Danmark - social sikring

Fattigloven af 1708 betød, at det blev pålagt de enkelte sogne at sørge for bl.a. fødevarer til sognets uarbejdsdygtige, fattige indbyggere. De arbejdsdygtige fattige blev henvist til tvangsarbejde i fx tugthuse. Fra 1803 indførtes en fattigskat til dækning af sognenes udgifter til fattighjælp. Modtagere af fattighjælp havde efter indførelsen af fri forfatning i 1849 ikke stemmeret, og indgåelse af ægteskab var dem forbudt. Ved lov oprettedes i 1856 De fattiges Kasse, som helt hvilede på private bidrag, bl.a. fra kirkebøsserne; kassen havde til formål at yde bistand, inden den fattige måtte ty til den almindelige fattigforsørgelse og dermed miste sine borgerlige rettigheder.

I 1891 indførtes Lov om Alderdomsunderstøttelse og en revideret fattiglov; fx indførtes offentlig støtte til lægebehandling, jordemoderhjælp og begravelse. Indførelsen af alderdomsunderstøttelsen var epokegørende: De over 60-årige blev udskilt som værdigt trængende, dvs. at hjælpen blev ydet uden tab af stemmeret, et brud med den hidtidige fattighjælps almissepræg. Desuden bidrog nu ikke alene sognene, men også staten til finansieringen.

En sygekasselov vedtoges i 1892 omfattende et privat, frivilligt forsikringsprincip med kontingentbetaling, men med statsligt tilskud. Sygekasseidéen byggede på en række ældre privatorganiserede sygekasser, som sikrede medlemmerne forskellige former for hjælp under sygdom. I perioden op til Sygekasselovens vedtagelse fandtes omkring 1000 private sygekasser med i alt over 100.000 medlemmer.

En lov om ulykkesforsikring trådte i kraft i 1898. Fra 1907 begyndte staten at yde tilskud til arbejdsløshedskasserne, uden at det medførte tab af borgerlige rettigheder for modtageren. Tilsvarende indførtes 1921 en obligatorisk invaliderentelov, hvorefter invalider fik bistand uden rettighedstab.

De mange enkeltlove, som var vedtaget i perioden fra omkring 1890 til 1930, blev samlet og forenklet gennem den store socialreform i 1933 (Steinckes socialreform). Det blev nu generelt fastslået, at økonomisk støtte til borgerne som følge af en social begivenhed ikke skulle indskrænke de borgerlige rettigheder; indskrænkningerne blev dog først totalt afskaffet med Lov om offentlig forsorg i 1961.

Sociallovene blev samlet i fire hovedlove:

• Lov om folkeforsikring vedrørende sygdom, invaliditet og alderdom
• Lov om arbejdsløshed
• Lov om ulykkesforsikring
• Lov om offentlig forsorg.

Efter 2. Verdenskrig afspejlede sociallovgivningen en stadig udbygning af velfærdsstaten; der indførtes en række love for særlige trangstilfælde, herunder for døve (1950), blinde (1956) og såkaldte åndssvage (1959). I 1956 oprettedes gennem overenskomst på arbejdsmarkedet løn under sygdom. I 1958 etableredes en hjemmehjælpsordning, som erstattede den hidtidige husmoderafløsning.

Ved en ny lov om folke- og invalidepension (1956) indførtes som princip, at alle havde ret til pension uden hensyn til formue og indkomst og uafhængigt af tidligere erhvervsaktivitet og tidligere indkomstforhold. Alle over 69 år fik således ret til et mindstebeløb i folkepension. I 1964 indførtes Arbejdsmarkedets Tillægspension, en obligatorisk ordning for lønmodtagere, hvor pensionen afhænger af de indbetalte bidrag. Senere er kommet en række ændringer til folkepension, eksempelvis at indkomst kan have betydning for pensionstillæggets størrelse.

I 1973 oprettedes en obligatorisk sygesikringsordning betalt via generelle skatter, som afløste sygekasserne, og samtidig indførtes en dagpengereform, som sikrede alle mod indtægtstab ved sygdom.

I 1976 trådte Bistandsloven i kraft. Der indførtes hermed en énstrenget struktur, hvilket indebærer, at uanset årsagerne til den sociale nød skal kommunens bistandskontor tage vare på problemerne. Med loven indførtes et skønsprincip, dvs. at der skulle ydes støtte ud fra en samlet vurdering af klientens situation. Der er siden gennemført en lang række ændringer i Bistandsloven. Væsentligt er, at skønsprincippet i 1987 blev ændret til et retsprincip, som betød faste takster for de fleste ydelser. Bistandsloven blev i 1998 afløst af Lov om aktiv socialpolitik og Lov om social service. Retten til at modtage ydelser blev nu betinget af pligt til at udnytte arbejdsevnen, fx. modtage tilbud om job eller aktivering.

Efterlønsordningen, som blev indført i 1979, gjorde det muligt for 60-66-årige medlemmer af en arbejdsløshedskasse at trække sig ud af arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Efterlønnen blev, ligesom de senere orlovs- og aktiveringsordninger, i vidt omfang oprettet med henblik på at reducere ledigheden. I 1999 blev ordningen ændret, så det blev fordelagtigt for den enkelte at udskyde overgangen til efterløn. Ved nedsættelsen af folkepensionsalderen til 65 år pr. 1.7.2004 omfattede efterlønnen alene de 60-64-årige. I 2025 er antal år på efterløn højest 3 år, d.v.s. det er først muligt hvis de øvrige betingelser for efterløn er opfyldt at gå på efterløn som 64 årig.

Kommunalreformen pr. 1.1.2007 ændrede grundlæggende på opgavefordelingen. Amtskommunerne blev nedlagt og de fem nye regioner fik ansvar for sundhedsområdet, dog i tæt samarbejde med de 98 nye kommuner (før 271). Kommunerne får myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar for stort set alle sociale ydelser og tilbud.

De sociale udgifter udgjorde i 2024 41 procent af de samlede offentlige driftsudgifter og udgifter til sundhed omkring 17 %. Målt i faste priser er udgifterne til social service øget 10 procent i perioden 2014-2024. Ydelser vedrørende alderdom, sygdom og invaliditet udgør knapt 70 procent af samtlige sociale udgifter (2024). Ved siden af de offentlige ordninger findes flere hundrede frivillige kirkelige og humanitære organisationer, krisecentre og besøgsordninger.

Alle familier med børn under 18 år modtager børne- eller ungeydelse som et fast skattefrit beløb pr. barn og med en højere sats for børn under syv år, og højest for børn mellem 0 og 2 år. Beløbet udbetales med halvdelen til hver forælder. Der er en indkomstgraduering så hvis indkomst er over 917.000 kr. i 2025 nedsættes ydelsen gradvist. Forsørgere, som er enlige eller pensionister, kan desuden få børnetilskud. Børneydelserne er relativt høje i Danmark sammenlignet med andre lande. Børnefamilier kan få gratis hjemmehjælp, hvis den person, som skal tage vare på hjem og børn, ikke kan klare det pga. fx sygdom eller fødsel. Familier, der bor til leje, kan, bl.a. afhængigt af husstandsindkomsten og huslejen, modtage boligsikring.

De offentligt støttede daginstitutioner for børn omfatter især vuggestuer (0-2-årige), børnehaver (3-6-årige), fritidshjem (6-10-årige) samt aldersintegrerede institutioner. Derudover er der skolefritidsordninger i tilknytning til folkeskolerne. Desuden findes kommunal dagpleje, hvor børn passes i private hjem; forældrebetalingen udgør maks. 33 procent af driftsomkostningerne, fra 2006 nedsat til højest 25 procent idet kommunerne afgør hvor meget de vil opkræve, og der kan af økonomiske eller sociale grunde gives hel eller delvis friplads. I 2023 var mere end 260.000 børn mellem 0 og 5 år i et daginstitutionstilbud. Der er indført frit valg af dagtilbud over kommunegrænser og fra 1.7.2006 blev etableret pasningsgaranti for børn fra ¹/₂ år til skolestart.

Kommunen skal efter behov yde praktisk, pædagogisk og økonomisk rådgivning og støtte til familier med børn og unge. Hvis barnet ikke kan være i eget hjem, kan kommunen med eller uden forældrenes samtykke placere barnet uden for hjemmet i fx familiepleje eller døgninstitution; tvangsfjernelse kan ske, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling i modsat fald vil lide skade.

Ved udgangen af 2004 var 14.000 børn anbragt uden for eget hjem, hvoraf 1200 var tvangsfjernet. I 2001 fik 15.000 børn og unge forebyggende hjælp i form af fx aflastningsophold. Desuden modtog 36.000 hjælp på familieniveau, fx konsulentbistand, eller praktisk støtte.

Andelen af ældre, som bor på plejehjem, har været dalende i de senere år; traditionelle plejehjem opføres stort set ikke mere, idet det i adskillige år har været en ældrepolitisk målsætning, at flest muligt skal forblive i eget hjem. I takt med denne udvikling er der opført et stigende antal ældreboliger med særlige faciliteter og varierende grad af tilknyttet service, som i en del tilfælde er på niveau med traditionelle plejehjem. Samtidig modtager flere og flere hjemmehjælp og ældreservice (uden brugerbetaling), hvilket hænger sammen med, at flere ældre lever længere og bliver boende i eget hjem.

Det er ligeledes målsætningen, at handicappede skal blive længst muligt i eget hjem; uanset indtægtsforhold stilles nødvendige hjælpemidler til rådighed, og der gives hjælp til indretning af boligen og til merudgifter som følge af handicappet; endvidere skal kommunen sørge for revalidering, genoptræning og beskæftigelsestilbud. For handicappede, der ikke kan bo i eget hjem, har der i en årrække været en omstilling fra store institutioner til små bofællesskaber eller selvstændige boliger med fællesfaciliteter og service.