Anholt

I 2025 blev Anholt officielt en af de omkring 260 udnævnte Dark Sky Parker på globalt plan. Den internationale organisation DarkSky International betegner en Dark Sky Park som en lokalitet med så ekstremt lav lysforurening, at stedet om natten giver optimale betingelser for at kigge på stjernehimlen.

For at nå så langt har foreningen Dark Sky Anholt i samarbejde med Norddjurs Kommune arbejdet på at få øen certificeret som en Dark Sky Park. Alle gadelamper på øen blev udskiftet med specielle lamper, der ikke er lysforurenende. Og både fastboende og fritidsanholtere forsøger at sikre mørket.

Øen er dermed officielt blevet et af de mørkeste steder i verden. Ud over Anholt er der blandt de danske medlemmer af den internationale organisation blot øerne Nyord, Mandø og Bulbjerg i Thy.

For at Ørkenen ikke skal springe i skov er det nødvendigt med en omfattende naturpleje. Med jævne mellemrum bliver opvoksende træer og buske fjernet.

Naturplejen er med til, at det unikke og ørkenagtige landskab bliver bevaret. Særlige planter og dyr har tilpasset sig det sandede og tørre miljø.

Her er registreret omkring 280 arter af laver som fx rensdyrlav og islandsk mos. Ørkenen udgør en af de største lavheder i Nordeuropa. Her er revling og hedelyng sammen med sjældne planter som koralrod (Corallorhiza trifida), rundbladet soldug og flere arter af ulvefod.

Ørkenen er også levested for en række sjældne dyrearter, der har tilpasset sig de barske forhold i det særprægede økosystem. Her kan man møde den største ørentvist i Europas, sandørentvisten (Labidura riparia). Den er nataktiv og kan bliver op til 26 mm lang og har en klo på op til 11 mm.

Blandt Anholts fugle har markpiber været en særdeles sjælden ynglefugl i de åbne klitområder. Men siden 2017 er engpiberen ikke observeret som ynglefugl noget sted i Danmark.

Ørkenen er dog ikke en rigtig ørken i begrebets almindelige betydning men derimod en mægtig strandvoldsslette. Anholt er et af de steder i Danmark, der får mindst nedbør men slet ikke så lidt nedbør, at Ørkenen klassificeres som ørken.

Den vestlige del af Ørkenen ligger i 12-13 meters højde med grovsandede klitter på op til 24 m og fintsandede klitter langs kysterne. Mod nordøst ligger Sandmilerne, nogle er tyndt bevoksede, op til 21 m høje vandreklitter. Ørkenen samt dens 12 km videre forløb i revet, Anholt Østerrev, er dannet af sand og grus, der er ført med bølger og havstrømme fra vest og aflejret som mægtige strandvolde i læ bag morænebakkelandet.

Efterhånden som strandvoldssletten blev tørlagt efter istiden, har vind og sand dannet øens klitlandskab. Anholt Østerrev har gennem tiden været årsag til talrige skibsforlis. Fx er der fra perioden år 1711 til 1916 registreret cirka 120 strandinger – og de bidrager alle til øens dramatiske, maritim historie.

Drikkevanden på Anholt kommer fra Ørkenen, hvor der er to indvindingsboringer. Området er fredet, og det er ikke blevet udsat for hverken pesticider eller kunstgødning. Ørkenen har aldrig været opdyrket, så vandet er forureningsfrit. Indholdet af kalk og salt er på grund af øens geologiske historie meget lavere end de fleste andre steder i landet.

Øen har siden middelalderen været en del af det danske rige. Det nutidige svenske len, Halland, hørte dengang også under Danmark. Der har været ganske tætte forbindelser mellem indbyggerne på Anholt og folk i Halland på den anden side af Kattegat.

I 1500-tallet hørte Anholt under Morup sogn i Halland. Anholterne måtte derfor rejse over havet til fastlandet for at gå i kirke, blive døbt, gift eller begravet i Morup kirke. Kirken, der var kendt som "den røde kirke" på grund af farven, fungerede samtidig som et vigtigt sømærke for søfarten langs kysten.

Turen over havet var ofte forbundet med livsfare for øboerne. En dag gik det grueligt galt for et helt brudefølge fra Anholt på vej overe til Morup kirke. Den lille båd forliste ved en stor kampesten nær Lynga nord for Halmstad. Alle ombord omkom, og siden har stenen været kendt som Brudestenen.

Ved Freden i Roskilde i 1658 måtte Danmark efter den første af Karl Gustav-krigene afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm til Sverige. På forunderlig vis undgik Anholt samme skæbne som Halland. Ifølge legenden skyldtes det, at danskerne ved fredsforhandlingen på landkortet skjulte øen ved at placere et stort ølkrus hen over den. De svenske forhandlere overså åbenbart den lille ø midt i Kattegat, og Anholt forblev dansk.

Anholt var i ældre tid underlagt kronen, men øen blev i 1668 solgt og overgik i 1674 til Hans Rostgaard. Hans søn, litteraten Frederik Rostgaard, vakte stor opmærksomhed ved at klage over den ufordelagtige omtale af øens beboere i Ludvig Holbergs digtsamling "Peder Paars". Størstedelen af øen har siden tilhørt denne slægt under Det von der Maase'ske Fideikommis.

Under Den Store Nordiske Krig (1700-1721) blev Anholt udsat for røveri og plyndret af svenske kapere og pirater, og øen var fra 1809 til 1814 besat af englænderne. Øen var med sin strategiske, maritime beliggenhed vigtig som støttepunkt for både danske og svenske flåder i deres forsøg på at kontrollere sejladsen i Kattegat og Østersøen.

I 1800-tallet var bjergning og sælfangst en vigtig indtægtskilde sammen med fiskeri og i mindre udstrækning landbrug. Hver vinter blev der fanget op til 40-50 gråsæler, hvorfra tran blev brugt til belysning og opvarmning, mens spæk og skind blev solgt eller byttet med korn og andre varer fra især Halland.