Da det kommunale danmarkskort med Strukturreformen i 2007 blev nytegnet, blev Frederiksberg Kommunes særlige position atter en gang bekræftet. Trods den usædvanlige placering midt i Københavns Kommune var der ingen opbakning til at ændre status quo. Spørgsmålet blev end ikke omtalt i Strukturkommissionens betænkning, hvor Frederiksbergs selvstændighed blev taget for givet.
Faktaboks
- Areal
- 8,7 km²
- Højeste punkt
- 36,0 m.o.h.
- Kystlinje
- 0 km
- Region
- Hovedstaden
- Stift
- København
- Provsti
- Frederiksberg
- Antal sogne
- 9
- Indbyggertal 1950
- 118.993 personer
- Indbyggertal 1980
- 88.287 personer
- Indbyggertal
- 105.840 personer (2025)
- Befolkningstæthed i kommunen
- 12.165,5 personer/km² (2025)
- Befolkningstæthed i Danmark
- 139,5 personer/km² (2025)
- Gennemsnitsalder i kommunen
- 40,7 år (2025)
- Gennemsnitsalder i Danmark
- 42,6 år (2025)
- Anslået middellevetid for 0-årige i kommunen
- 82,4 år (2024)
- Anslået middellevetid for 0-årige i Danmark
- 81,5 år (2024)
- Disponibel indkomst, gennemsnit pr. person i kommunen
- 329.362 kr. (2023)
- Disponibel indkomst, gennemsnit pr. person i Danmark
- 279.600 kr. (2023)
- Kommunal skatteprocent
- 24,57 % (2025)
- Kommunal skatteprocent, gennemsnit for hele landet
- 25,07 % (2025)
- Hjemmeside
Efter fald i befolkningstallet i Frederiksberg Kommune i årtierne efter 2. Verdenskrig har det igen været svagt stigende siden 1989/90.
I tiåret 2008‑2017 steg folketallet med knap 12 % og passerede igen 100.000. Væksten var især præget af mange nyfødte – takket være en høj andel af kvinder i den fødedygtige alder – samt af en alsidig indvandring.
Frederiksberg Kommune har politisk været kendt som en konservativ højborg med en hundredårig tradition for konservative borgmestre. En vigtig faktor er en vedholdende socialkonservativ linje, der ofte har adskilt sig fra Det Konservative Folkeparti på landsplan, og som har samlet brede politiske flertal i kommunen. Valget i 2021 førte for første gang i kommunens historie til en socialdemokratisk borgmester.
Kommunen har en høj andel af ældre boliger, og parcelhusene omsættes til nogle af landets højeste kvadratmeterpriser. Der er dog også mange billigere kvarterer, og dermed er der i kommunen en større økonomisk ulighed end på landsplan.
Uddannelsesniveauet er i top, og kommunen er præget af sine mange uddannelsesinstitutioner med CBS som den største.
Pendlingen er omfattende, og arbejdspladserne i kommunen har en usædvanlig høj andel inden for forskning, rådgivning og forretningsservice.
Frederiksberg er målt i areal Danmarks mindste kommune og ligger med sine 8,7 km2 helt omgivet af Københavns Kommune. Landskabet er skabt af den seneste istids is og smeltevand, der efterlod det meste af arealet med et jævnt, svagt kuplet morænelandskab. Undtagelsen er Frederiksberg Bakke, der er kommunens ældste landskabstræk og tydeligt rejser sig over det overvejende flade landskab. Bortset herfra er der ikke megen oprindelig natur tilbage, og med en bebyggelsesprocent på 96 % er kommunen den tættest befolkede i landet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.