Grønlandsk litteratur

Den førkoloniale tid var kendetegnet ved mundtligt overleverede myter og sagn, der havde til formål at oplyse samt at bevare tradition og sprog. Med koloniseringen kom inspirationen til at indsamle disse myter og sagn, og Sydgrønlands inspektør, H. Rink, udgav fra 1857 Kaladlit oqalluktualliait/Grønlandske Folkesagn, som bl.a. bestod af manuskripter af Aron fra Kangeq og Jens Kreutzmann fra Kangaamiut.

Knud Rasmussen udgav i 1921-25 Myter og Sagn fra Grønland, indsamlet under Den Litterære Ekspedition i 1902-04 og den 4. Thule-ekspedition i 1919.

H. Rink ønskede at bidrage til at opbygge landet og oprettede i 1857 det første bogtrykkeri i Godthåb, der udgav den første bog, Pok, i 1857, og han grundlagde i 1861 den første grønlandske avis Atuagagdliutit. Overkateketen Rasmus Berthelsen var fra 1861 redaktør af Atuagagdliutit. Den litteratur, der nu med bogtrykkeriet kunne publiceres, var præget af religiøsitet og fædrelandskærlighed.

Blandt pionererne var Josva Kleist og digterpræsten Henrik Lund, der i 1912 skrev teksten til Nunarput utoqqarsuanngoravit, udnævnt til Grønlands nationalsang i 1916, med musik af Jonathan Petersen. Lund udgav i 1921 Erinarssûtit, en folkesangbog, der har bidraget til nationalbevidstheden.

Loven om Grønlands Styrelse fra 1911 gav befolkningen nye krav til landets udvikling. Befolkning og forfattere deltog i debatten om grønlandsk identitet. Repræsentanter for fremskridtet sås i de to første grønlandske romaner: Mathias Storchs Sinnattugaq i 1914 (En Grønlænders Drøm, 1915) og Augo Lynges Ukiut 300-nngornerat i 1931 (300 år efter, 1989). De kritiserer deres egen tid, kræver forandring og fremstiller en fremtidsvision, hvor Grønland har udviklet sig til et samfund fuldt af rigdom og ligeværdighed.

Fra 1930-50 og frem skrev den veluddannede elite, med inspiration udefra, digte, sange, skuespil og romaner. De store forandringer, der skete, gjorde det nærliggende at styrke den nationale bevidsthed og søge et kulturelt og identitetsmæssigt ståsted i romantiserede skildringer om svundne dage, drømmen om forandring og tilliden til egne kræfter. Frederik Nielsen skrev Grønlands første digtsamling Qilak – nuna – imaq (1943) og flere romaner, bl.a. Tuumarsi (1934) og Ilissi tassa nunassarsi. Pavia Petersen skrev den første samtidskomedie, Ikinngutigiit (1934), og posthumt udkom Niuertorutsip pania (1944) om livet for datteren af et blandet ægteskab. Multikunstneren Hans Lynge skildrede med Ersinngitsup piumasaa (1938) den førkoloniale tid, hvor æresbegreber tvinger to brødre til et ulykkeligt drab.

Efter grundlovsændringen i 1953 blev Grønland indlemmet i det danske rige. Grønlænderne så afventende og ikke altid lige begejstrede til, og de følgende års litteratur var præget af protest mod samfundsomvæltningen.

Mange kredsede stadig om fortiden, som det fx ses i romanen Nunagssarsiak (1954) af Ulloriannguaq Kristiansen, der fortæller myten om grønlændernes og nordboernes kamp. Otto Rosings roman Taseralik (1955) hylder forfædrene og beskriver det koloniale Grønland og de årlige sommerstævner i midten af 1800-tallet.

Debatten om centralisering og bygdernes affolkning ses i Ole Brandts kultroman Qooqa fra 1971, der maner landsmænd til kamp mod udviklingen og til at tro på egne erfaringer. Præsten Otto Sandgreens forfatterskab byggede på kildemateriale indsamlet fra ældre mennesker i yderdistrikterne. Hovedværket, romanen Isi isimik kigullu kigummik (1967) (Øje for øje og tand for tand, 1987), beskriver sjæleran og blodhævn i en østgrønlandsk åndemanerslægt. Denne linje fortsætter Sandgreen med biografien Georg Quppersimaan: Taamani Guutimik nalusuugama (1972) (Min eskimoiske fortid, 1982), hvor han via Georg Quppersimaans erindring fortæller om en østgrønlænders liv før hans omvendelse til kristendommen. Med bl.a. digtsamlingen Nalusuunerup taarnerani (1965) beskrev Villads Villadsen i lyrisk form både Østgrønland og fortidens sammenstød mellem nordboere og inuit.

Fra slutningen af 1960’erne til hjemmestyret i 1979 – og tiden herefter – gav en række vrede unge mænd modstanden ord. Protestdigtningen, der fulgte i kølvandet på studenteroprøret i Europa, var anført af grønlandske studerende i Danmark som Aqqaluk Lynge, Moses Olsen og Aqigssiaq Møller. De anslog et nyt og centralt tema, hjemlængslen, og så kritisk på Danmarks tilstedeværelse i Grønland. Stilen var konfronterende med en grundtone af anti-kolonialisme og anti-imperialisme. Temaerne gik på nyordningens uheldige følgevirkninger, og begreber som identitetskrise og fremmedgørelse dukkede op.

Digtningen som et våben i den politiske kamp ses bl.a. i Moses Olsens novelle Aamma uagut taamaappugut? fra novelle-/digtsamlingen Allagarsiat (1970), som fremstiller moderniseringens følgesygdomme og et kuet folk. Aqqaluk Lynge satiriserer over det, danskerne har udrettet, i digtet Ode til Danaiderne fra digtsamlingen Tupigusullutik angalapput (Til hæder og ære, 1982). Han ser danskerne som magtmennesker, der kasserer det grønlandske folk og udøver inhuman humanistisk imperialisme. Lynge skriver med klar adresse til danskerne ligesom Jens Geisler og Aqigssiaq Møller.

I 1979 fik Grønland hjemmestyre, og forfatterne beskrev i dystre vendinger tidernes forandring, men fokuserede nu også på individuelle problemstillinger. Kristian Olsen Aaju skrev i 2010 Grønlands første kriminalroman, Kakiorneqaqatigiit. Hans Anthon Lynge udgav Umiarsuup tikinngilaattaani (1982), Allaqqitat (1997) (Bekendelser, 1998) og var medforfatter til filmmanuskriptet Lysets hjerte (Qaamarngup uummataa) (1997).

En af de første kvindelige forfattere, Mâliâraq Vebæk, fokuserer på kvindeundertrykkelsen og de problemer, der kan opstå ved det grønlandsk-danske kultursammenstød i sin Bussimi naapinneq fra 1981 (Historien om Katrine, 1982) og Ukiut trettenit qaangiummata fra 1992 (Tretten år efter, 1997). Med Grethe Guldager Thygesens Kalaaleq arnaq (1984) og Dorthe Nathanielsens roman Aani (1986) får skildringen af kvindelivet plads i litteraturen.

Skønt meninger og litterære udtryk stadig kunne være skarpe, blev tiden op til selvstyrets indførelse i 2009 og derefter alligevel mere diffus og præget af flere stemmer. Diversiteten i litteraturen gav nu mulighed for tabubrud, individualisme og avantgardekunst. Jessie Kleemann forargede med sin avantgardistiske og provokerende digtsamling Taallat i 1997.

Nye strømninger med individuelle problemstillinger og bearbejdning af tabubelagte samfundsproblemer ses bl.a. med Vivi Lynge Petrussens Naalliutsitaanerup pissaanerani (2001) om vold i parforholdet. Kelly Berthelsen beskriver seksuelt misbrug, alkoholisme og stofmisbrug med Misigissutsit: Taallat i 2000 og i Tarningup ilua i 2001 (En sjæls inderste kammer, 2002).

Otto Steenholdt anslår gysergenren om qivittut/fjeldgængere med Inuillisimasup ikioqqunera (2001) (Et råb om hjælp, 2014). Provokatøren Ole Korneliussen bragte med romanen Tarrarsuummi Tarraq i 1999 (Saltstøtten, 2000) og novellesamlingen Uumasoqat i 1992 (Det andet dyr, 1998) fænomenologien, eksistentialismen og den menneskelige væren ind i litteraturen. Lyrikeren Mariane Petersen, indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 1993 og 2013, tilføjer sine digte burlesk og grotesk humor.

Mange forfattere både maler, skriver og laver musik, fx er billedkunstneren Frederik »Kunngi« Kristensen også kendt for sine digte.

I 2012 og 2014 udskrev NAPA (Nordens Institut i Grønland), Nunatta Atuagaateqarfia (Grønlands Landsbibliotek), NUIF (Nuuk Ungdom i Fremdrift) og Milik Publishing novellekonkurrencen Allatta! for unge mellem 15 og 25 år. Det medførte et ungt nybrud i den grønlandske litteratur med to novellesamlinger og flere spin-offs, bl.a. en roman af Niviaq Korneliussen, HOMO sapienne (2014), om at finde sin homoseksuelle identitet, en novellesamling af Sørine Steenholdt, Zombiet nunaat (2015) (Zombieland), der beskriver udsatte skæbner og overgreb, og en novelle- og digtsamling af Pivinnguaq Mørch, Arpaatit Qaqortut (2015), der skildrer eksistentielle temaer om livet og hverdagens udfordringer. Niviaq Korneliussen fik som den første forfatter medhold i sin klage over afslag på støtte fra Statens Kunstfond i Danmark og skrev sin anden roman, Naasuliardarpi (2020) (Blomsterdalen), på legat. Romanen, der i 2021 vandt Nordisk Råds Litteraturpris, beskriver sorg over at være vidne til selvmord og at føle sig anderledes.

Mange af de unge forfattere er så sikre i deres identitet, at de kan forhandle den eller kritisere forældre, samfund og landsmænd. Tabuer bliver brudt, og udsynet er individuelt med lokale problematikker, men også internationalt og nyskabende både i stil og indhold.

Læs mere om Grønlands kultur

Læs videre om

• Lyd- og billedoptagelser fra Grønland
• Fire grønlandske fortællinger illustreret af Aron fra Kaneq

Læs også om

• Grønlandske medier
• Film i Grønland
• Teater i Grønland
• Grønlands traditioner og fortællinger

Se alle artikler om Litteratur