Gerhard 3.

I konkurrence med kong Christoffer 2. fik han i 1325 formynderskabet over sin tiårige søstersøn, hertug Valdemar af Sønderjylland. I 1326 indgik han forbund med danske stormænd, der gjorde oprør mod Christoffer 2.

Herved blev Gerhard rigsforstander og lod sig forlene med Sønderjylland, mens hans søstersøn blev gjort til konge af Danmark under navnet Valdemar 3. Eriksen. Gerhard fik imidlertid svært ved at hævde sin stilling i Danmark, især da hans hidtidige forbundsfælle, grev Johan af Plön, allierede sig med den afsatte kong Christoffer og i 1329 sikrede kongens genindsættelse.

Gerhard måtte i den situation lade sig nøje med Fyn, men han fik tilbageerobret sin position, da Christoffer sammen med grev Johan forgæves forsøgte at besejre ham. Resultatet blev, at Danmark i 1332 deltes, således at Gerhard fik hele Vestdanmark med Nørrejylland og Fyn i pant, et herredømme, som han opretholdt frem til 1340.

At den danske kongeslægt dog ikke i længden kunne holdes ude, indså Gerhard formentlig, og i den situation prioriterede han Sønderjylland højt. I 1340 kom det imidlertid til opstand i Nørrejylland, hvor Gerhard blev dræbt i sit kvarter i Randers af den danske væbner Niels Ebbesen.

Fra tysk side har Gerhards eftermæle traditionelt bestemt ham som våbendrager for tyskhedens fremtrængen i Sønderjylland, og han har fået tilnavnet "den Store", mens danskerne har set ham som et modstykke til frihedshelten Niels Ebbesen, som ifølge folkevisen "vog den kullede (skaldede) greve". Mest naturligt er det dog at se Gerhard som et eksempel på en velkendt entreprenant type i 1300-tallets nordeuropæiske fyrstepolitik som fx Valdemar 4. Atterdag og Albrecht 2. af Mecklenburg.

Sine resultater opnåede Gerhard ved handlekraft og hensynsløshed, parret med store evner som feltherre og politiker.