Michael Lyser, Michael Leyser, 14.4.1626-20.10.1659, læge. Født i Leipzig, død i Nykøbing F., begravet sst. L. studerede medicin i sin fødeby, men som sin bror Friedrich Wilhelm, der fra slutningen af 1640'erne studerede teologi i Kbh., droges L. 1650 mod universitetet her, hvor Thomas Bartholin som professor i anatomi 1648 havde begyndt sine offentlige dissektionsøvelser i Theatrum anatomicum. L. immatrikuleredes 12.6.1650 ved Kbh.s univ. og studerede her i to år hos Bartholin som hans prosektor og udmærkede medarbejder ved disse dissektioner der førte til opdagelsen af lymfekarsystemet (hos hunden). Thomas Bartholin, der både da og siden satte stor pris på L., skriver loyalt at han "ønsker at dele Rosen for dette Fund med ham hvis han da fortjener nogen" - hvilket førte til at Bartholins medbejler til æren for lymfekarsystemets opdagelse, svenskeren O. Rudbeck, insinuerede at det egentlig var L. der havde gjort den store opdagelse. Som L. skrev: "Gud forbyde at jeg nogensinde skulde kunne anklages for saadan Utaknemmelighed som at prøve at berøve dig (Th. Bartholin) for den udødelige Ære ved Din Opdagelse" - pointen var at Rudbeck havde set lymfekarrene før Bartholin, men sidstnævnte nåede at publicere opdagelsen først. - Selvstændige arbejder om lymfekarrene af L. foreligger ikke, derimod blev han af Bartholin inspireret til at skrive den bog der med rette har bevaret hans navn, Culter anatomicus, 1653, en for den tid udmærket oversigt over og vejledning i anatomisk teknik og dissektion som da også udkom i flere oplag og oversættelser posthumt. 1652 rejste L. til Tyskland og Italien, overalt demonstrerende den Bartholinske opdagelse, bl.a. til universitetet i Padua hvor han disputerede for doktorgraden, og 1656 til Leipzig hvor han 28.2. disputerede for et medicinsk professorat som han dog forlod n.å. for igen at drage til Kbh., formentlig håbende på at opnå anatomi-professoratet efter Bartholin der 1656 på grund af sygdom havde trukket sig helt tilbage fra dissektionsøvelserne. L. udnævntes imidlertid 20.4.1657 til provinsialmedicus for Møn, Lolland og Falster med bolig i Nykøbing og døde her allerede to år efter.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.