tenor (musikbegreb)

Tenor (med tryk på sidste stavelse) kaldes den højeste mandsstemme, der normalt spænder over tonerne c-a', i opera ofte fra c-c''. Det er også betegnelsen for en sanger med en sådan stemme. Se også kontratenor og stemme.

Især inden for opera skelnes der mellem lyrisk tenor, der har en lys og blød klang (fx Tamino i Mozarts Tryllefløjten), og den lidt kraftigere og mørkere klingende heltetenor, der ofte optræder i Richard Wagners musikdramatik (Parsifal, Siegfried, Siegmund, Tannhäuser).

I gregoriansk sang er tenor (med tryk på første stavelse) det samme som recitationstone. I flerstemmig musik fra senmiddelalder og tidlig renæssance er ténor den stemme, der indeholder satsens bærende melodi, også kaldet cantus firmus, ofte den næstdybeste, dvs. mellem bas (bassus) og alt (altus).

Instrumentfamilier er inddelt i de samme stemmegrupper som de fire, vi kender fra vokalmusikken: sopran – alt – tenor – bas. Saxofonfamilien består fx af sopran-, alt-, tenor- og barytonsax. Træblæserfamilien består af obo (sopran), engelskhorn (alt), fagot (tenor) og kontrafagot (bas). Strygerfamilien af 1. og 2. violin (sopran og mezzosopran), bratsch (alt), cello (tenor) og kontrabas. Blokfløjter og messingblæsere er inddelt på samme måde.