absurdisme

Skuespillene har ingen fremadskridende handling og ingen intrige, og personerne opfører sig ulogisk og taler ofte nonsenssprog. I starten stod publikum højst uforstående over for disse anti-litterære og anti- naturalistiske dramaer, som fremviste menneskets fremmedgørelse, sprogets manglende kommunikationsevne og personernes forsøg på at skabe kontakt, hvor det ikke er muligt. Ud fra et konventionelt synspunkt kan absurd teater således virke meningsløst, men hvis det bl.a. vurderes på baggrund af psykoanalysen, får det en anden betydning, fordi vægten lægges på dets berøring med arketyper i det kollektive ubevidste. De personer, der vises på scenen, er personifikationer af mønstre, som mennesket er tvunget til at virkeliggøre, og de ting de foretager sig er oprindelige handlinger, der skildrer eksistentielle muligheder.

Dekorationen i absurd teater er ofte enkel og nøgen hvor de fysiske genstande bliver konkrete symboler, som træet i BeckettsVi venter på Godot, ophobningen af stole i IonescosStolene og det voksende lig i Ionescos Amédée eller Hvordan bliver vi af med det?, og spillestilen er typiserende, med skiftende tempi og hurtig rytme som hentet fra revyen.

Absurd teater har sit udspring i Frankrig, påvirket af den foregående tids avantgardeteater. Blandt de egentlige absurde forfattere er Ionesco, hvis første skuespil La Cantatrice Chauve (Den skaldede sangerinde Riddersalen 1961) havde premiere på Théâtre des Noctambules 1950 og Beckett med opførelsen af En attendant Godot Paris 1953 (Vi venter på Godot Aarhus Teater 1956). Jean Tardieu, Arthur Adamov, den spanske dramatiker Fernando Arrabal og den tjekkiske dramatiker Václav Havel har ligeledes haft betydning for genrens udbredelse rundt om i verden og været til inspiration for bl.a. Edward Albee og Harold Pinter.

Aarhus Teater introducerede absurd teater i Danmark med Becketts Vi venter på Godot 1956, og snart fulgte Pinter og Ionesco forbilledligt opført med Preben Harris som instruktør. Men også Studenterscenen var med, da den i 1958 opførte Becketts Krapps sidste bånd og Ionescos Enetime. Siden fulgte andre teatre, Det Kongelige Teater spillede Becketts Slutspil i 1959, Folketeatret Amédée eller hvordan bliver vi af med det? 1961 og Alléscenen Ionescos Næsehornet samme år. Det nystartede Fiolteatret gjorde med bl.a. Christian Ludvigsen også en indsats for den nye dramatik i de følgende år, bl.a. med Becketts Glade Dage 1962.

Ud over Beckett og Ionesco er absurdisterne Tardieu, Arrabal og Adamov oftest opført i Danmark og har påvirket bl.a. Jess Ørnsbo og Line Knutzon. Men retningen har også haft betydning for instruktører, der har overført absurdisme til klassiske skuespil, bl.a. inspireret af den danske litteraturhistoriker Jens Kruuses Holbergs maske 1964 og den polske litteraturhistoriker Jan Kotts bøger som Shakespeare – vor samtidige 1966. Se også Arketype; Jean Cocteau.