sandmuslinger

Sandmuslinger er en slægt af marine muslinger, som lever dybt nedgravet i sand. Der findes to arter i danske farvande: almindelig sandmusling (Mya arenaria) og afstumpet eller but sandmusling (M. truncata).

I arktiske farvande findes en tredje art, M. pseudoarenaria, og ved Japans kyster lever en art, der tidligere blev anset for almindelige sandmusling, men som på grundlag af DNA-analyser i dag betragtes som en selvstændig art, M. japonica.

Sandmuslinger har meget lange, sammenvoksede ånderør beklædt med et hornagtigt lag, periostracum (se muslinger). Skallen mangler hængseltænder, og i stedet er venstre skalhalvdel forsynet med en trekantet båndplade, mens højre skalhalvdel har en båndgrube. Foden er lille og kappefolderne sammenvoksede, så der kun er en lille åbning til foden. De voksne muslinger sidder permanent nedgravede; de er ikke i stand til at grave sig ned, hvis de ved et uheld kommer op på overfladen.

I Europa har sandmuslinger ingen eller kun meget beskeden økonomisk eller kulinarisk betydning, hvorimod de er meget vigtige i Asien og i USA. De amerikanske navne, steamer, softshell, longneck, hentyder dels til deres anvendelse som hoved- og karakterbestanddel i clambake, dels til deres udseende.

Siden 1970 har man på den nordamerikanske Stillehavskyst opdyrket et marked for en slægtning, geoduck (Panopea abrupta), også kaldet king clam eller elephant trunk clam, der kan veje op til 7,5 kg, med 2 m langt ånderør. På grund af ånderørets imponerende udseende har den opnået ry (og pris) som afrodisiakum på det kinesiske marked.

Sandmuslinger skal afsandes ved at går et par døgn i rent havvand, evt. tilsat majsmel i håb om at dyrene ved at optage majsmelet bliver flinkere til at udskille sandet.