Urografi er en røntgenundersøgelse, der bruges til at undersøge nyrerne, de rør, der forbinder nyrerne med blæren (urinlederne) og blæren. Formålet er at opdage eventuelle forandringer, blokeringer eller sygdomme i urinvejene, fx nyresten, urinvejsinfektioner, svulster eller medfødte misdannelser.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet kommer af uro-, der er latinsk sammensætningsform af græsk ouron 'urin' og grafein ‘skrive’
Før undersøgelsen får personen en indsprøjtning med et kontrastmiddel i en blodåre, typisk i armen. Kontrastmidlet gør urinvejene tydelige på røntgenbillederne, da det udskilles gennem nyrerne og transporteres via urinlederne til blæren. Røntgenbilleder tages med jævne mellemrum, efterhånden som kontrastmidlet bevæger sig gennem urinvejene.
Traditionel urografi er i dag i høj grad erstattet af CT-scanning, MR-scanning eller ultralydundersøgelse af nyrerne, mens nyrefunktionen bedre vurderes med nyrescintigrafi med SPECT/CT billedoptagelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.