Île-de-France - Region i Frankrig

Île-de-France er Pariserbassinets midte, og området ligger på en slette, der består af tertiære kalk-, mergel- og sandstensbjergarter. Området er gennemskåret af Seinen og dens bifloder. Der findes enkelte højere partier som Montmartre, der rager 129 meter op over sletten. Cirka halvdelen af regionen er opdyrket, og godt 20 procent er skov. I de historiske frugtbare landskaber Beauce og Brie i departementerne Seine-et-Marne og Essonne dyrker man hvede, majs, solsikker og sukkerroer, mens der i dalene er intensiv gartneridrift med grøntsager og blomster til det parisiske marked.

Flodernes betydning tidligere i historien som transport- og kommunikationsveje gjorde stedet attraktivt. Her kunne en storby vokse frem, fordi fødevareforsyningerne til byen var gode og stabile, ligesom det var forholdsvis nemt at opretholde herredømmet over det omliggende land.

Gennem 1800-tallet og det meste af 1900-tallet havde Île-de-France med Paris en betydelig befolkningsvækst, som især var kraftig i tiden efter 2. Verdenskrig med en tilvækst på mere end 150.000 indbyggere per år i slutningen af 1950'erne.

Der blev i 1960'erne planlagt en række nye byer i en afstand af 20-50 kilometer fra Paris, alle anlagt i tilknytning til gamle byer, Marne-la-Vallée mod øst, Melun-Sénart og Evry mod sydøst, Saint-Quentin-en-Yvelines mod sydvest og Cergy-Pontoise mod nordvest. Siden 1970'erne har befolkningsvæksten i Île-de-France været moderat med en befolkningsnedgang i det centrale område og en tilvækst i yderområderne.

Serviceerhvervene er helt dominerende i Île-de-France, som er Frankrigs politiske, økonomiske, kulturelle, forskningsmæssige og uddannelsesmæssige centrum. Det er også den region, der har de fleste turistbesøg.

Île-de-France er en betydelig industripol med en høj værditilvækst, hvor der skabes mange nye virksomheder, især inden for højteknologisk og elektronisk industri. Hovedsæderne ligger ofte i Paris' centrum, mens produktionsafdelingerne placeres i udkanten. Fra 1990'erne er også liberale erhverv og forskningsinstitutioner blevet vigtige i de ydre dele af Île-de-France.

Paris ligger som centrum i et edderkoppespind i det franske vej- og jernbanenet. Regionen har to internationale lufthavne. Langt den største, med 76,2 millioner passagerer i 2019, er Aéroport Charles-de-Gaulle, der ligger ved Roissy nordøst for Paris. Næststørst er Orly, der ligger mod syd, med 31,9 millioner passagerer i 2019.

Højhastighedstognettet (TGV) forbinder Paris med Nord- og Sydøstfrankrig samt Atlanterhavsregionen. De seks gamle banegårde fra 1800-tallet ligger i en ring omkring den indre by. Foruden jernbaner består det offentlige trafiknet af bus og metro. Indtil 1960’erne var metroen stort set kun at finde i byen Paris, men i 1969 åbnede den første regionale metrolinje, RER, og dette transportnet er siden blevet kraftigt udbygget.

Det omfattende net af motorveje ender i den indre ringmotorvej, la Périphérique, der omkranser byen Paris.

Navnet Île-de-France optræder første gang i 1429 som betegnelse for området mellem floderne Seinen, Oise og Marne. Men det har været et vigtigt magtcentrum meget tidligere.

I romertiden dækkede Parisii-stammens land nogenlunde det samme område, og Lutetia Parisiorum, som romerne kaldte byen, var allerede dengang en vigtig by. Île-de-Frances rolle som Frankrigs kerneland hænger sammen med valget af greven af Paris til konge i Karolingerrigets sammenbrudsperiode i 800-tallet. Nordvestgrænsen blev allerede i 911 lagt fast, fordi Normandiet blev afstået til Rollo. Hugo Capet blev i 987 valgt til konge, som den første af Capetingerne, kongeslægten, der herskede her fra 987 til 1328. Han var lensherre over Neustrien, der inkluderer Île-de-France. Paris og Saint Denis blev vigtige centre, der blev indlemmet i hans landområde. I 1124 betegnes Saint Denis-klostret som caput regni, rigets hoved, og her blev kongerne begravet. Fra Filip Augusts tid omkring 1200 var Paris i realiteten Frankrigs hovedstad, og Île-de-France domineret af krongods. Capetingerne satsede på byudvikling med markante gotiske bygninger, og en række velstående byer som Sens, Soissons, Lagny, Senlis blomstrede op.

Île de France var en militær enhed, der i middelalderen blev benævnt Vicomté de Paris. I spidsen stod flere Capitaines Généraux de l'Île de France eller Lieutenants du Roi, titler, der kun blev brugt her. Ved en nyordning i 1519 blev der direkte udnævnt en guvernør over Île-de-France. Herefter skete der ingen væsentlige forandringer før under Revolutionen, hvor en ny departementsstruktur blev vedtaget i 1790.

Industrialiseringen betød i det meste af 1800-tallet ikke meget for Île-de-France, da væksten fandt sted i selve byen Paris. Først med udbygningen af jernbanenettet skete der en industriel vækst uden for Paris, og den var snævert forbundet med de mange nye industrier, der opstod i slutningen af århundredet, som bilindustrien og filmindustrien. I hele 1900-tallet har væksten været kraftig. Ikke mindst efter 1960 har virksomheder og industrier i stort tal været tiltrukket af regionen, og staten hat finansieret den nødvendige infrastruktur hen ad vejen.

Île-de-France rummer et meget stort antal seværdigheder og historiske monumenter, hvoraf de fleste ligger i Paris. Der er dog også meget vigtige steder og monumenter uden for byen. Der er fire steder i Île-de-France, der er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Uden for Paris er det:

• slottet og parken i Fontainebleau.
• slottet og parken i Versailles.
• Provins, den middelalderlige markedsby.

I og udenfor Paris er det Seinen og dens bredder.

Uden for Paris finder man også de meget smukke haver ved Château de Breteuil, Château de Saint-Jean-de-Beauregard, Château de Vaux-le-Vicomte og Domaine de Courson.

Af nutidige seværdigheder er det værd at nævne EuroDisney (Disneyland Paris) i Marne-la-Vallée og La Grande Arche (den nye Triumfbue) i La Défense, vest for Paris.

• Paris
• Versailles
• Fontainebleau
• EuroDisney
• La Grande Arche