Johan Carlsen, Johan Niels Gottlob Carlsen, 13.1.1850-11.6.1919, læge. Johan Carlsen tog skolelærereksamen 1868 som privatist i København, var derefter huslærer og blev 1875 student, privat dimitteret. 1881 tog han medicinsk eksamen og praktiserede 1882-86 på Bornholm - i Gudhjem til 1883, i Hasle til 1886, flyttede så til København hvor han, efter at han et halvt år havde været kandidat på Vestre hospital, var praktiserende læge. Johan Carlsen havde tidligt fået udpræget interesse for epidemiologi, historisk-geografisk patologi og socialmedicinske spørgsmål. 1890 disputerede han med et dygtigt arbejde Bidrag til Difteriens Historie i Danmark og Tydskland, og s.å. blev han udgiver af sundhedskollegiets mortalitetsstatistik; 1897 blev han kommunelæge og 1910 leder af sundhedsstyrelsens medicinal-statistiske kontor. Som udgiver af den årlige medicinalberetning og Dødsaarsagerne i Danmark har han gjort sig meget fortjent af dansk medicinalstatistik og har desuden leveret forskellige andre bidrag af epidemiologisk indhold, også oversættelser. Stor betydning har hans filantropiske virksomhed haft. Med praktisk sans og uopslideligt humør tog han, der som kommunelæge var vel kendt med armoden i byen, fat på en række opgaver af hvilke navnlig indstiftelsen af børnehjælpsdagen, for hvilken han var hovedmanden, fik stor og blivende betydning og affødte flere foretagender i lignende retning. Desuden blev han medlem af centralbestyrelsen for Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse 1903-08, medlem af skolekommissionen, medredaktør af Dansk Sundhedstidende 1896-1900, af værket Danmarks Kultur ved Aar 1900 (1900), i bestyrelsen for Dansk forfatterforening 1902-08 m.m. Så længe hans helbred tillod det gjorde han et stort og uegennyttigt arbejde i humanitetens tjeneste.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.