Axel V. Neel, Axel Valdemar Neel, 15.5.1878-24.1.1952, læge. Født i Ejby, Vends hrd, død i Århus, begravet Hellerup kgd. N. blev student 1897 fra Odense og tog medicinsk embedseksamen 1903. Efter en fyldig praktisk uddannelse, afbrudt af to længere rejser til Østasien og Australien, uddannede han sig til nervelæge, dels ved ansættelser hos hjemlige kapaciteter (V. Christiansen, A. Friedenreich, Fr. Hallager), dels ved en studierejse til Paris 1911 hvor han i et semester hørte Pierre Marie, Jules Dejerine og Joseph Babinski samt arbejdede på Pierre Maries laboratorium. 1913 ansattes han som videnskabelig assistent ved Kbh.s univ.s psykiatriske laboratorium (under docenturet, senere professoratet i psykiatri) og virkede siden uafbrudt i denne stilling der 1941 omdannedes til en amanuensisstilling. Ved siden heraf praktiserede N. som nervelæge i Kbh. Som leder af det til den kliniske psykiatriske afdeling knyttede laboratorium udførte N. gennem en menneskealder et stort videnskabeligt arbejde hvis hovedformål var at undersøge og fastlægge det organiske grundlag for nerve-sindslidelserne. Allerede hans første arbejde, den vægtige disputats Om traumatiske Neuroser, 1913, anslog denne linje ved at godtgøre at lidelser, der hidtil havde været anset for væsentlig psykisk betingede, som oftest kunne vises at have et organisk fundament. En lang række arbejder fra N.s hånd drejer sig om rygmarvsvæskens sammensætning under normale og sygelige forhold, og på dette område var N. længe vort lands ubestridte førstemand. Resultatet af sine erfaringer samlede han 1939 i The content ofcells and proteins in the normal cerebro-spinal fluid. I en årrække var N. landets eneste hjerne-mikroskopiker, og flere lødige arbejder har han leveret på dette område, dels i samarbejde med L. Einarson (studier over sjældne, degenerative lidelser i hjernen, samlede i den større afhandling Contribution to the study of diffuse brain sclerosis, 1942) dels, i forening med Einarson og E. Strömgren, en fortsat, omfattende undersøgelse af den nævnte lidelses arveforhold (On the problem of diffuse brain sclerosis with special reference to the familial forms, 1944). I forening med J. Bing har N. 1936 beskrevet et hidtil ikke kendt sygdomsbillede, en alvorlig betændelsesagtig tilstand navnlig i nervesystemet som siden har gået under navnet Bing-N.s sygdom. I samarbejde med Ib Ostenfeld udgav M. den lille bog From the history of Danish dementia paralytica research, 1950. N. har haft stor betydning for sin generations danske nervelæger som rådgiver og undersøger i hjernepatologiske spørgsmål. Lødighed og grundighed gennemtrænger al N.s forskning og resultaterne kan vanskeligt gendrives.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.