Guineisk Kompagni

I 1755 havde Vestindisk-guineisk Kompagni udspillet sin rolle i handelen på Guldkysten (kysten af det nuværende Ghana) og De dansk-vestindiske Øer, og kompagniet blev opløst. Slavehandelen over Atlanten under Dannebrog blev nu for statens regning overtaget af Rentekammeret og fra 1760 af Generaltoldkammeret, mens man ledte efter private, som ville påtage sig denne specielle handelsgren.

Det lykkedes i 1765, hvor den entreprenante københavnske handels- og finansmand Frederik Bargum – sammen med sin velhavende svigermor Catharina Gustmeyer – etablerede Guineisk Kompagni, da han mente, at der ville være store penge at tjene på international slavehandel.

Foretagendet var organiseret nærmest som et aktieselskab med Bargum selv som administrerende direktør og med kontorer i hans ejendom Det Gule Palæ i Amaliegade i København. Kompagniet var finansieret af ham selv og andre danske interessenter samt af franske kapitalinteresser. I alt lykkedes det at rejse en pæn aktiekapital på 165.500 rigsdaler.

Meningen var, at kompagniet skulle indgå i den internationale transatlantiske slavehandel, og det påtog sig administrationen af de to danske forter Christiansborg og Fredensborg foruden en række mindre slavehandelspladser på Guldkysten (dengang også kaldet Guinea). Monopol på dansk slavehandel fik Guineisk Kompagni ikke, men den kongelige oktroj (privilegiebrev) af 1765 gav kompagniet forskellige økonomiske begunstigelser som fx toldfrihed de følgende 20 år.

Kompagniet ejede også et sukkerraffinaderi i København, hvor man selv kunne bearbejde det råsukker, som slaveskibene bragte hjem fra Caribien, og tjene på at sælge de dyre raffinerede sukkerprodukter. Værdien af raffinaderiets årlige produktion nåede dog kun op på forholdsvis beskedne 40.000 rigsdaler om året.

I 1771 udsendte Guineisk Kompagni den tremastede fregat Christiansborg på et slavetogt ad trekantruten. Skibet var 25 meter langt og havde en besætning på 36 mand. Fra København gik ruten gennem Den Engelske Kanal, og man ankom planmæssigt til Vestafrika efter 4,5 måneders sejlads. Her varede det 6 måneder, inden besætningen havde udlosset ladningen fra Danmark og derpå provianteret og anskaffet 267 afrikanske slaver.

Turen over Atlanten til Dansk Vestindien tog 2,5 måneder, og undervejs døde 8 procent af slaverne. Denne dødsrate var halvt så høj som det gennemsnitlige tabstal, der ellers var på danske slaveskibe.

Med en ladning råsukker fra Sankt Croix returnerede Christiansborg til København. I alt havde dette typiske trekanttogt varet halvandet år. Undervejs på den lange tur mistede hver tredje besætningsmedlem livet, de fleste som følge af sygdom. Dette tabstal var helt gennemsnitligt.

Resultaterne af Guineisk Kompagnis aktiviteter kom imidlertid aldrig til at leve op til de høje forventninger. Kompagniet nåede kun at sælge 1.700 slaver i Guinea til franskmændene, inden disse trak sig ud af samarbejdet. Og i løbet af ti år førte kompagniets fem skibe i trekantfart på 14 rejser kun 2.400 slaver til Dansk Vestindien. Dette var alt for lidt til at imødekomme efterspørgslen fra øernes plantageejere.

Kompagniets udgifter til driften af etablissementerne i Afrika, til søfarten og administrationen var så store og fortjenesten fra slavehandelen så lille, at der var et stadigt underskud på selskabets årsregnskaber.

Aktionærerne ønskede derfor, at staten skulle udfri dem, ligesom det var sket ved opløsningen af Vestindisk-guineisk Kompagni. Men det var regeringen ikke indstillet på at gøre endnu en gang.

• slaveri
• dansk slaverihistorie 1660-1848
• Dansk Vestindien
• trekantshandel
• Frederik Bargum