Jes Forchhammer, 5.4.1934, kræftforsker. Født i Århus (Skt. Johannes). F. blev student 1952 fra Sortedams gymnasium og tog medicinsk embedseksamen 1960 ved Kbh.s universitet; han havde tillige 1952-53 studeret ved polyteknisk læreanstalt og i 1954 været laborant syv mdr. ved blyminen Mestersvig i Grønland. Efter turnus ved KAS Gentofte var F. 1961-66 ansat ved den antibiotiske afdeling på Statens seruminstitut, og de følgende ti år var han kandidatstipendiat, adjunkt, senere lektor ved Kbh.s universitets mikrobiologiske institut, dog afbrudt af researchstillinger ved University of Pittsburg (1969-70) og Stanford University, Calif. (1971). I 1973 blev F. leder af afdelingen for tumorvirologisk forskning på Fibiger laboratoriet under Foreningen til kræftens bekæmpelsefra 1986 overlæge sst. 1994-2001 var han administrerende chef for Institut for biologisk kræftforskning og 1996-2000 for Institut for epidemiologisk kræftforskning. Han har særlig arbejdet med forskning af viras betydning for kræftudvikling og siden 1973 været lærer ved og organiseret gentagne internationale kurser om RNA-tumor-virus og om avanceret teknologi ved komparativ leukæmiforskning. 1971 disputerede F. for den medicinske doktorgrad ved Kbh.s universitet om Messenger RNA i bakterier. Kvantitative målinger af messenger RNA i Escherichia coli og har fulgt emnet op med arbejder om vækstregulationen i bakterier og pattedyrceller samt om sarkomvirus i vævskulturer hos mus. 1981 publicerede F. for arbejdstilsynet en række værdifulde kapitler i bogen om Kræft og kemiske stoffer. Hans grundlæggende kræftforskningsstudier har medført en række tillidsposter. Han var 1973 medlem af Dansk selskab for cancerforskning, formand 1976-80, af International Association for Comparative Research on Leukemia and relat. Diseases, 1977 medlem af World Committee og 1980 af Det kgl. danske videnskabernes selskab. 1981-91 medlem af Kræftens bekæmpelses videnskabelige udvalg og 1981-85 af tilsynsrådet for anvendt mikrobiologisk teknik ved Danmarks tekniske højskole, nuværende DTU, Lyngby.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.