller blodpropper i rygmarven.

Lumbalpunktur

Spinalvæsken undersøges ved en undersøgelse, der kaldes lumbalpunktur. Ved denne undersøgelse er der let betændelse (inflammation) i spinalvæsken, som viser sig ved et let forhøjet celletal, men der er ingen påvisning af mikroorganismer. Derudover er der et forhøjet niveau af proteiner.

MR-scanning

MR-scanningen foretages med indgivelse af kontrastmiddel. Ved denne ses ophobning af væske (ødem) og kontrastopladning i de angrebne områder.

Behandling

I den akutte fase kan immundæmpende behandling komme på tale med fx binyrebarkhormon. Bedring indtræder ofte efter nogle måneder, evt. med forbigående spasticitet i benene.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig