Faktaboks

J.L. Austin

John Langshaw Austin

Født
26. marts 1911, Lancaster, Storbritannien
Død
8. februar 1960, Oxford, Storbritannien

J.L. Austin var en engelsk filosof og professor i moralfilosofi ved University of Oxford. Han er især kendt for at påpege sprogets performative karakter i form af talehandlinger.

Austins liv og værk

Som 18-årig blev Austin optaget på Oxford Universitet, hvor han studerede græsk, latin og filosofi, og i 1933 fik han et stipendium til videre studier. I denne periode blev han sandsynligvis påvirket af dagligsprogsfilosofien, ifølge hvilken vores forståelse af omverdenen bygger på simple perceptioner, altså erkendelse af verden gennem sanserne, og etablering af viden. Med dagligsprogsfilosofien (også kaldet Oxfordfilosofien) kom der fokus på dagligdagen, det prosaiske, som kom til at kendetegne store dele af den britiske filosofi i midten af 1900-tallet. Det gør sig også gældende for Austin.

I 1935 blev han ansat som underviser, forsker og senere professor i filosofi ved Oxford, kun afbrudt af 2. Verdenskrig, hvor han tjente i den britiske efterretningstjeneste. Under krigen blev han gift med Jean Coutts, og de fik sammen fire børn. Nylige studier af hidtidige klassificerede informationer om Austins indsats under krigen peger på, at han var en afgørende faktor i planlægningen af mange af de allieredes militære operationer, herunder planlægningen af D-dag. Austins evne til at analysere og knytte forskellige efterretninger sammen var efter sigende uovertruffen.

Efter krigen vendte Austin tilbage til Oxford Universitet, og i 1952 blev han White professor i moralfilosofi (en prestigefyldt titel indstiftet af og opkaldt efter tænkeren Thomas White i 1621). Her påtog han sig en række administrative opgaver, bl.a. studieleder for det filosofiske fakultet (1953-1955), han redigerede og oversatte bøger, bl.a. den første engelske udgave af Gottlob Freges Aritmetikkens Grundlag.

Selvom Austin kun publicerede lidt, havde han en stor indflydelse. Først og fremmest gennem undervisning, men også ved etableringen og ledelsen af en berømt diskussionsklub, opkaldt efter tidspunktet det foregik, lørdag morgen, hvor mange yngre filosoffer og kolleger til Austin deltog.

Det performative og det konstaterende

Centralt for Austin er en distinktion mellem det performative og det konstaterende. I artiklen "Other Minds", som sætter Austin på det filosofiske landkort i England, pointerer han, at brugen af en sætning som ’Jeg ved det’, ikke skal forstås som en beskrivelse af, at man er i en tilstand af at vide noget. Man gør i stedet noget gennem brugen af sætningen. Fx kan man bekræfte noget, en anden siger (’har du hørt…’). Dette danner baggrunden for Austins skelnen mellem det performative og det konstaterende, og i senere skrifter hævder han også, at selv det at beskrive eller konstatere udgør en særlig form for gøren. Det er en særlig form for talehandling, man bruger i særlige omstændigheder.

Hvordan man gør ting med ord

Den mest udførlige beskrivelse af sprogets performative karakter udfolder Austin gennem William James-forelæsningerne, han blev inviteret til at holde ved Harvard University, USA, i 1955. Disse forelæsninger er siden udgivet posthumt i 1975 som How to do things with words (kan oversættes til 'Hvordan man gør ting med ord'), som erAustins mest indflydelsesrige værk.

Distinktionen mellem det performative og det konstaterende

Austin indleder forelæsningerne med et forsøg på at give en klar distinktion mellem det performative og det konstaterende ved at hævde, at de har forskellige betingelser. For det performative er det, hvorvidt handlingen er vellykket eller ej (felicity/unfelicity conditions), dvs. hvorvidt det er den rigtige sammenhæng eller den rigtige person, der udfører den sproglige handling.

Eksempelvis kræver det en ordineret præst til at sige ’jeg erklærer jer hermed for gift’, hvis to personer skal giftes. En skuespiller kan selvfølgelig også sige det, men det vedkommende dermed gør, er ikke det samme som en rigtig præst, og konsekvenserne for de implicerede parter er heller ikke det samme.

Sandhed og falskhed

For det konstaterende er betingelserne sandhed og falskhed, dvs. hvorvidt en konstaterende sætning, ’parret blev præsteviet’, stemmer overens med faktuelle betingelser, at der var et par og en præst, der viede dem. For Austin havde tidligere filosofiske forståelser af sprog primært lagt vægt på det konstaterende og havde dermed overset, at vi forstår og vurderer sproghandlinger i kraft af andre betingelser end bare sandt og falsk.

I løbet af de indledende forelæsninger analyserer Austin sig dog frem til, at distinktionen mellem det performative og det konstaterende er for grov og dermed svær at opretholde generelt. Den performative sproghandling at døbe et skib kan også siges at være korrekt, fordi skibet dermed faktuelt kommer til at hedde det. Derfor introducerer han yderligere en række distinktioner, som kan pege på sprogets komplekse karakter.

Sense and Sensibilia

Ved siden af de sprogfilosofiske overvejelser holdte Austin i den sidste del af 1940’erne og i løbet af 1950’erne en række tilbagevendende forelæsninger først med titlen "Filosofiens problemer", og fra 1948 og frem som "Sense and Sensibilia", sikkert med reference til Jane Austens Sense and Senibility (1811, udgivet på dansk som Forstand og Hjerte i 1855, senere genoversat med titlen Fornuft og Følelse). Austins forelæsninger blev udgivet posthumt i 1962 som Sense and Sensibilia. Igen under indflydelse af Oxfordrealismen argumenterede Austin imod den positivistiske forståelse af sansning og perception forfægtet af bl.a. hans samtidige, A.J. Ayer.

Ifølge Austin tilsiger Ayer og den positivistiske forståelse ”at vi aldrig ser eller på en måde perciperer (eller ’sanser’) materielle objekter (eller materielle ting), men kun sanse-data (eller vores egne ideer, indtryk, sansninger, perceptionsindhold, etc.).”

Austins kritiserede Ayer for at komplicere menneskets umiddelbare klassifikationer af sansninger unødigt. Ifølge ham indebærer brugen af termer som "materielle objekter" og "sanse-data" ofte en abstraktion fra, hvordan perceptionen reelt finder sted. Vi klassificerer primært tingene, som vi sanser dem og retter det, hvis vi tager fejl. Ifølge Austin virker det omsonst at hævde om grisen, der er lige foran os, at vi på baggrund af sanse-data vil sige, at larmen og lugten er ’tegn på’ eller giver ’evidens for’, at der står en gris foran os. Vi hører og lugter grisen foran os direkte gennem perceptionen af den.

Austin vil derfor hævde, at i langt de fleste tilfælde sanser og klassificere vi tingene omkring os, uden at der er behov for mellemliggende led som sanse-data.

Austins argumentation har mange lighedspunkter med og kan måske ses som en forløber til J. J. Gibsons teori om den naturlige økologiske perception.

J.L. Austins indflydelse

Gennem Austins elev, John Searle, har begrebet talehandling vundet stor indflydelse både indenfor sprogfilosofien og udenfor filosofien i grene af lingvistikken og sociologien.

Ideen om sprogets performative karakter har også vundet indpas, primært gennem den amerikanske filosof Judith Butler og andres arbejde indenfor forskellige aspekter af kønsforskning (fx Rae Langton (født i 1961) og Martha Nussbaum). Desuden har Austins overvejelser om sammenhængen mellem mening og sansning lagt grunden for det, man kalder disjunktive forståelser af perception.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)

svarede Bo Allesøe Christensen

Hej Jesper
Har nu indikeret i artiklen, at det er navnet på det professorat som Austin havde. Det er indstiftet og opkaldt efter en Thomas White i 1621. Så det er et professorat der har eksisteret på Oxford i over 400 år, og har været besat af mange forskellige personer.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig