I 2024 varierede kommunernes udgifter til redningsberedskab fra kr. 145,- pr. indbygger i Horsens til kr. 1399,- pr. indbygger på Læsø.

Udgifter til kommunalt redningsberedskab

De kommunale redningsberedskaber rykker ud til brande, trafikuheld og andre ulykker og katastrofer, og ofte administrerer de blandt andet ansvaret for beskyttelsesrum på vegne af kommunalbestyrelsen. Udgiften pr. indbygger til kommunalt redningsberedskab kan findes i Danmarks Statistiks statikbank, i tabellen "REGK31: Kommunernes regnskaber på funktioner – efter område, funktion, dranst, art og prisenhed". Her er anvendt "i alt (netto)".

Ø-kommuner har de højeste udgifter pr. indbygger

De tre kommuner med de højeste udgifter pr. indbygger er de tre ø-kommuner Læsø, Samsø og Fanø. Det fremgår af tabellen herunder, der viser de ti kommuner med de højeste udgifter til redningsberedskab pr. indbygger samt hvilket kommunalt redningsberedskab de bliver betjent af.

Kommune Pr. indbygger, løbende priser (kr.) Redningsberedskab
Læsø Kommune 1399 Nordjyllands Beredskab
Samsø Kommune 1137 Østjyllands Brandvæsen
Fanø Kommune 1054 Sydvestjysk Brandvæsen
Lolland Kommune 522 Lolland-Falster Brandvæsen
København Kommune 518 Hovedstadens Beredskab
Lemvig Kommune 432 Nordvestjyllands Brandvæsen
Struer Kommune 381 Nordvestjyllands Brandvæsen
Guldborgsund Kommune 370 Lolland-Falster Brandvæsen
Tårnby Kommune 369 Tårnby Brandvæsen
Køge Kommune 347 Brand og Redning Køge

Kommuner med de laveste udgifter pr. indbygger

De tre kommuner med de laveste udgifter til redningsberedskab pr. indbygger er Horsens, Ringsted og Gribskov, som det fremgår af tabellen herunder, der viser de ti kommuner med de laveste udgifter til redningsberedskab pr. indbygger samt hvilket kommunalt redningsberedskab de bliver betjent af.

Kommune Pr. indbygger, løbende priser (kr.) Redningsberedskab
Horsens Kommune 145 Sydøstjyllands Brandvæsen
Ringsted Kommune 177 Midt- og Sydsjællands Brand og Redning
Gribskov Kommune 190 Gribskov Beredskab
Favrskov Kommune 195 Beredskab og Sikkerhed
Vallensbæk Kommune 199 Beredskab 4K
Odder Kommune 200 Østjyllands Brandvæsen
Furesø Kommune 201 Frederiksborg Brand og Redning
Brøndby Kommune 206 Hovedstadens Beredskab
Rødovre Kommune 206 Hovedstadens Beredskab
Herning Kommune 207 Brand og Redning MidtVest

Redningsberedskabet består af det kommunale redningsberedskab (som ofte kaldes brandvæsenet) og det statslige redningsberedskab, Beredskabsstyrelsen. Beredskabsstyrelsens regionale centre skal assistere de kommunale redningsberedskaber, når det er nødvendigt. Desuden assisterer de kommunale redningsberedskaber hinanden, når der er behov for det; læs mere i artiklen om redningsberedskabet.

Mange kommuner har organiseret deres redningsberedskab i fælleskommunale selskaber, så f.eks. Fanø, Esbjerg, og Varde kommuner betjenes af Sydvestjysk Brandvæsen, mens andre kommuner, som f.eks. Gribskov, har valgt at have sit eget redningsberedskab.

Dimensioneret efter lokale risici

Prisforskellene kan skyldes, at kommunerne skal dimensionere redningsberedskabet efter lokale risici og beslutte, hvilket serviceniveau redningsberedskabet skal have; det kaldes risikobaseret dimensionering. Risikobilledet (som også omfatter fx geografi og infrastruktur) og kommunalbestyrelsens valg af serviceniveau kan altså være årsag til forskellene i udgifter til redningsberedskab.

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab er ressortminister for redningsberedskabet.

Læs mere i Lex

Eksternt link

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig