Otto V.C.E. Petersen, Otto Valdemar Christian Emil Petersen, ved dåben Valdemar Otto C. E., 10.10.1875-23.8.1950, læge. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Skt. Josephs hosp.), begravet sst. (Vestre). P. blev student 1893 fra Borgerdydskolen i Helgolandsgade og medicinsk kandidat 1900. Allerede som student interesserede han sig særlig for anatomi, udførte før sin embedseksamen adskillige præparater til Normal-anatomisk museum og blev, kort ført han tog embedseksamen, ansat som assistent ved samme museum, hvilken stilling han beholdt til han 1902 blev prosektor anatomiae. Efter at have skrevet nogle mindre anatomiske afhandlinger i tyske tidsskrifter blev han 1907 dr.med, på afhandlingen Bidrag til den mikroskopiske Anatomi af vesicula seminalis hos Mennesket og nogle Pattedyr. 1906 studerede han i Berlin og Rostock og blev 1907 kandidat ved kommunehospitalet i Kbh. Skønt han til 1911 var assistent ved Normal-anatomisk museums studiesal samtidig med at han gjorde hospitals-tjeneste på kommunehospitalet, gik hans interesse dog nu mere i retning af medicinen. Han blev 1909 2. reservelæge ved afd. A, Frederiks hospital og var 1910-14 1. reservelæge sst. Han gjorde talrige studierejser med særligt henblik på hjertediagnostik. Allerede fra 1903 praktiserede han i Kbh., senere som speciallæge i intern medicin, især hjertesygdomme. Han var lærer ved Rigshospitalets sygeplejerskeskole til 1921 og chef for Rigshospitalets medicinske poliklinik 1915-22. Endvidere var han sekretær i Københavns medicinske selskab 1912-25 og i Dansk medicinsk selskab 1920. Under første verdenskrig var han delegeret af dansk Røde kors til krigsfangelejre i Rusland 1914-16 og læge under British Red Cross ved krigsfangetransporterne nov. 1918. Han blev korpslæge i marinen 1922, var overlæge sst. 1923-35, overlæge af reserven til 1945 og medlem af kommissionen vedrørende flådens kostreglement 1924, læge for kejserinde Dagmar 1924-28 og prins Valdemar 1929-39. Som hjertespecialist skabte han sig et anset navn og et stort klientel.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.