Dorothea (Christian 1.s dronning)

Dorothea blev gift med Christoffer af Bayern i København i september 1445, efter at en ægteskabsaftale var indgået i april samme år. Kong Christoffer udstedte et nordisk morgengavebrev på områder i alle tre riger til et samlet beløb på 45.000 rhinske gylden og et morgengavebrev på 15.000 rhinske gylden på områder i stamhertugdømmet i Oberpfalz. Ægteskabet var barnløst, og ved Christoffers tidlige død sad rigsrådet uden tronarving og med en 18-årig enkedronning, der ved morgengavebreve var sikret et omfattende livgeding (enkegods). Dorotheas fader markgrev Johan omgikkes med planer om et nyt ægteskab mellem hende og den polske kong Kazimir eller med hertug Albrecht af Østrig, kejser Frederik 3.s yngre broder. Imidlertid førte forhandlinger i København sommeren 1448 til, at hertug Adolf 8. af Slesvig foreslog sin nevø, den unge grev Christian af Oldenburg, som dansk konge, samt at denne tillige ægtede Dorothea. Brylluppet blev fejret det følgende år samtidig med Christian 1.s kroning. Som følge af sit nye giftermål synes Dorothea at have givet afkald på den først tildelte morgengave i Danmark-Norge, men hun fik nu Kalundborg med Samsø i Danmark samt Romerike i Norge som enkegods.Dorothea fremtræder som en viljestærk og dygtig personlighed med evner til at herske og råde og med forstand på gods og penge. Hun førte en mangeårig strid om sin medgift og arven efter sin fader med farbroderen hertug Albrecht Achilles. Den endte resultatløst, idet markgreven alene synes at have efterladt sig gæld. Hendes morgengavekrav på Sverige, hvor Karl Knutsson efter Christoffers død 1448 var valgt til konge, udløste krig mellem rigerne fra 1451, og først i 1457 kom Dorothea i besiddelse af sine svenske morgengavegodser. Hun havde et fast økonomisk fundament i sit store livgeding, hvortil kom de betydelige besiddelser, som Christian 1. med årene skænkede eller pantsatte til hende. Närke og Värmland havde Dorothea dog kun rådighed over til 1464, da svenskerne gjorde oprør. Men hun hævdede i de følgende årtier med den største energi sit krav på det svenske gods over for Karl Knutsson og Sten Sture den Ældre. Hun var ikke tilfreds med den voldgift, som fra svensk side blev tilbudt, og bragte sagen for paven, første gang i 1455. I den efterfølgende proces havde hun fremgang, så Sture flere gange truedes af bandlysning. Dorotheas ivrige forfølgelse af retssagen vanskeliggjorde fredelige unionsbestræbelser, hvorfor det danske rigsråd og hendes søn kong Hans i tiden efter Christian 1.s død for nogle år fik gennemført en opgivelse af bandlysningssagen. Men først efter Dorotheas død blev den endeligt skrinlagt.Dorothea synes at have øvet en ikke ubetydelig indflydelse på Christian 1., og hun varetog myndigt regeringsstyrelsen under kongens hyppige fravær. Især i hertugdømmerne blev hendes virksomhed af mærkbar betydning. Her kom hendes økonomiske evner til fuld udfoldelse, eftersom ordningen af kongens forhold til sine kreditorer var et hovedspørgsmål. Dorothea rejste kapital til indløsning af flere pantsatte slotte, og i 1479 forlenede Christian 1. hende med Holsten og pantsatte året efter hele Slesvig til hende for 100.000 mark. Ved hans død 1481 havde hun markant befæstet sin stilling i begge hertugdømmer, og hun sad tillige inde med slotsloven, hvilket betød, at hun havde befalingen over alle slotte i Danmark. Sin yngste søn, den senere kong Frederik 1., begunstigede Dorothea i særlig grad og fik sat igennem, at han fik arv i hertugdømmerne. Det lykkedes imidlertid ikke at skaffe ham eneherredømmet. Hendes dynastiske politik havde dog fremgang ved Slesvigs og Holstens deling mellem sønnerne Hans, som blev konge efter faderens død, og Frederik i 1490. Som enkedronning fortsatte hun sammen med kong Hans arbejdet med at afvikle Christian 1.s økonomiske forpligtelser. I selve kongeriget besad hun fortsat meget pantegods, som kort før hendes død blev opgjort til 57.900 gylden.Dorothea viste på flere måder sin kirkelige interesse. Hun stiftede messer for sine to ægtefæller, sig selv, sine forfædre og efterkommere, og hun deltog med Christian 1. i oprettelsen af Hellig Trefoldigheds kapel i Roskilde Domkirke. Hun støttede de gråbrødre, der ønskede at reformere deres orden, Franciskanerordenen, og grundlagde sammen med kong Hans et gråbrødrekloster i Køge. To gange, i 1475 og atter i 1488, foretog hun pilgrimsrejser til Rom, hvor hun dog også forfulgte sine verdslige arveinteresser, aflagde besøg hos sin søster Barbara, markgrevinde af Mantua, og på hjemrejsen 1488 mødtes med kejseren i Innsbruck. I modsætning til Christian 1. viste Dorothea sig temmelig reserveret på sine rejser. Hendes breve er til forskel fra hans kølige og tørre. Efter Christian 1.s død opholdt hun sig for det meste på Kalundborg Slot. Hendes ihærdige forfølgelse af interesser og hendes nøgterne, praktiske indstilling udpeger hende som realpolitiker og en værdig repræsentant for fyrsteslægten Hohenzollern, som hun tilhørte.