Jørgen Reenberg

Som søn af skuespillerparret Holger Reenberg og Ellen Carstensen Reenberg (1899-1985) blev Jørgen Reenberg født ind i et teatermiljø. Han voksede op som enebarn og var tæt knyttet til sine forældre.

Hans tidlige drømme om at gå skuespillervejen vakte ikke umiddelbart begejstring hos faderen, men på opfordring af blandt andre skuespilleren Ejner Federspiel fik Jørgen Reenberg som seksårig sin første sceneoptræden. Det skete i Dansk Skolescenes opsætning af Henrik Ibsen-dramaet Hærmændene paa Helgeland, hvor forældrene tillige medvirkede. Trods sin sceneoptræden måtte Jørgen Reenberg de følgende år acceptere at få afløb for sin kunstneriske virketrang i form af klaverundervisning og dansetimer hos den estimerede tidligere balletmester Hans Beck.

Jørgen Reenberg nærede en dyb og utilsløret beundring for sin far, der som ganske ung havde været oprettestjerne og som siden havde markeret sig i en række karakterroller. Deres tætte relation blev brat afbrudt, da Jørgen Reenberg som 14-årig mistede sin far. Tabet satte sig som en næsten ubændig smerte, hvor Jørgen Reenberg med egne ord pludselig manglede sin ”førerhund”.

Efter faderens død voksede skuespillerambitionerne. Med hjælp fra sin mor blev Jørgen Reenberg introduceret for den aristokratiske dramatiker og afmålte instruktør Oluf Bang, der vurderede, at den unge gymnasieelevs skuespiltalent var til stede. Efter at have læst hos skuespillerinden Bodil Ipsen, blev Jørgen Reenberg som 18-årig optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole, som han gennemgik i perioden 1946-1948.

I elevskoletiden blev Jørgen Reenberg i september 1947 tildelt sin første rolle på Det Kongelige Teater. Her kunne han opleves som Søren Torp i den klassiske komedie Genboerne, mens den egentlige debut fandt sted knap to måneder senere med premieren på dramaet Nattefrost, hvor Jørgen Reenberg som den psykisk nedbrudte student Benni spillede sammen med blandt andre Anna Borg og Ebbe Rode. Trods et vist forbehold over for selve stykket som dramatisk værk, blev Reenbergs debut modtaget med positive ord af pressens teateranmelderne.

Tættere på et egentligt gennembrud kom Jørgen Reenberg imidlertid, da han i 1948 spillede studenten i Strindberg-dramaet Spøgelsessonaten. Præstationen blev fremhævet for sin ægthed og for Reenbergs evne til at forene længsel, smerte og ungdommelighed.

Efter endt elevskoletid blev Jørgen Reenberg tilknyttet Det Kongelige Teater. Kendetegnende for hans tidlige år som skuespiller var en scenekarriere, der udviklede sig med rivende hast. Med ungdommeligt gåpåmod stod Reenberg i efterkrigsårene som et bud på nationalscenens mandlige Wunderkind, der syntes at stå på spring til at kaste sig over et rigt og varierende repertoire. I første ombæring var det dog mest i den klassiske genre, Jørgen Reenberg viste sig. Hans høje, slanke statur, tilsat en følsom maskulinitet, gjorde ham velegnet til rollefaget som den poetiske, unge mand. Følsomheden i hans udstråling virkede på en gang drømmende, næsten pertentlig og med et aristokratisk tilsnit.

Han var således den unge Benjamin i August Strindbergs Paaske (1948) over for kollegaen Ingeborg Brams i rollen som Eleonora. Sammen dannede de ligeledes scenisk par i Molière-komedien Fruentimmerskolen (1952), hvor Jørgen Reenberg som Horace fik lejlighed til at gennemspille både det romantiske og det stilfulde, ligesom han var velvalgt som Leander i Ludvig Holbergs De usynlige (1952).

I kølvandet på det voksende antal opgaver på Det Kongelige Teater fulgte tilbuddene fra de danske filmatelierer. Som idealistisk frihedskæmper ses Jørgen Reenberg i et kort, men interessant intermezzo i Johan Jacobsens Soya-filmatisering Tre Aar efter (1948), men det var hovedsageligt i en række produktioner hos filminstruktøren Alice O’Fredericks, at han markerede sig – stadig som tidens unge, lyriske mand.

Med energisk charme spillede han titelrollen i folkekomedien Fodboldpræsten (1951). Som sportstrænet præst, der klarer udfordringerne i sit landsogn, placerede rollen ham i rækken af samtidens danske filmhelte, hvilket tillige var tilfældet med rollen som skolelæreren i Far til fire (1953), hvor han gjorde kur til familiens Søs, spillet af Birgitte Price.

Mest markant var hans tidlige filmpræstation som den terminalt tuberkuløse Teddy i problemfilmen I Gabestokken (1950). Jørgen Reenberg spillede den sygdomsmærkede student, der på sanatoriet har mistet troen på fremtiden, men som har bevaret sine eksistentielle dagdrømme i håb om en kort romance med en kvindelig medpatient – i Grethe Thordahls skikkelse – før, det er for sent. Overbevisende formåede Reenberg her at forene karakterens melankoli med den drømmende, poetiske grundtone uden anstrøg af forlorenhed.

Filmrollerne førte til en massiv eksponering, og i en periode modtog Reenberg henved 50-100 fanbreve pr. dag. Kort efter biografpremieren på I Gabestokken blev der i landets største byer stiftet såkaldte ”Teddy-klubber”, der opretholdt fandyrkelsen. I samme periode indløb to filmtilbud fra Hollywood. Jørgen Reenberg afslog imidlertid forespørgslerne.

På Det Kongelige Teater fik Jørgen Reenberg i 1953 tildelt titelrollen som Hamlet – en omfangsrig og udfordrende opgave blot seks år efter debuten, hvilket vidner om den tillid, Reenberg var omfattet af i samtiden. Det betød ikke, at han fik sine sceniske resultater serveret eller foræret. Bagved lå et dybt koncentreret arbejde, fulgt af en jernhård disciplin og en uudslettelig respekt for scenekunsten. Omvendt kunne det tilbundsgående og analyserende forarbejde med en rolle i karrierens tidlige år have sine begrænsninger.

Hans fortolkning af Aladdin (1959) i Oehlenschlägers klassiker, blev i pressen modtaget med forbehold. Blandt samtidens teateranmeldere blev det fremhævet, at Reenberg manglede Aladdins naivitet og umiddelbarhed. Reenberg var en intellektuel kunstner, men hans stringente professionalisme og ræsonnerende karakterarbejde syntes i dette tilfælde at hindre en friere udfoldelse af rollen.

Som en kunstner med sans for teatertraditionerne og en optagethed af scenekunstens klassiske virkemidler forekom Reenberg en overgang at være stivnet i sit spil. Hans kendte præstation som den jødiske prokurist Meyer i Henri Nathansens skuespil Indenfor Murene blev på en gang fremhævet for den effektfulde betoning af karakterens ensomhed og sørgmodighed som forsmået tilbeder. Samtidig nævntes det, at Reenberg spillede med en teatralsk distance til rollen. Reenbergs maske som Meyer var effektfuld, men maskeringen risikerede samtidig, at fortolkningen af rollen fremstod en anelse kunstfærdig.

Ikke desto mindre fandt Jørgen Reenberg i 1960’erne en større balance mellem traditionen og det moderne teater, ligesom hans omfangsrige talent i samme periode udfoldede sig i nye sammenhænge. Gennem Harold Pinters forfatterskab fandt Reenberg et felt, hvor han følte sig hjemme, og Pinters dramatik fulgte Reenberg resten af karrieren. Bekendtskabet indledtes, da Reenberg i 1962 spillede Aston i Pinters skuespil Gæsten. Præstationen som den unge, udviklingshæmmede mand, der har gennemgået elektrochok, blev en indlevende og stærk præstation, hvor Reenberg med en detaljerigdom viste et nuanceret portræt af et hæmmet, tilbagestående og godhjertet menneske.

Med sin ukuelige og eminente forvandlingsevne sås Jørgen Reenbergs mangfoldige talent i de følgende år. Perioden med de poetiske helteroller var forbi, og Reenberg stod nu som en moden scenekunstner, der både med dygtighed og integritet åbnede for nye og komplekse dybder i sit spil. Udviklingen placerede ham endvidere som Det Kongelige Teaters store karakterskuespiller på linje med jævnaldrende kolleger som Erik Mørk og Henning Moritzen.

At arbejde med en rolle var for Reenberg et karakterstudium. Som en nysgerrig kunstner undersøgte og analyserede han sine karakterer. Et enormt bagkatalog af psykologiske facetter og et bredt kendskab til menneskelivets forskellige sider, gjorde ham i stand til at skabe rige og alsidige skikkelser på scenen, som blev en ressource for ham at kunne trække på.

Jørgen Reenbergs fuldkomne dedikation og respekt for skuespillerens metier medvirkede til, at han gennem karrieren stillede enorme fordringer til sig selv og sine omgivelser. Den kunstneriske barre blev sat højt og førte for Reenbergs vedkommende til et koncentreret og suggestivt spil på scenen. Bag kulisserne kunne denne kompromisløshed opfattes som excentrisk og temperamentsfuldt, men i Jørgen Reenbergs optik var kunsten det vigtigste – en hengivenhed, der forblev intakt.

I Det Kongelige Teaters moderne repertoire markerede Jørgen Reenberg sig i en række roller i 1960’erne. Hans udgave af konferencieren – iført en klassisk narrehat som hovedbeklædning – i Peter Weiss’ drama Marat (1965) havde noget spydigt over sig. Bag skikkelsens komiske ydre gemte Reenberg på en farlighed, hvor konferencieren med en syrlig tone kommenterede handlingsforløbet. De farlige karaktertræk var ikke mindre tydelige i Edward Albees Lille Alice (1966). Reenbergs kardinal i Albees drama var bygget på en fornemmelse for karakterens despotiske sider. Gennem en afdæmpet spillestil og en feminin fremtoning forekom kardinalen qua den følsomme facade særlig kynisk.

Selvom Jørgen Reenberg med overbevisning viste sit værd i det moderne repertoire, ændrede det ikke ved, at han først og fremmest var en klassisk teaterkunstner, der lagde vægt på teatrets traditioner og klassiske æstetik. I sit lange virke inkarnerede han teaterkunsten i ordet bedste forstand. Jørgen Reenberg stred for teatret og for kunsten og sørgede for, at holde teatrets traditioner i hævd, og blev derved på mange måder, Poul Reumerts åndsbeslægtede arvtager, i dansk teater i almindelighed og på Det Kongelige Teater i særdeleshed.

Det klassiske repertoire – fra Shakespeare til Holberg – værnede Reenberg ydmygt om. Med opmærksomhed på teatrets traditioner formåede han ydermere at tage livtag med klassikerne på en fornyende måde og gøre dem til sine egne. Et eksempel var titelrollen i Holberg-komedien Den stundesløse (1967). Reenbergs version af den forjagede og forvirrede Vielgeschrey var et overraskende og forfriskende bud på en stundesløs, der balancerede på nervesammenbruddets rand og samtidig var et offer for nogle indre, uforløste erotiske spændinger.

På tv kunne Jørgen Reenberg i 1960’erne blandt andet opleves i operettegenren som doktor Falke i Flagermusen (1968) i vittigt samspil med blandt andre Susse Wold og Poul Reichhardt. Et genremæssigt kvantespring var derimod Reenbergs Gregers Werle i tv-versionen af Ibsen-dramaet Vildanden (1966), der kort forinden havde gået på Det Kongelige Teater.

Kardinalpunktet i Jørgen Reenbergs karriere var først og fremmest Det Kongelige Teater, der blev epicentret i hans virke gennem mere 60 år. Enkelte afstikkere til andre teatre blev det imidlertid til, eksempelvis som Tartuffe (1989) på Betty Nansen Teatret og i Harold Pinter-skuespillet Kollektionen (1981) på Caféteatret. På sidstnævnte scene instruerede han desuden et andet Pinter-værk, Hjemkomsten i 1984. På Den Jyske Opera iscenesatte han i 1976 La traviata.

Det omfattende karakterarbejde var hos Reenberg ikke alene et spørgsmål om finde frem til en rolles psykologiske lag, men også at kende en karakters fysiognomiske træk. Interessen for den ydre fremtræden på scenen gav sig udtryk i en original og seriøs forvandlingsevne, blandt andet i form af skabelsen af konkrete teatermasker. Maskerne blev sammen med et fokus på karakterens kropsholdning, gestik, mimik og gangart et teatralt greb, som Reenberg gennem årene forfinede.

I takt med alderen fulgte en række tunge opgaver, hvor Jørgen Reenberg med sin grandiose udstråling og tilstedeværelse kunne indtage et teaterrum med den største selvfølgelighed og en særlig scenisk autoritet. Således formåede han i flere sammenhænge at blive situationens centrum, gerne forstærket af sin stemmes malmfulde klang. Især i de senere år blev hans formfuldendte diktion, præget af en unik sprogbeherskelse et karakteristika for ham.

Fra de senere år bør nævnes hans frugtbare og sikre samspil med Ghita Nørby. Som Pastor Manders og Fru Alving i Henrik Ibsens Gengangere (1999) gennemlevede de livets stærke og eksistentielle følelser i et intenst og medrivende spil. Fælles for Ghita Nørby og Jørgen Reenberg var den særlige evne til at nå ind til kernen i et drama. Med et koncentreret fokus og en dyb indsigt i rollernes karakteristika skabte de et enestående scenisk nærvær.

Dette var ligeledes tilfældet i opsætningen af Indenfor Murene (2005). Det gamle ægtepar Levin blev i Nørby og Reenbergs skikkelser nuancerede og levende portrætter. I dramaet om identitet, frihed og traditioner i opbrud viste Reenberg i sin subtile fortolkning en livsnerve, men åbnede også for en sårbarhed hos den gamle Levin.

Som 80-årig valgte Jørgen Reenberg at trække sig tilbage som skuespiller. Det Kongelige Teaters opsætning af Strindbergs Påske (2008) i Skuespilhuset markerede ikke blot Jørgen Reenbergs 60-års skuespillerjubilæum, men blev samtidig hans afskedsforestilling. I rollen som inkassatoren Lindqvist viste han for sidste gang sin sceniske skarphed og uomgængelige tilstedeværelse i et teaterrum.

I 2012 blev Jørgen Reenberg portrætteret af teateranmelderen Me Lund i biografien …men voksen blev jeg aldrig.

Jørgen Reenberg var halvbror til skuespillerne Elga Olga Svendsen, Palle Reenberg (1902-1980) og Ellen Reenberg Dich (1904-1975), samt til filminstruktøren Annelise Reenberg.

Jørgen Reenberg blev i 1954 gift med Marianne Zobel (f. 1934). Sammen er de forældre til Holger Reenberg (f. 1956), der i perioden 2001-2024 var direktør for kunstmuseet HEART i Herning.

Fra 1970-1978 var Jørgen Reenberg gift med kollegaen Ghita Nørby. Siden dannede han gennem mere end 25 år par med skuespilleren Marianne Høgsbro.

Jørgen Reenberg var siden 1997 Kommandør af Dannebrogordenen. Året efter blev han dekoreret med medaljen Ingenio et arti. Desuden modtog Reenberg en lang række priser og hædersbevisninger gennem årene, heriblandt kan nævnes:

• Dansk teater
• Årets Reumert
• Det Kongelige Teater
• Ghita Nørby
• Holger Reenberg