Klassisk marxistisk/socialistisk feminisme var en tidlig type feminisme, der udsprang af socialistiske og marxistiske strømninger i 1800-tallet. Den argumenterede for, at kvinderne bliver udbyttet under kapitalismen, og at etablering af et socialistisk samfund er nødvendig for kvindernes frigørelse. Med fokus på arbejderkvindernes hårde vilkår under industrialiseringen sammenkædede den tidlige socialistiske kvindebevægelse kvindernes kamp og arbejdernes kamp.
Ligesom i den klassiske liberalisme stod kvindernes stilling i samfundet ikke i centrum for den klassiske marxisme, og de første socialistiske kvindeorganisationer mødte modstand mod kvindernes deltagelse i den tidlige arbejderbevægelse. Men en række forfattere kom med mere eller mindre sammenhængende bidrag til en marxistisk feministisk teori, som i årene omkring år 1900 blev videreudviklet af den socialistiske kvindebevægelse.
Under andenbølgefeminismen i 1970’erne, herunder også i den danske rødstrømpebevægelse, fortsatte diskussionen omkring det, som den amerikanske feminist Heidi Hartmann (født 1945) i en berømt artikel fra 1979 kaldte ”The unhappy marriage between feminism and marxism. Towards a more progressive union?”.
De utopiske socialister
Den tidlige utopiske socialisme, som opstod i bl.a. Frankrig og Tyskland i starten af 1800-tallet, betragtes som socialismens/marxismens forløber. De fleste utopiske socialister gik til angreb mod hykleriet og kvindeundertrykkelsen i den borgerlige familie. Fælles for dem var en dybtgående civilisationskritik, som i modsætning til den efterfølgende marxisme indbefattede visioner om grundlæggende ændringer af kvindernes stilling ud fra banebrydende ideer om sammenhæng mellem ændring af produktionsforholdene, af ægteskabet og kvindernes stilling i samfundet. Ifølge deres beskrivelser af idealsamfundet – utopia – skulle kvinderne frigøres og ægteskabet ændres eller ophæves.
Mest vidtgående var franskmanden Charles Fourier, som lavede detaljerede planer for samfundets organisering i landbrugskooperativer, idet han mente, at frigørelse af kærligheden og af kvinderne var forudsætning for samfundsforandringen. De utopier, som udvikledes af bl.a. Saint-Simon, Robert Owen og Flora Tristan, var mindre vidtgående og indbyrdes meget forskellige. Nogle af disse retninger oprettede eksperimentsamfund i Amerika, som dog kun levede kortvarigt.
De utopiske socialisters samfundsomvæltende tanker inspirerede både liberalisten John Stuart Mill, de tidligere marxister og den senere socialistiske kvindebevægelse. Men de tidlige marxister tog afstand fra de utopiske socialisters mange indbyrdes diskussioner om idealsamfundets opbygning, som i samtiden var blevet mødt med forargelse ("fælles ejendom og fælles kvinder", som modstanderne kaldte det). Marxisterne kritiserede de socialistiske utopisters tro på samfundsforandring gennem appel til de gode viljer, og ikke gennem de undertryktes oprør.
Den klassiske marxistiske feminismes grundlag
Hovedsynspunktet i den klassiske marxistiske feminisme var, at kvindernes stilling i produktionen altid har været afgørende for deres position i samfundet. Løsningen for såvel kvinderne som for arbejderne ligger i den socialistiske revolution med ophævelse af privatejendomsretten. Ifølge den klassiske marxistiske feminisme er socialismen forudsætningen for kvindernes frigørelse.
Karl Marx havde kun kortfattet berørt spørgsmålet om kvindernes stilling rundt omkring i sine mange værker. De vigtigste byggesten til den klassiske marxistiske kvindeemancipationsteori blev leveret af Friedrich Engels i Familiens, privatejendommens og statens oprindelse (1884, dansk i 1888), specielt fjerde udgave fra 1891. Inspireret af antropologen Lewis Morgan og på grundlag af Marx’ efterladte notater skrev Engels, at indførelsen af privatejendommen og dermed monogamiet (for at sikre manden retmæssige arvinger) blev ”kvindekønnets verdenshistoriske nederlag”. Et mere letlæst bidrag kom fra den mangeårige formand for det tyske socialdemokrati, August Bebel, i bogen Kvinden og socialismen fra 1879, på dansk i 1885.
Udviklingen af en egentlig marxistisk feminisme kom med tyske Clara Zetkins og russiske Aleksandra Kollontajs værker. Mens Zetkins mange taler og skrifter fokuserede på nødvendigheden af at organisere arbejderkvinderne inden for arbejdsbevægelsens rammer, herunder i det internationale samarbejde, videreudviklede Aleksandra Kollontaj teorien om produktionsmådens afgørende betydning for de historiske ændringer i kvindernes position i samfundet.
Seksualitet, prævention og arbejdsfordeling i hjemmet var stort set tabuemner i den tidlige revolutionære arbejderbevægelse. Ifølge Clara Zetkin havde Lenin kritiseret hende for at tage sådanne emner op på de mange kvindemøder, hun organiserede i Tyskland og internationalt. Forargelsen var stor, når Aleksandra Kollontaj og den russisk-amerikanske anarkist Emma Goldman skrev om disse emner og – hvad værre var – selv praktiserede fri kærlighed uden for ægteskabet.
Kvindefrigørelsens rolle i socialismen
Ingen kvindefrigørelse uden socialisme, var hovedsynspunktet. Derved blev kvindernes kamp og arbejdernes kamp kædet ubrydeligt sammen. Der var både i teori og praksis dog til stadighed tvivl om, hvorvidt dette omfattede kvinder i alle klasser, og om det var arbejdere af begge køn, der skulle organiseres. Det var Clara Zetkin, der som leder af både den store tyske og den internationale socialistiske kvindebevægelse, senere kommunist, talte stærkest for, at uden organisering af arbejderkvinderne i kampen for socialismen ville man ikke nå frem til revolutionen og det efterfølgende socialistiske samfund.
Mere almindeligt var det i arbejderbevægelsens barndom at se kvinderne som bevægelsens bagtrop og kvindesagen som en borgerlig splittelsessag. I kongresrapporten fra 1. Internationale kongres i Lausanne 1867 stod der således: ”Hvis proletarens kone skulle kunne blive medlem af Deputérkammeret, ville arbejderens suppe komme til at mangle salt.”
Hertil svarede de tidlige marxistiske teoretikere, at i stedet for at forsøge at undgå løntrykket fra de kvindelige arbejdere gennem forbud mod kvindearbejde i industrien, burde mændene i arbejderbevægelsen arbejde for kvindernes organisering inden for arbejderbevægelsens rammer. At forbyde kvindearbejde i industrien var lige så meningsløst som de engelske arbejderes maskinstorm.
I en berømt passus i Kapitalen fra 1867 skrev Karl Marx, at børne- og kvindearbejdet under den kapitalistiske produktionsmåde ødelægger proletarfamilien, men under kommunistiske produktionsforhold vil det blive en kilde til en højere form for familieliv og skabe bedre relationer mellem kønnene. Friendrich Engels og August Bebel skrev forventningsfuldt, at den private husholdnings overgang til offentlig produktion og alle de nye hjælpemidler ville fjerne kvindeundertrykkelsen og skabe helt ændrede relationer mellem menneskene, herunder mellem de to køn.
I sine mange kongrestaler, f.eks. på Gotha-kongressen i det tyske socialdemokrati i 1875, kritiserede Clara Zetkin på den ene side den borgerlige kvindebevægelses krav om kvinders ret til erhvervsarbejde, og på den anden side modstanden mod kvindelige arbejdere fra mændene i arbejderbevægelsen, når hun gav udtryk for, at arbejderkvinderne allerede har retten til hårdt arbejde på fabrikkerne. Ja, de er tvungne til det. De må også arbejde for reformer som stemmeret, men ikke som et mål, kun som et middel. Det er ikke i arbejderkvinders interesse at kæmpe mod mændene, men med mændene i arbejderklassen mod kapitalisterne, sagde Zetkin.
Marxistisk/socialistsisk feminisme i den tidlige danske arbejderbevægelse
I den tidlige danske arbejderbevægelse arbejdede enkelte feministisk orienterede kvinder for at få kvindernes sag anerkendt som en del af arbejderbevægelsens sag, bl.a. Augusta Jørgensen (1853-1924), senere gift med Louis Pio, og Jaquette Liljencrantz.
Louis Pio støttede den tidlige organisering af arbejderkvinderne. I stedet for at forsøge at trænge kvinderne tilbage til hjemmet, bør fagforeningerne kæmpe for at forhindre den kvindelige konkurrence gennem ”at arbejde med al kraft på, at der aldeles ingen forskel bliver på mandens og kvindens arbejdsløn for samme arbejde” skrev Pio i Social-Demokraten den 30. juli 1876. August Bebels bog, som kom i over 50 udgaver og på mange sprog, udkom på dansk i 1885 under en af de mange udgavers senere titler, Kvinden i Fortid, Nutid og Fremtid, og blev bragt som føljeton i Social-Demokraten.
Stemmeretten skabte mange alliancer blandt kvindeorganisationerne på tværs af klasse- og politiske skel, i Danmark bl.a. i Danske Kvinders Valgretsudvalg, stiftet i 1898. Men under indtryk af Clara Zetkins linje, der tilsagde, at arbejderkvinderne skulle stoppe det organisatoriske samarbejde med de borgerlige kvindeorganisationer omkring kvindestemmeretten, trak de danske socialdemokratiske kvinder sig ud af Valgretsudvalget (nu Valgretsforbundet). De dannede i stedet Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening, som søgte optagelse i Socialdemokratiet, men fik afslag med den begrundelse, at partiet ikke optog særskilte kvindeorganisationer i partiet.
Gensyn i 1970’erne
Med den venstreorienterede kvindebevægelses opblussen i 1960'erne og 1970’erne (den såkaldte andenbølgefeminisme) blev den marxistiske feminisme taget op til eftersyn. Klassikerne blev studeret, kritiseret og videreudviklet. 1970’ernes radikalfeminisme forkastede den marxistiske grundidé om produktionsmådens helt afgørende betydning for kvinders stilling i samfundet, idet man nu så patriarkatet som en selvstændig og universel kvindeundertrykkende kraft.
Hovedtendensen i 1970’ernes venstreorienterede feminisme var imidlertid de nye teoridannelser, bl.a. fra Juliet Mitchell, Heidi Hartmann og Sheila Rowbotham, som forsøgte at kombinere den klassiske marxistiske teori med moderne feministisk tankegang gennem at fokusere på samspillet mellem kapitalisme og patriarkat (såkaldt dual system theory) i en forståelse, som inkluderer kritik af privatsfæren (fx under sloganet ”Det private er politisk”).
Den danske rødstrømpebevægelse
Også i den danske rødstrømpebevægelse studeredes med stor interesse Marx, Engels, Zetkin og Kollontaj. En gruppe oversatte og udgav centrale Zetkins tekster under titlen: Arbejderkvinder i alle lande. Et Clara Zetkin udvalg, 1974. Marie Nielsen, den danske kommunist og feminist, der var aktiv i mellemkrigstiden, blev også genstand for fornyet interesse. Men rødstrømperne tog i lighed med den øvrige anti-autoritære del af venstrefløjen kraftigt afstand fra de udemokratiske og topstyrede forhold i Sovjetunionen og kvindernes undertrykte stilling dér.
Rødstrømpernes kampagneslogan ”Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp” ligger i forlængelse af Zetkins og Kollontajs feministiske agitation i den tidlige arbejderbevægelse. Men anden del af sloganet var nu en kritik rettet mod mændene i nye sociale bevægelser på 1970’ernes venstrefløj, fordi kvinderne følte sig henvist til ’at lave the til revolutionen’.
Læs mere i Lex
Litteratur
- Arbejderkvinder i alle lande … Et Clara Zetkin-udvalg. Forfatterkollektiv. Tiderne Skifter, 1974.
- Signe Arnfred: "Alexandra Kollontai (1872-1952). Revolutionær socialist og kønspolitisk tænker”. Arbejderhistorie, nr.2, 2023.
- Drude Dahlerup: Socialisme og kvindefrigørelse i det 19.århundrede. Forlaget GMT, 1973.
- Henning Grelle: Den frie kvindelige Forening. Historien om den første socialistiske kvindeforening i Danmark 1873 til 1882. Arbejdermuseets hjemmeside, 2023.
- Heidi Hartmann: ”The unhappy marriage between feminism and Marxism. Towards a more progressive union,” Capital & Class, vol.3 (2), 1979.
- Alexandra Kollontaj: Kvinnans ställning i den ekonomiska samhällsutvecklingen (1921), på svensk Oktoberförlaget, 1971.