Johann Samuel Carl

Johann Samuel Carl, 16.8.1677-13.6.1757, læge. Født i Oehringen i grevskabet Hohenlohe, Württemberg, død i Meldorf, begravet sst. C. studerede og tog 1699 licentiatgraden i Halle hos de to berømte medicinske professorer Fr. Hoffmann og G. E. Stahl til hvilken sidste han nøje sluttede sig såvel i medicinsk opfattelse som i den dermed forbundne pietisme. Stahl udtaler sig på flere steder i akademiske skrifter med den højeste anerkendelse om sin begavede discipel og betragter ham som en af de få der fuldtud forstod dybsindigheden i den Stahlske doktrin: animismen. Det var derfor naturligt at Christian VI som under dronningens langvarige sygdom 1735 ønskede at tilkalde en anset Halle-medicus efter samråd med sin fætter grev Christian Ernst af Stolberg-Wernigerode henvendte sig til C. der da længe havde levet som læge og ven ved pietistiske tyske grevehoffer og samtidig udfoldet et frugtbart medicinsk og religiøst forfatterskab. C. accepterede den tilbudte stilling, og da ved hans ankomst til Danmark også kongen blev ramt af en alvorlig sygdom der blev kureret under den nye læges behandling blev Carl straks udnævnt til livlæge og indtog i den følgende tid en anset og betroet stilling. Allerede 1736 fik han sammen med Andreas Hojer og stabskirurg Montzinger sæde i den kommission der skulle bilægge den skæbnesvangre tvist mellem Simon Crüger og det medicinske fakultet, og hvis resultat 1740 blev oprettelsen af Collegium medicum. Efterhånden blev dog Christian VI mindre tilfreds med sin nye læge som viste sig at være en umedgørlig og revolutionær natur hvad der allerede fremgår af hans ivrigt fortsatte forfatterskab. I lærde latinske og populære tyske (nu ulæselige) medicinske afhandlinger søgte han at rokke ved sin lærers dogmer og hævdede et i flere henseender mindre doktrinært og mere praktisk standpunkt mens han dog samtidig førte animismen videre til fuldstændig mysticisme. I sine religiøse traktater viste han sig som tilhænger af den mest yderliggående pietisme. Ved sine angreb på statskirkens gejstlighed udæskede han de mere moderate danske hofpræster og beredte selve kongen alvorlige vanskeligheder. Da end ikke kongens advarsler kunne sætte en stopper for hans skriverier fik han 1742 sin afsked. Med en årlig pension vendte han tilbage til Tyskland hvor han synes at have taget ophold i Halle hos sin svigersøn Adam Struensee. Senere boede han i Holsten hos en søn, Johann Christian, som var fysikus der.