Danmarkshavn er en vejrstation i det højarktiske Østgrønland beliggende på 76°46' n.br, hvor årsmiddeltemperaturen er -12,1 °C. Stedet er opkaldt efter Danmark-Ekspeditionen, hvis skib Danmark havde base her i 1906-1908.

Villaen

Danmark-Ekspeditionen byggede huset Villaen, der fungerede som base i de to år. Bygningen blev i 1910 redningen for Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen på deres desperate tur hjem fra Danmark Fjord. I 1919-1921 blev huset anvendt som fangststation af Østgrønlandsk Kompagni, men de dårlige besejlingsforhold satte snart en stopper for dette. I 1927 blev stedet besøgt af Lauge Koch.

Den oprindelige bygning på stedet fra 1906 eksisterer fortsat, og i området er der fundet ni bopladser fra tidligere kulturer.

Oprettelsen af vejrstationen Danmarkshavn

Behovet for vejrmeldinger fra det nordøstlige Grønland efter 2. Verdenskrig førte i 1948 til oprettelsen af Danmarkshavn. Udgiften hertil bekostes af den internationale luftfartsorganisation ICAO. Vejrstationen, der anses for at være en af verdens mest isolerede bebyggelser, ligger på sydspidsen af halvøen Germania Land og kan normalt kun besejles i august måned.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig