Bjørn Nørgaard

Én af Danmarkshistoriens mest berømte aktioner fandt sted den 29. maj 1969 kl. 15.30 i Børsen i København. Aktionen hed Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus, men omtales tit bare som Børsaktionen. Her gik kunstneren Lene Adler Petersen nøgen igennem den del af Børsen-bygningen, hvor den såkaldte 'efterbørs' fandt sted. Hun bar på et stort kors og gik fra indgangen og hele vejen igennem lokalet, hvor en stor gruppe børsmæglere afbrød deres samtale – og faktisk også satte børshandlen i stå i 15 minutter. Imens gik Bjørn Nørgaard selv rundt langs væggen med en båndoptager, og fotografen Ole John (f. 1939) filmede det hele.

Børsaktionen var inspireret af den bibelske fortælling om Jesus, der jager de handlende ud ad templet, fordi de tager fokus fra de hellige handlinger. Bjørn Nørgaard havde planlagt aktionen som en scene til sin film Frændeløs (1970), hvori Lene Adler Petersen spiller en kvindelig Kristus og bl.a. også bliver korsfæstet. Med Børsaktionen rettede de to kunstnere en kritik mod det kapitalistiske samfund, hvor handel og varegørelse går forud for menneskets trivsel, værdier og frihed.

Aktionen fandt i øvrigt sted, dagen før den danske regering frigav billedpornografien og således gjorde det lovligt at vise nøgenhed i det offentlige rum. Den kan dermed også ses som et sidste oprør mod den censur, som kunsten ellers havde været underlagt.

Hesteofringen var endnu en aktion af Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen og fandt sted på en mark nær Kirke Hyllinge på Sjælland den 30. januar 1970. Udover Nørgaard og Adler Petersen medvirkede Henning Christiansen, som spillede violin under aktionen, samt en professionel slagter. Aktionen blev filmet af Per Kirkeby og Erik Hagens. Ekstra Bladet dokumenterede også aktionen, der blev en stor skandale i Danmark.

I Hesteofringen kom Bjørn Nørgaard trækkende med hesten Tulle, som han til lejligheden havde omdøbt til Røde Fane. Både Nørgaard og Adler Petersen var iført en slags rituelle dragter i rødt og hvidt stof, og hesten havde et rødt dækken på. Slagteren kom til, bandt hesten og skar halsen over på den. Herefter begyndte Bjørn Nørgaard at partere hesten, mens Lene Adler Petersen gik rundt om dem med et stort kors i armene, mens hun messede en sang om den døde hest. Nørgaard lagde de afskårne dele af hesten i syltetøjsglas, som han forseglede med stof og et laksegl, hvor der står "Gud er død – leve anarkiet". Efterfølgende blev syltetøjsglassene udstillet sammen med den filmede udgave af aktionen. Filmen har foruden reallydene fra aktionen også klavermusik af Henning Christiansen. I slutningen af filmen ser man syltetøjsglassene, der drejes rundt foran kameraet et ad gangen, som var de kunstgenstande i sig selv.

Aktionen var et opråb fra Bjørn Nørgaard til den danske befolkning: Han mente, at danskerne ville reagere stærkere på en enkelt død hest end på de tusindvis af mennesker, der var døde i Vietnamkrigens massakrer. Nørgaards timing var derfor ikke tilfældig, for aktionen fandt sted kort efter offentliggørelsen af en række makabre pressefotos fra My Lai-massakren, hvor amerikanske soldater skød flere hundrede vietnamesiske civile. Nørgaard fik ret: Hesteofringen er en af de største skandaler i dansk kunsthistorie, og mange var forargede over drabet på hesten – uden i øvrigt at tage i betragtning, at den gamle og noget misrøgtede hest næppe havde et langt liv foran sig uanset.

Hesteofringen er samtidig en vigtig del af kunstmuseet Louisianas historie: Aktionen skulle nemlig have fundet sted på museet i forbindelse med gruppeudstillingen Tabernakel, men Louisianas stifter Knud W. Jensen sagde nej, bl.a. med en henvisning til et politiforbud mod at opstalde hesten på museet, hvilket oprindeligt var en del af Bjørn Nørgaards idé. Derefter skulle syltetøjsglassene med hestedele have været udstillet på museet. Bjørn Nørgaard og flere andre kunstnere blev dog involveret i en større diskussion med Knud W. Jensen, der endte med, at de fjernede deres værker og forlod Tabernakel før tid. Dermed blev Hesteofringen også en del af et kollektivt oprør mod museet som en institution, som kunstnerne mente satte begrænsninger for den frie kunst.

I 1982 blev Bjørn Nørgaard inviteret til at medvirke i en stor gruppeudstilling med nordisk kunst. Udstillingen skulle åbne på Guggenheim Museet i New York og derefter turnere rundt i USA. Som en del af invitationen fik Nørgaard penge til at skabe et helt nyt værk særligt til udstillingen.

Bjørn Nørgaard tog indholdsmæssigt udgangspunkt i USA som et multikulturelt samfund og formmæssigt udgangspunkt i den rotunde, der udgør hjertet i Guggenheim Museets arkitektur. Med Menneskemuren arbejdede han for første gang med krenitfiberbeton i stor skala – værket er 14,54 m bredt og afsluttes i hver ende med en søjle på 5,3 m. Selve muren har en buet form med et indgangshul i midten, så man som publikum kan gå igennem muren.

Ovenpå muren har Nørgaard placeret 15 keramikskulpturer: Le Luxe (en figur fra Henri Matisses maleri med samme titel fra 1907); Assurbanipal (assyrisk konge fra ca. 668 f.v.t.); Yaksi (hinduistisk naturånd); Bena Lulua (redskab og kultfigur fra det congolesiske Bena Lulua-folk); Herkules (oldgræsk helt); Slangekvinden, Abemanden, Elefantkvinden (tre figurer opfundet af Bjørn Nørgaard selv med afsæt i forskellige ikoniske figurer); Dyden (en figur fra Albrecht Dürers værk Herkules ved skillevejen/Misundelsen, 1498), Maya (baseret på en skulptur fra den oprindelige mexicanske Maya-kultur fra 200-950), Habakuk (baseret på Donatellos statue af den gammeltestamentlige profet Habakuk, kendt som Lo Zuccone, fra 1423-1425), Sinne (Lene Adler Petersens datter som ung kvinde) og Slaven (baseret på Michelangelos skulptur Døende slave fra 1513-1516). Menneskemuren samler på den måde mange forskellige tider, kulturer og kunstværker, ligesom USA samler mange nationaliteter, kulturer og traditioner.

Menneskemuren blev efter udstillingerne i USA købt af Statens Museum for Kunst og stod i mange år foran museet, men har siden 2010 stået foran Horsens Kunstmuseum). Sammen med Bjørn Nørgaards udsmykninger Kæmpehøjen II (1974, Ikast), det 26 m høje Thors Tårn (1986, Høje Taastrup), springvandsanlægget Fontæne (1989, Hjørring), Apokalypsens Rytter (1992, Horsens) og udsmykningen til Vordingborg Kaserne (1998) har den været med til at forny skulpturen som genre. Den repræsenterer en særlig form for offentlig udsmykning, hvor genrer, materialer og teknikker er kombineret til en slags hybridværker fremfor blot at være fx en bronzeskulptur.

I 1990 fyldte dronning Margrethe 2. 50 år. I den forbindelse bestilte dansk erhvervsliv og en række danske fonde en serie af gobeliner hos Bjørn Nørgaard. Gobelinerne skulle vise Danmarkshistorien fra Vikingetiden og frem til nutiden. Nørgaard valgte desuden, at den 17. gobelin skulle repræsentere fremtiden. Her ser man bl.a. dronning Margrethe 2.'s to sønner: den nuværende kong Frederik 10., der dengang var kronprins, og prins Joachim.

Bjørn Nørgaard designede 17 kartoner – altså papirforlæg til gobelinerne. De 17 gobeliner blev vævet på to franske væverier: Manufacture des Gobelins i Paris og Manufacture de Beauvais. Arbejdet blev udført af 60 vævere og tog mere end ti år.

På gobelinerne kan man se en række kendte personer fra Danmarks- og Verdenshistorien, fx Jeanne d'Arc, Niels Bohr og The Beatles. Også kendte bygninger, kunstværker og begivenheder er med på gobelinerne, fx Rundetårn (på gobelinen Adelsvælden), Nicolai Abildgaards maleri Den sårede filoktet fra 1775 (på gobelinen Yngre enevælde) og jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig (på gobelinen Yngre Glücksborgere). På én af gobelinerne – med titlen Nutiden – kan man se dronning Margrethe 2. og prins Henrik omgivet af deres gravhunde. De største gobeliner har en kant med portrætter af kendte personer og våbenskjolde. På de seks smalle gobeliner, som Bjørn Nørgaard kalder Mellemstykker, kan man fx se forskellige udgaver af Grundloven.

Gobelinerne hænger i dag i Riddersalen på Christiansborg. Kartonerne, der ligger til grund for gobelinerne, kan ses på KØS – Museet for kunst i det offentlige rum.