Irkutsk er russisk by i det centrale Sibirien ved den sejlbare flod Angara 60 km fra Bajkalsøen. Den har 587.200 indbyggere (2010) og er hovedstad i Irkutskregionen.
Irkutsk er det videnskabelige og kulturelle centrum for et kæmpemæssigt område i Østsibirien; den er en livlig by præget af mange studerende og stor etnisk variation. Her ligger en afdeling af det russiske videnskabernes akademi, et universitet fra 1918 og syv andre højere læreanstalter. Byen har desuden flere teatre, et cirkus, et symfoniorkester og adskillige museer, bl.a. palæontologiske og mineralogiske samlinger, som afspejler den store fundrigdom i Sibirien, bl.a. med mammutter.
Store kulforekomster nær byen er grundlag for sværindustri, der bl.a. producerer værktøjsmaskiner og mineudstyr og suppleres af en alsidig letindustri. Et vandkraftværk på Angara, etableret i 1958, sikrer billig elforsyning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.