stemmeret til kvinder

Den 5. juni 1915 dannede unge kvinder i hvidt fortrop for de ca. 20.000 danske kvinder, der gik i procession gennem Københavns gader til Amalienborg Slot, efter at kvindestemmeretten var vundet.

Københavns Museum.

Licens: Begrænset anvendelse

I Danmark fik kvinder stemmeret til by- og sogneråd i 1908 med første valg 1909, og stemmeret til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget i 1915 med første valg 1918. Forud for grundlovsændringen i 1915, hvor kvinder fik fuld stemmeret, var der gået en lang politisk kamp og offentlig debat.

Stemmeret til kvinder har været et vigtigt krav i kvindebevægelsens historie. Dels som et mål i sig selv, fordi stemmeret betød anerkendelse af kvinderne som fuldgyldige medborgere, dels som et middel til at påvirke de politiske beslutninger i lokalpolitik og nationale parlamenter m.v. Med retten til at stemme ved offentlige valg fulgte (med enkelte historiske undtagelser) også valgbarhed, dvs. retten til at stille op som kandidat.

Stemmeret til kvinder i andre lande

Danmark var hverken først eller sidst med at give kvinder stemmeret. Territoriet Wyoming i USA var først med stemmeret til kvinder så tidligt som i 1869. Det første større gennembrud på nationalt plan kom mellem 1800-tallets slutning og tiden omkring 1. Verdenskrig med New Zealand i 1893, Australien i 1902, Finland i 1906, Norge i 1913, Rusland i 1917, Polen i 1918 og Sverige i 1919.

Det andet gennembrud kom omkring 2. Verdenskrig med bl.a. flere katolske lande, Frankrig i 1944, Italien i 1945 og Argentina i 1947. Det tredje gennembrud kom med afkoloniseringen i 1960’erne, bl.a. i Nigeria, Rwanda, Congo og Kenya. Som det sidste land i Europa fik kvinder i Schweiz først stemmeret til forbundsparlamentet i 1971. Senest er politiske forsamlinger uden megen magt blevet åbnet for kvinder på Den Arabiske Halvø.

I enkelte lande havde et fåtal kvinder, bl.a. formuende enker, tidligere haft ret til at stemme ved lokale valg som repræsentant for større økonomiske interesser. Men overordnet har den historiske udelukkelse været rettet mod kvinder som køn.

Argumenterne for og imod stemmeret til kvinder

Amerikansk karikaturtegning fra omkring 1900. Øverst til venstre står der: "Lad kvinderne styre regeringen!", og nederst: "Hvor, oh hvor, er min omstrejfende hustru i aften?" Manden er altså efterladt alene med børnene, og kvinders valgbarhed går dermed ud over familien.

Karikaturtegning imod stemmeret til kvinder.

Af Ukendt/Brian L. Bossier Collection.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Argumenterne imod kvindestemmeretten gik igen fra land til land. Længe ansås udelukkelsen af kvinder, ubemidlede og ikke-hvide mænd for så givet, at ingen argumenter ansås nødvendige. Da de første krav om kvindestemmeret fremkom i 1800-tallet, brugte modstanderne oftest religiøse argumenter om kvindens naturlige plads i hjemmet som mor og husmor, mens den offentlige sfære tilhørte manden, eller rettere husbonden, idet familiens overhovedet forventedes at varetage hustruens og resten af husstandens interesser. Stemmeret til kvinder kunne desuden ødelægge familien. ”Tænk, hvis mand og kone skulle stemme forskelligt!’, var indvendingen.

Kvinden (oftest omtalt i ental) blev også anset for inkompetent, for følelsesladet og irrationel til det politiske liv. Kvinder foretrak intriger frem for principielle diskussioner om politiske ideer, sagdes det. Men tonen kunne også være beskyttende: "Kvinden er hjemmets samlingspunkt og børnenes opdrager, og hun skal ikke ødelægges af det politiske livs smuds". Fra den danske debat: ”Kvindens styrke ligger ikke i hendes myndighed, men i hendes yndighed”, udtalte provst og politiker Jørgen Victor Bloch (1812-1892) i Landstinget 1857.

Også kvindebevægelsens argumenter for stemmeretten gik igen fra land til land, og nyheder om de første gennembrud fløj over landegrænserne.

Retfærdighedsargumentet

Retfærdighedsargumentet var centralt for stemmeretsforkæmperne. Det baserede sig på en naturretlig argumentation om, at kvinder og mænd er ligeværdige skabninger, og derfor må kvinders udelukkelse fra fuldt medborgerskab anses for uretfærdigt. I Declaration of Sentiments, vedtaget på den berømte Seneca Falls-kongres i USA 1848, omformulerede man indledningen til den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, ”All men are created equal”, til ”All men and women are created equal”. Under retfærdighedsargumentet ses stemmeretten som et mål i sig selv, en anerkendelse af kvinder som fuldgyldige medborgere. Hvis kvinder skulle mangle kompetence, sagde stemmeretsforkæmperne, skyldes det ikke "kvindens natur", men at piger og kvinder ikke har samme adgang til uddannelse som drenge og mænd.

Andre argumenter for stemmeret til kvinder

Det andet hovedargument, og her ses stemmeretten som et middel, var, at det ville være godt for kvinderne og for hele samfundet, hvis kvinders anderledes livserfaringer, fx omkring familie og børn skulle influere det politiske liv.

Et tredje, mere kontroversielt argument var, at kvinderne skulle have stemmeret for at varetage deres egne interesser, fordi der i mange vigtige politiske sager var modsætninger mellem kvinders og mænds interesser. Det gjaldt fx i ægteskabslovgivningen, hvor manden juridisk var kvindens overhoved, havde forældremyndigheden over børnene, og sex var en "ægteskabelig pligt" for hustruen.

Imidlertid var kvindebevægelsen tilbageholdende med at bruge konfliktargumentet, fordi kun mænd sad i de politiske forsamlinger, som skulle give kvinder stemmeretten. Så var det enklere at argumentere med, at kvinderne kunne bringe ”moderligheden” ind i det politiske liv.

I de nye selvstændige lande, bl.a. på det afrikanske kontinent, hvor kvinder og mænd opnåede politiske rettigheder samtidig, finder man henvisninger til FN's Menneskerettighedserklæring fra 1948. I dag er normen, at demokrati kræver almindelig stemmeret for hele den voksne befolkning. Dog kan nogle af de gamle modargumenterne mod kvinders indtog i det offentlige liv stadig høres i fundamentalistiske kredse rundt om i verden som svar på krav om øget kvinderepræsentation.

Strategier i kampen for stemmeret

Kvindestemmeretten er et af de emner, som har kunnet samle fleste kvinder, både nationalt og internationalt, enten i brede alliancer mellem eksisterende kvindeorganisationer eller i specielle stemmeretsorganisationer. 1888 dannedes International Council of Women, en forening af nationale kvindesammenslutninger, og i 1904 opstod en særlig stemmeretsalliance, International Women’s Suffrage Alliance, senere omdøbt til International Alliance of Women. Begge organisationer eksisterer i dag som internationale NGO’er.

Stemmeretsbevægelserne arbejdede for at ændre den offentlige mening gennem oplysningskampagner, demonstrationer, foredragsmøder og pamfletter. De henvendte sig til politiske partier og udvalgte politikere for at få sagen sat på dagsorden i parlamenterne. I Storbritannien tog suffragetterne militante metoder i brug, og de blev hurtigt internationalt kendt. Men stemmeretsbevægelserne i andre lande måtte offentligt tage afstand fra suffragetterne og deres militante aktioner, som man frygtede ville skade sagen. Men samtidig inspireredes man af suffragetternes kompromisløshed og opsigtsvækkende aktioner.

Den politiske kontekst i det enkelte land var afgørende for alliancemulighederne, både samarbejdet mellem kvindeorganisationer indbyrdes og mellem kvindestemmeretsbevægelsen og andre grupper, som kæmpede for stemmeret i samtiden. I USA var der fx i 1860’erne uenighed om, hvorvidt kampen for stemmeret for sorte, dvs. sorte mænd, skulle gives prioritet, og kravet om kvindestemmeret derfor burde vente. Også kravet om ”stemmeret for kvinder på samme vilkår som mænd” gav anledning til splittelser, nemlig i lande med privilegeret valgret for mænd (økonomiske krav, uddannelseskrav, etnicitet m.v.). Skulle man støtte stemmeret til kommunale valg for bedrestillede kvinder, for dog at få brudt den totale udelukkelse, selv om det ikke ville give alle kvinder stemmeret?

Kvindestemmerettens gennembrud i Danmark

Grundloven fra 1849

Ved vedtagelsen af den første frie danske grundlov i 1849 blev kvindernes udelukkelse taget for givet. I Den Grundlovgivende Rigsforsamling udtalte juristen Tage Algreen-Ussing: ”Overalt erkender man jo således, at umyndige, børn, fruentimmer, forbrydere ikke bør have valgret.” Og derved blev det. Tilsammen udelukkede den nye grundlov og den efterfølgende valglov de såkaldte syv F’er fra stemmeret: Fruentimmer, folkeholdet (tjenestefolk), fattige, fanger, fjolser, fallenter og fremmede.

Videnskabsmænd støttede dette synspunkt: "Til en almindelig valgret kan det vel ikke fordres, at kvinder, børn og forbrydere skulle have valgret, thi disses udelukkelse er begrundet i sagens natur”, skrev juraprofessor Carl Georg von Holck i Den danske Statsforfatningsret, 1869.

Da kravet om kvindestemmeret blev rejst i slutningen af 1800-tallet, henviste modstanderne ligesom i andre lande til kvindens natur, hendes plads i hjemmet og mandens position som familieoverhoved. Et tidligt forslag om kommunal valgret til kvinder fik i 1888 støtte i Folketinget, men blev standset i Landstinget på forslag af digteren Carl Ploug med disse ord: ”Da Landstinget formener, at det hverken vil være i Kvindernes eller Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret, gaar det over til Dagsordenen”. Karikaturtegningerne fokuserede især på kvinders valgbarhed ved udsigten til kvindernes fremtidige latterlige og usømmelige indtog i de politiske gemakker, der var forbeholdt mænd.

I en pamflet, udgivet af Dansk Kvindesamfund 1887, forsvarer Astrid Stampe stemmeretskravet således: ”Medens der i kampen for politisk frihed for folkene har været talt mange store ord om menneskerettigheder, er det aldrig faldet nogen ind at betragte kvinderne som mennesker og give dem rettigheder derefter. Pligterne har staten derimod ikke glemt at pålægge kvinderne [skat] … Og mon ikke netop kvindens varme medfølelse med de svage og ubeskyttede og hendes stærke moralske sans vil virke gavnlig ind på lovgivningen”.

Stemmeretsorganisationer

Danmarks første kvindesagsforening, Dansk Kvindesamfund, stiftet 1871, tøvede længe med at tage kvindevalgret på programmet, fordi det i den anspændte Provisorietid ville anfægte foreningens upolitiske status. Det førte til dannelsen af Kvindelig Fremskridtsforening i 1885, som klart bekendte kulør i stemmeretssagen og dannede Kvindevalgretsforeningen af 1889 i samarbejde med flere af de nystartede kvindelige fagforeninger. Ti år senere stiftedes Danske Kvinders Valgretsudvalg, senere benævnt Valgretsforbundet.

På den socialistiske kvindekonference i tilknytning til Anden Internationales kongres i Stuttgart i 1907 blev det kritiseret, at socialistiske kvinder i mange lande, herunder i Danmark, samarbejdede i tværpolitiske kvindevalgretsforeninger med "borgerlige" kvinder. De danske socialdemokratiske kvinder trak sig nu ud af Valgretsforbundet og dannede i stedet Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening under ledelse af den meget aktive fagforeningsformand Andrea Brochmann. Foreningen søgte optagelse i Socialdemokratiet, men fik afslag med den begrundelse, at partiet ikke optog særskilte kvindeorganisationer.

Alt i alt var der i Danmark et betydeligt samarbejde på tværs af klasseskel omkring kvindestemmeretten og andre kvindepolitiske emner, men der var også organisatoriske splittelser, som dog mildnedes af mange overlappende individuelle medlemskaber. I 1913 dannedes Foreningen af Mænd for Kvinders Valgret.

Presset på de politiske partier voksede. Efter århundredskiftet opstod der kvindestemmeretsforeninger over hele landet. I de større byer fandtes flere konkurrerende foreninger, mens man i mindre kommuner kunne samles i én stemmeretsforening. Den største konkurrent til Dansk Kvindesamfund var Landsforbundet for Kvinders Valgret, stiftet 1907 med Elna Munch som primus motor og bladet Kvindevalgret som medlemsblad. Datidens politik afspejledes i de to foreninger, idet der i Landsforbundet for Kvinders Valgrets ledelse sad en del radikale og socialdemokratiske kvinder, mens mange i Dansk Kvindesamfunds ledelse havde tilknytning til partiet Venstre, og enkelte til et af højrepartierne.

Stemmeretten vindes skridt for skridt

Efter århundredskiftet opnåede kvinderne skridt for skridt stemmeret som led i den reformlovgivning, som fulgte efter Systemskiftet i 1901. Første gang kvinder kunne stemme, var til de nyoprettede menighedsråd i 1903. Tilhængerne argumenterede for dette nybrud med, at ”kvinderne er mere religiøst orienterede end mændene”, mens modstanderne udtalte bekymring for, at det ville føre til yderligere krav om stemmeret for kvinder. Og det sket ganske rigtigt. I 1905 blev kvinder valgbare til Værgerådene for børn, i 1907 fik de valgbarhed og valgret til hjælpekasserne, som skulle give hjælp uden fattighjælpens restriktioner, og i 1908 kom valgret og valgbarhed til de reformerede sogne- og byråd. I 1915 kom så endelig den grundlovsændring, som gav kvinder stemmeret til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget.

Det står historiebøgerne, at disse reformer gav stemmeret til ”kvinder og tyende”. Det er to overlappende kategorier, men pointen er, at Danmark med disse reformer nærmede sig almindelig stemmeret, idet 1849-grundlovens stemmeretskrav om egen husstand nu bortfaldt, hvilket særligt havde ramt de mange tjenestefolk i byerne og på landet. Visse mindre grupper var dog stadig udelukket, herunder skatteskyldige, konkursramte og umyndiggjorte.

Det store valgretstog den 5. juni 1915

Kvindestemmeretten blev fejret i København med et storstilet kvindeoptog til Amalienborg. Organisatorerne understregede, at dette ikke var et takketog – man takker ikke for noget, man burde have fået for længst! En enestående bred kreds af kvindeorganisationer stod bag kvindetoget.

Dog stod de socialdemokratiske stemmeretsforkæmpere ikke som medindbydere på indkaldelsen. Partiorganet, Social-Demokraten, advarede samme dag de socialdemokratiske kvinder mod at gå i kvindetoget sammen med ”borgerskabets kvinder”. I stedet burde de, skrev avisen, gå sammen med arbejderklassens mænd i Socialdemokratiets grundlovstog til Søndermarken. Kilder blandt socialdemokratiske kvinder har dog fortalt, at man godt kunne nå begge dele. Det historiske kvindetog blev gentaget ved 100-året for kvindestemmeretten i 2015.

Efter stemmeretten

Landsforbundet for Kvinders Valgret nedlagde som lovet sig selv, da stemmeretten var opnået, og de opfordrede kvinderne til at tilslutte sig de etablerede partier. Gyrithe Lemche, ledende i Dansk Kvindesamfunds forretningsudvalg og redaktør af foreningens blad Kvinden & Samfundet, agiterede derimod for, at kvindestemmeretten burde blive et ”systemskifte”. Hun understregede, at de politiske partier jo allerede var dannet, før kvinderne havde ret til at være med. Hendes ideer om et selvstændigt kvindeparti fik ikke støtte i Dansk Kvindesamfund, men alligevel opstod der ved de første kommunalvalg med kvindestemmeret en del lokale kvindelister.

De første lande med stemmeret til kvinder

Oversigt over de første lande med kvindestemmeret til det nationale/føderale parlament. Det første valg efter de nye regler fandt sted samme år eller nogle år senere.

År	Land
1893	New Zealand
1902	Australien
1906	Finland
1913	Norge
1915	Danmark og Island
1917	Rusland
1918	Storbritannien, valgretsalder for kvinder over 30 år (mænd 21 år), dog valgbarhed 21 år for begge køn. Først i 1928 fik kvinderne stemmeret på lige vilkår.
1918	Litauen, Letland, Polen, Tyskland og Ungarn
1919	Sverige
1920	Forbundsstaten USA og dermed alle delstater.

Læs mere i Lex

Videre læsning

Birgitte Possing: Argumenter mod kvinder – fra demokratiets barndom til idag. Strandberg, 2022.
Anette Borchorst og Drude Dahlerup (red.): Før og efter stemmeretten. Køn, demokrati og velfærd. Frydenlund Academic, 2015.
Pia Fris Laneth: 1915. Da kvinder og tyende blev borgere. Gyldendal, 2015.
Drude Dahlerup: "Et selvstændigt kvindeparti? Den danske kvinderetsbevægelse efter stemmeretten var vundet, 1903-18," i Kvindestudier, 6 bidrag, 1977.
Ellen Strange Petersen (red.): Kvinderne og valgretten. Schultz, 1965
Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar. Med tillæg 1912-1918. Dansk Kvindesamfund, 1939.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Ligestilling og feminisme

Drude Dahlerup

Professor, cand.scient.pol.; Roskilde Universitet