melanin

Melanocytterne stammer fra neurallisten (forstadier i fostertilværelsen til nervens ganglier), hvorfra de i fosterlivet vandrer til huden og differentieres til melanocytter. Melanocytter findes i den nederste del af overhuden (epidermis), hvor de ligger spredt mellem basalcellerne. Derudover er der ansamlinger af melanocytter i bunden af hårsækkene i hårets vækstzone. Melanocytter findes blandt andet også i slimhinderne, øjnene og centralnervesystemet.

Melanocytterne i overhuden har lange udløbere, som ender ved de basale overhudsceller. Hver melanocyt har dermed forbindelse med 30–40 overhudsceller (keratinocytter), som sammen med melanocytten udgør en epidermal melaninenhed.

Pigmenteringen af huden sker ved, at melanocytterne producerer melanin. Melanin produceres af aminosyren tyrosin ved hjælp af enzymet tyrosinase, som er centralt i reguleringen af melaninsyntesen. Melanocytterne kan producere to typer melanin: brun-sort eumelanin og gul-rødt pheomelanin (feomelanin). Produktionen sker i små korn, der kaldes melanosomer. Melanosomerne overføres til keratinocytterne og placeres i grupper, nærmest som en paraply over deres cellekerner. Melaninet har en kemisk struktur, der gør, at det kan absorbere det ultraviolette lys. På denne måde bliver arvematerialet i overhudscellernes kerner beskyttet mod skader forårsaget af det ultraviolette lys.

Når huden udsættes for ultraviolet lys, øges pigmenteringen i huden. Der er to forskellige mekanismer, der er årsagen til dette. For det første sker der en fotooxidation af pigment, som allerede ligger i overhuden, men som ikke er brunt. Det sker i løbet af kort tid, allerede mens man er i solen. Denne brunfarve svinder igen i løbet af nogle timer til et døgn. For det andet stimuleres syntesen af nyt melanin ved hjælp af enzymet tyrosinase. Denne syntese tager tid og kommer først i gang efter et par døgn. Gentagen og kraftig soleksponering vil også stimulere melanocytterne til at formere sig.

Sollys stimulerer altså melaninproduktionen ved en direkte effekt på melanocytterne, men også ved øget produktion af melanocyt-stimulerende hormon fra hypofysen og ved øget produktion af vækstfaktorer som bFGF (basisk fibroblast vækstfaktor) og endotelin-1. Adrenokortikotropt hormon (ACTH), som produceres i hypofysens forlap, kan også stimulere melanocytterne til øget produktion af melanin.

Hos ikke gravide, raske personer er niveauet af disse hormoner imidlertid for lavt til, at de har nogen indvirkning på melaninproduktionen. Hvis mængden af ACTH som føle af sygdom stiger, kan pigmenteringen af huden øges (melanose). Det ses ved Addisons sygdom. Gravide får ofte øget pigmentering af visse hudområder, typisk omkring brystvorter, stribeformet midt på maven og ved de ydre kønsorganer. Mekanismen for dette er ikke kendt.

Menneskers hudfarve bestemmes først og fremmest af mængden og typen af melanin. Hudfarver kan variere fra helt lys eller rødlig, over det mere brune til nærmest sort eller blåsort. Hudfarve er ikke relateret til antallet af pigmentceller, men i farvet hud er der flere og større melanosomer. De allerfleste mennesker har mørkt hår og brune øjne. Hudfarve følger ikke en simpel arvegang, og den er ikke klarlagt.

Genetisk svigt i melaninsyntesen kaldes albinisme.

• huden
• ultraviolet stråling
• hypofysen